HotNeedles

Pause

Så nåede vi enden. Alt er pakket, lister tjekket for sidste gang, alle er nyvaskede og alle er SÅ klare :-).
Nu er der dømt pizzaer - og så står den ellers på sommerferie for fulde gardiner :-)))
Kan I have det så smukt derude.

Vi 'ses' om et par uger....

Carpe diem

Munterheder

Står med næsen begravet i garn og projekter. Store valg skal træffes. Hvad skal med, og hvad skal blive hjemme? Det er v i g t i g t :-). Dybt koncentreret er jeg, for jeg tænker. Og opdager slet ikke, at Michael står ved siden af mig...

Han holder et reb op under næsen på mig...

- Tror du det her er godtnok?- Hvad????? Hvad har du gang i?
- Joh...jeg tænkte, at det ville kunne bindes på kommoden (min garnkommode).
   Den har jo hjul på.
  Så kan vi have den efter bilen....og så er du fri for at få grå hår af at skulle vælge...

Ha ha og HA. Hvor er han lige morsom :-)))
Som om.
Han kan da bare passe sin 'gøren-bil-ferieklar', kan han.

Farfar

Vores farfar er et fantastisk menneske. Jeg har kendt ham i næsten 16 år - og historien om det bekendtskab eer i sig selv ganske fantastisk. Han er Sofies farfar. Biologisk set. For Sofies biologiske far er farfars søn. Michael har adopteret Sofie. Men det er uden betydning. Det er også uden betydning, at jeg ikke kendte farfar, før Sofie blev født. Dén historie er også noget for sig selv, men den får I en anden gang.

Faktum er, at da Sofie blev født i 1993, blev jeg kontaktet af farfar - og farmor, som desværre ikke er blandt os mere. De ønskede kontakt.
Farfar vidste godt, at det var svært - vi kendte jo ikke hinanden - og han bor i Norge.
Men kontakt blev der. Sofie og jeg blev taget imod efter alle kunstens regler. Og da jeg siden mødte Michael og fik Maya og Lukas - ja så 'røg de med i baljen'. Han tog os alle ind - og det så godt og grundigt, at ingen rigtig længere husker, at han i princippet 'kun er Sofies'.

Gennem årene har vi udviklet et ganske specielt forhold. Og jeg har slet ikke ord, der kan udtrykke, hvor taknemmelig jeg er for, at jeg har krydset spor med den mand - og den familie. For det er skam ikke kun farfar - det er hele familien i Norge.

I disse dage er farfar på besøg hos os. Han har ikke tidligere hørt den fulde historie om vores hussalg - men han kender den nu. Og han har tilbudt sin hjælp. Jeg er simpelthen, bogstavelig talt, rørt til tårer.
Farfar er en velhavende mand. Eller rettere: var. For finanskrisen har ramt ham hårdt, så lige nu er midlerne der ikke. Men ellers havde han efter eget udsagn 'udstyret os med penge nok til en ny start'.
Og jeg tvivler ikke ét sekund på sandheden i ordene - af samme grund har han ikke fået sandheden før nu.
Det er stærke sager.
Og et meget fysisk eksempel på, at det er tanken, der tæller. Det er tanken, jeg er rørt over.

Så han foreslog, at han tager børnene med en tur i byen og forsyner dem med forskellige ting - for 'det kan måske hjælpe lidt'.......lidt?????
Da begyndte jeg s'gu at græde. Ikke fordi jeg var ked af det - ork nej for dælen da. Men fordi jeg var RØRT. Og dybt dybt taknemmelig for at kende så stort og hjertevarmt et menneske. At opleve, at sådan kan folk også være. Jeg mistede ordene. Anede slet slet ikke, hvad jeg skulle sige - udover TAK, selvfølgelig.
Efter så mange 'op-ad-bakke-oplevelser' virker det usigelig stærkt. Der er så stor kontrast til det, vi ellers har oplevet, at jeg bliver ordløs. Denne oplevelse af, at sådan kan familie også være, er guld værd. For os alle sammen.
Og...som jeg ser det...et tegn på, at hjulet måske langt om længe endelig begynder at køre den anden vej...

De sidste par dage har vi hygget igennem. Jeg er træt nu. For vi har siddet længe oppe og haft lange snakke om livet og dets tilsnigelser. Farfar har det heller ikke nemt i disse tider. Men vi har været sammen. Og tager alle videre med en følelse af, at tingene har lettet lidt nu.
Vi har hinanden - og det er meget mere værd end så meget andet.

Snydt

Jeg har ikke været på udsalg. Det plejer jeg sådan set også kun sjældent at være. Men nu hvor jeg arbejder midt i Aalborg, ligger det ligesom lige for. Men jeg har ikke gidet. Der har heller ikke rigtigt været noget - og så var der varmen. Dén fjernede den lille bitte rest af lyst, jeg kunne fremelske :-)
Men igår! Da så jeg noget, der fangede interessen. I min middagspause går turen tit op i gågaden, for dér ligger verden bedste bager, som laver verdens bedste økologiske boller. Skråt overfor ligger min favorit tøjbutik - UNO. Og der stod de. Verdens fedeste turkise sandaler - til ½ pris og 1 par i min størrelse. Og der stod jeg så og maste næsen flad i ruden. Og sukkede. Og savlede en lille smule :-)

I dag gik jeg forbi igen. Og de var væk. Selvfølgelig. De var jo både for billige og for lækre. Øv.
Men så kom jeg hjem fra job. Michael og Lukas havde været i byen for at købe diverse til ferien. OG en pakke til undertegnede. Og hvad åbenbarede sig?????? Gæt selv....

 

Michael havde stået foran butikken 5 minutter i åbningstid.....sikke en mand at have :-))))
Do I feel lucky????
Jeg føler mig da bare som verdens heldigste lige nu......

Forunderligheder

Mandag aften. Sidder med fingrene i garn, nyder farver...funderer. Et øjeblik, et klik - så forstummer alt. En sælsom ro falder over. Ingen tanker, ingenting. Jeg sidder bare der og er.

Samme nat vågner jeg. Måske af varmen. Føler mig underligt klar i hovedet. Står op og tøffer ud i køkkenet, hvor jeg sætter mig og kigger på fuldmånen, som hænger derude. Så mageløs smuk, at man næsten bliver åndeløs. Jeg lister ud. Stiller mig på trappen og nyder.

Den sælsomme ro kommer igen. Denne gang fulgt af en stærk oplevelse af, at al vrede forsvinder. Stille og roligt forsvinder den ned gennem kroppen, ud gennem tæerne. Fluf. Væk. Borte i natten. Tilbage står jeg med en forunderlig oplevelse af, at jeg slet ikke er vred mere. Forundret og overvældet mærker jeg efter. Men der er ingenting. Ingenting udover ro. Og vished. Smiler lidt for mig selv - føler mig ærlig talt lidt usikker her, for der er ingenting at mærke. Og det er en anelse mystisk...ikke fordi jeg som sådan er et vredt menneske, nej nej. Men der har været ting. Er ting. Ting som har ført til frustration, følelser af magtesløshed OG vrede. Og nu er det bare væk.
Afløst af ét eneste spørgsmål: 'Hvad skulle jeg dog være vred over'?

Set fra et menneskeligt syn er der et hav af emner.

Set fra et åndeligt syn - intet.

En dyb dyb, næsten fysisk, erkendelse af, at der er en mening med alting. At alt er planlagt - og iøvrigt går fuldstændig efter planen. Vi er sjæle i udvikling. Vi er her for at udvikles. Og for at udvikles, må ting ske. Sjælen må gennemleve nogle processer og udfordringer, som er individuelt tilrettelagt. Både hvad angår tid og indhold. Og hvem kan bedre levere disse udfordringer end de sjæle, som er os nærmest? For det kræver stor stor kærlighed at være budbringer.

Hvem siger, at jeg står i den værste situation? Hvor fedt er det lige at være den, der skal levere udfordringen? Hvad vil man helst - være budbringer eller modtager? Al snak om skyld, offer, vrede og tilgivelse bliver fuldstændig meningsløs her. For der er ingen meningløshed eller tilfældigheder. Der ligger en stor stor gave gemt i denne proces. Det har jeg ikke tvivlet på - men nu VED jeg. Og hvem kan være vred over det? Processen er hård og tung. Fortvivlende til tider. Frustrerende også. Men anledning til vrede? Netop dén følelse virker fuldstændig meningsløs i dette natlige øjeblik.

Så underligt. Så sælsomt. Så fantastisk en fornemmelse. At stå der, midt nat og mærke, hvordan vreden bare siver ud og væk. At stå tilbage med en ro og en viden, som ikke lader nogen tvivl tilbage. Og samtidig helt fysisk mærke en hånd i ryggen. Der er ikke nogen. Kun jeg og mine erkendelser. Men jeg er ikke ladt alene. Og jeg er på rette vej. Alt er godt.

Jeg står stadig midt i kaos. Det uacceptable er stadig uacceptabelt. Processen er stadig opslidende. Og ting skal stadig løses. Men med denne nats erkendelser i ryggen, er der så meget mere at tage af. Og hvile i. For nu VED jeg, at lige meget hvad der sker, og hvordan det hele ender - så er intet hverken tilfældigt eller meningsløst. Det troede jeg heller ikke før - men nu VED jeg, at det er sådan. Og der er en verden til forskel.

Nu ved jeg, at alt forudgående arbejde ikke har været forgæves. Alle de år, jeg har brugt på at arbejde med mig selv. Min søgen, mine udfordringer. Med mellemrum har jeg oplevelser som denne. Oplevelser hvor ting bliver sat på plads og en dyb viden dukker op af 'ingenting'. Og det er hele drivkraften for at blive ved. For disse oplevelser er....ja....ufattelig befriende.

Et øjeblik mere bliver jeg stående. Nyder fuldmånen et øjeblik mere. Den er så fantastisk, den måne. Usædvanlig smuk denne gang. Jeg ved, at meget bliver anderledes fra nu af. Jeg ved, at jeg ikke har kunnet læse mig til denne viden. Ej heller tænke mig til den. Den skal opleves, for det var sjælens stemme, jeg hørte. Dér midt i natten, brød sjælens stemme igennem virvaret af tanker og følelser. Og talte. Klart og tydeligt. Stille og blidt. Men med en vægt, der ikke lader sig affærdige som 'natligt tankespind'.

Det er sandheden. Livet. Kærligheden. Og begyndelsen på en ny rejse.

Nu er det onsdag. Der er ingen spor af den vrede, der var engang. Intet er fortrængt eller fornægtet. Men jeg står godt. Hold da helt op, hvor jeg står godt. NU er jeg klar til Sverige. Ingen dunkelheder fylder. Ingen bistre følelser. Kun ro - og stor stor lyst til at komme videre. I forvisningen om, at alt er godt - og alt bliver godt.

Hav en smuk dag derude.

Skønhedens tid

Tid er sådan en underlig størrelse.
Lige nu sidder jeg helt mutters alene i mit køkken. Og det er dejligt. Endelig blev det weekend - efter en uge, som var hård i mere end én forstand.
Tid alene er dejlig. For så er der tid og ro til tanker. Og det er vigtigt i disse tider. Jeg har fået fat i en ende, som jeg har tænkt mig at forfølge. Og det kræver eftertænksomhed. Min erfaring fortæller mig, at giver jeg ro og mod - så gives jeg svar hurtigere end ellers.
Det er så også det, der er ved at ske nu. Ord dukker op. Sammenhænge ses. En rød tråd begynder at vise sig mere og mere tydeligt. Heldigvis er jeg ikke den frygtsomme type, hvad angår at kigge på tingene. Og kalde dem ved deres rette navn. Jeg har respekt for mine indre kræfter - men ingen frygt. Frygt opstår, hvis tingene får lov at blive og leve i dybet. Har jeg erfaret om mig selv.
Så jeg går på med krum hals. Jeg ved kun nogle ganske få ting. Og det er godtnok. Svar og viden kommer lige så stille. Men jeg ved, at det kommer til at tage lang tid, før jeg helt fatter omfanget og konsekvenserne af de ting, der sker i mit liv lige nu. Det gør ikke noget - for sindet er sådan en ufattelig klog størrelse. Tingene bliver serveret på rette tid og i passende bidder. Alt andet ville medføre uanede katastrofer, tror jeg. Og sådan er det også med denne her proces.
I går fik jeg spontant et indre billede af en byggeplads, hvor alt var revet ned. Tilbage var kun jord og murbrokker. Et helt utroligt præcist billede på mit liv. Alt bliver revet ned. Alle tårnene med illusioner falder nu. Og lader ingenting tilbage. For en tid. For byggeplads er byggeplads - og der skal så øjensynligt bygges noget nyt. Og lader man grunden stå længe nok, vil der komme liv. Og nøjagtigt sådan ser jeg processen. Hvad der skal bygges vil tiden vise. Det er slet ikke vigtigt at vide nu.
Kun ved jeg, at jeg bliver efterladt uden de fjerneste illusioner om nogetsomhelst, der har med min fortid at gøre. Af en eller anden grund. Men det har været vigtigt og nødvendigt - ellers ville det ikke være så voldsomt og gennemgribende. Og det er svar nok for mig lige nu.
Nu skal der jo være en passende ligevægt i tingene - har jeg også erfaret.
Alt det her er tungt - det ligger ligesom i sagens natur. Det er hverken sjovt eller nemt eller hurtigt overstået.
Ergo søger jeg samtidig dets modsætning. Helt bevidst søger jeg alt det, der gør mig glad og optimistisk og let i sindet.
Ja, det bliver nærmest til en hel kunstart. Fordi det kan være en udfordring, når tingene føles tunge. Det er en balancegang. Men jeg kan hilse og sige, at jeg klarer det fint nok :-). Jeg er ikke faldet af pinden...så at sige.
Og hvad gør glad?
Voldsomt individuelt - men her er det - når der ses bort fra mine skønne børn og dejlige mand - rigtig mange ting.
Helt kogt ned, er det farver og skønne ting. Jeg søger skønheden. Og glæden. Afgjort. Ligeså instinktivt som jeg søger indad. Både skønhed og glæde kan have mange ansigter - og de er slet ikke så svære at få øje på:

En smuk blomst.
En blå blå himmel.
Mine roser.
Et hurtigt smil.
Skønne ord og dejlige billeder.
Dejlige og varmende kommentarer på min blog - jeres kommentarer.
Havet.

New Dawn og ukendt rød slyngrose

 
Blåhat/Knautica macedonica

Det kunne blive en lang lang liste - pointen er, at det faktisk slet ikke er særlig svært - for den findes overalt. I det store som i det små. Måske allermest i det små.

Og så bruger jeg min fiber-mani bevidst konstruktivt. Jeg bliver simpelthen glad af at skabe. Jeg bliver glad af at have farver mellem fingrene. Og det giver ro i sindet  - som en behagelig sidegevinst.
Af denne helt specifikke årsag, besøgte jeg i fredags min søde garnpusher. Ikke af mangel på garn - pyh ha da :-). Men for at lade mit sind og mine fingre glide gennem det farvevælde, hun har fyldt sin butik med. Lade mig indsvøbe i farver.
Jeg tog tidligt fri. Og valgte at gå over broen til Nørresundby. Mærke luften og dufte vandet. Varmen satte hastigheden til langsom - og det var dejligt. Det var dejligt at stå der og kigge ud over fjorden. Se livet langs begge sider. Kigge på skibene.
Stå der og bare være.

Nu er det jo sjældent gratis, når jeg går ind i en garnbutik. Og dette besøg var ingen undtagelse.

Jeg fik sådan en lyst til at lave en pude....eller flere for den sags skyld.

Og det har foreløbig resulteret i denne her. Ufærdig et øjeblik endnu - men klar til at få følgeskab en endnu flere.

Hav en skøn dag derude :-)

Det usagtes pris

Dette indlæg er hverken specielt muntert eller specielt kort. Nu er du ’advaret’. Jeg har bare brug for at få luft....

 

Jeg ved ikke, hvad vi har gang i. Om det er dødskramper eller fødselsveer.

Den normale talestrøm er tørret ind. Der er ingen ord tilbage. Og ord plejer ellers ikke at være en mangelvare her.

Det er netop gået op for os, at vores andel af hussalget – det overskud, vi skal bruge til at starte forfra med – er ved at blive spist op.

Med den nyhed sank skuldrene endnu et stykke ned.

Hvor meget mere kan man magte?, tænker jeg. Meningen med det hele fremstår efterhånden temmelig tåget.

Måske er der slet ikke nogen.

 

Det er en ufattelig stor udfordring at holde humør, optimisme og gåpåmod kørende, når der hele tiden opstår situationer, hvor det hele bliver undermineret … igen.

Det er ufattelig svært igen og igen og igen at forsøge at få det bedste ud af det værst tænkelige.

Det værste er næsten, at vi ingenting kan gøre. Vi kan bare se på, mens det beløb, vi skulle bruge til at starte forfra med, skrumper ind og bliver mindre og mindre. Husprisen er også sat ned – så det brænder i begge ender så at sige.

At husprisen er sat ned, er hvad det er.

Men. Nu skal vi også dække udgifter, som er skabt i fællesskab af alle os 3 ejere.

Mens vi stadig var uvidende om det økonomiske virvar ovenpå, investerede vi i et nyt varmeanlæg. En rigtig god idé, men også en idé, som aldrig var blevet, hvis vi havde vidst, at det kun var os, der havde råd og, hvordan situationen var.

Beløbet hæfter vi naturligvis alle 3 for. Og det var øremærket i salgsbudgettet. Problemet er bare, at pengene ligner ’overskud’. Og nu er ’kassen’ tom ovenpå – helt tom. Alt evt. overskud fra hussalg er væk.

Ergo går man derfor til næste kasse – vores. Kort sagt: vi kommer til at betale for os alle tre. Vores overskud fra hussalget bliver derfor langsomt, men sikkert, spist op – og den første bid er allerede taget.

Fordi man har undladt at gøre noget. Fordi man har gemt papirer i den tro, at så forsvinder problemet vel også. Man har ikke informeret om, hvordan tingene udvikler sig. Til trods for, hvad der allerede er sket. Til trods for, hvor alvorligt det her faktisk er.

 

Alligevel fortsætter gemmerierne.

Vi kan finde på og finde på – men har en tikkende bombe hængende lige over hovedet. Vi kan ikke stole på, at der ikke lige pludselig dukker ’noget’ op.

Jeg har ikke ord for, hvor belastende det er.

Det er tungt.

Ingen tvivl om, at vi er igennem en udrensning – som så har udviklet sig til en decideret afrensning.

Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvordan man kan blive ved med at gentage en adfærd, som allerede har ødelagt så utrolig meget.

Jeg forstår ikke, at man kan få sig til det. Når nu man ved, hvordan sagerne står og hvor hængte, vi er. Alligevel tager man for givet, at vi skal agere redningsfolk. At vi får styr på det. Og så længe man ikke siger noget, taler om det, gemmer det – ja så forsvinder det nok. Jeg forstår det ikke.

 

Jeg er et særdeles begavet menneske. Og jeg har en særdeles veludviklet fantasi. Og jeg er ganske god til at se mennesker. Men her rækker hverken fantasi, IQ eller menneskekundskab. Jeg kan ikke regne ud, hvordan man kan udsætte sin tætteste familie for sådan en adfærd. Jeg kan simpelthen ikke fatte, hvordan man kan sige ja til en stor investering, kigge på det monsterarbejde vi udførte – velvidende at man ikke på noget tidspunkt havde råd. Hvorfor bare vælge at holde mund og se på?

 

Nuvel – vi har ikke mistet noget, som ikke kan skaffes igen. Og så dog. Penge og bolig kan skaffes igen. Mere tvivlsomt er det med tilliden. Jeg har ikke begreb skabt om, hvordan den nogensinde skal komme igen. Jeg ved udmærket, at det ikke er gjort pga. ’ond vilje’. Alt er snarere et udtryk for ekstrem konfliktskyhed og manglende ansvarsfølelse. Det gør det ikke nemmere. Ej heller mere forståeligt. Det er bare en forklaring. Ud af ca. 1000 mulige.

 

Jeg kan ikke sige præcis, hvilke konsekvenser det hele får. Det er svært, når man ikke kan få tingene på afstand. Vi bor jo i huset endnu. Og dét er ikke godt. Der er ikke andre muligheder – men det er absolut ikke optimalt. For vi trænger alle til at komme videre, til at trække vejret og til at få tingene på afstand.

 

Det hele føles så spildt. Al den tid vi har brugt på noget, som nu viser sig at være fuldstændig fjollet. Tid, som er gået fra børnene og os. Tid, som ikke kan hentes igen. Børn vokser hurtigt – om et øjeblik er de væk. Og nu kan vi se tilbage på næsten 3 år, som bare er forsvundet op i den blå luft. Tid, hvor vi kunne have haft en masse oplevelser sammen.  

Men det havde vi hverken tid eller penge til – for det hele gik til huset.

Dét kommer ALDRIG til at ske igen. Så meget har jeg dog lært.

Af samme grund vil jeg aldrig igen eje noget som helst, som kræver for uforholdsmæssigt meget tid og penge.

 

Og så ved jeg én ting. Hvis jeg tror, at læresætningen i alt det her er, at man kun skal stole på sig selv, ikke hjælpe andre og i det hele taget tillægge sig en passende kynisme – så har jeg ikke fattet en levende bønne.

Dét ved jeg dog.

Derudover ingenting. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvorfor alt det her sker. Jeg er helt med på, at der er en højere mening med det. At vi skal igennem en udrensning, for at give plads til nyt – whatever.

Men jeg skal da love for, at vi har fået fat i det helt store menu-kort.

Det er en oplevelse med ’alt inklusive’. I hvert fald hvad angår økonomi.

 

Og det er ’kun penge’, kan man indskyde. Ja – det er det. Og det er heller ikke, fordi vi skal vælte os i et kæmpe overskud – det er slet ikke nødvendigt. Men det er nødvendigt at starte forfra – og have midlerne til det. For alt, hvad vi ellers har haft af midler, er borte nu. Dels til huset, dels til at trække overboen igennem, så vi ikke alle går ned.

Det har været fornuftigt, har vi ment. Også selvom det lader os tilbage i en situation, hvor vi er ret afhængige af, at vi får nogle penge ud af det hus. Nu ved jeg ikke, hvor fornuftigt det har været.

 

Jeg synes ikke, jeg ved nogen ting. Jeg ved ikke engang, om jeg er vred. Hvad er der at være vred over, tænker jeg. Jeg har sagt, hvad jeg har at sige om tingenes tilstand. Og jeg føler mig heller ikke vred. Jeg føler mig trist. Og desillusioneret, hvad familie angår. Min nære familiehistorie er ikke særlig opmuntrende. Den er faktisk ganske trist. Indtil dette skete, har det kun været min mor og min bror, jeg har haft et godt og fornuftigt forhold til. Forhold hvor tillid og nærhed var i højsædet. Nu er det kun min bror, jeg kan sige det om.  

 

Min far nåede jeg aldrig at kende. Min stedfar udsatte mig for nogle gedigne nederdrægtigheder i ’blodets navn’ – og min stedsøster gjorde ham selskab. Og hele hans familie med. Min barn- og ungdom har været én lang rejse fyldt med forskelsbehandling, urimeligheder og fuldstændig uacceptabel adfærd. Som jeg efter mange år endelig valgte fra af hensyn til mig selv og min egen familie. Jeg havde aldrig troet, at jeg også skulle opleve så store svigt og tillidsbrud fra min mor. Dét så jeg bare ikke komme. 

 

Alle de oplevelser til trods, er det alligevel lykkedes mig at kunne gå ud i verden og tro på det gode i andre mennesker. Og kunne leve et helt fornuftigt liv uden konflikter i tide og utide – men i harmoni med de mennesker, jeg har valgt at fylde mit liv med. For meget kan man sige om min familie – men dem til trods har jeg altid været god til at skabe dejlige kontakter og til at få andre mennesker ind i mit liv.

 

Nu kan jeg mærke, at jeg trækker mig. Vender mig væk. Lukker i og mister mælet. I eftertænksomhed og søgen efter mere af den energi, som holder både mig og resten af familien kørende. For en tid.

Jeg tror stadig på, at alt ender godt. Men processen dertil er så meget hårdere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Og vi betaler en høj pris for at nå målet. Og her tænker jeg absolut ikke økonomi.

Hvor bliver det dog fantastisk at komme til Sverige.

Hvis du nåede hertil….så tak fordi, du læste med.

Der er liv endnu...

...men også kun næsten.

Her - 40 minutter før fri - står barometeret nu på 29,7 grader. Folk smelter langsomt væk. Ingen siger noget - for alle lider. Nogle mere end andre, men alle er påvirkede af denne her ulidelige varme. Som bliver godt hjulpet på vej i de 20 PC'ere, som også befinder sig på kontoret....

Hvorfor var det, at jeg ikke blev livredder????? Ved havet, forstås :-)

Hvor er det GODT, at jeg bliver hentet af Michael. Hvor er det GODT, at vi har soltag i bilen. For jeg har dælme tænkt mig at tilbringe hjemturen med hovedet ovenud af det soltag. Det her føles næsten som en nærdødsoplevelse....

Gad vide, hvordan jeg skal overleve de næste dage, hvor temperaturen, efter sigende, når endnu højere på???

JEG VIL HAVE VARMEFRI!

Og det burde dælme indføres ved lov....ja, det burde.

     

Svedige dage

Det er vist det eneste, der er at sige om mit liv i disse dage. Beklageligvis er jeg ikke bygget til varme over 25 grader...så jeg lider :-). Stille og uden piveri...men jeg lider. Dagene på job er lange og varme.

Et hurtigt kig på barometeret, da jeg mødte på kontoret i morges kl. 7.45, fortalte om en rumtemperatur på 28 grader. Så var stilen ligesom lagt - og allerede der, kunne jeg mærke begyndende gummiknæ. Nu er klokken 12.15 - jeg er helt færdig og har forlængst erklæret, at ingen skal regne med, at det bliver mig, der springer den akkord, vi ikke arbejder under :-). ALT foregår i et laaaaangsomt tempo. Jeg kigger på uret og konstaterer, at der er alt for lang tid til klokken er gå-hjem-tid kl. 15.30. Undrer mig over, at jeg stadig sidder op. Og takker inderligt for den vinduesplads, jeg var så heldig at få tildelt, da jeg startede. Alle vinduer er vidtåbne - støjgener eller ej. Og alt, hvad der kan levere LUFT, arbejder på højtryk. For der er ikke meget vind her midt i Aalborg, skulle jeg hilse og sige :-).

Når jeg kommer hjem...forhåbentlig stadig levende...vil jeg kaste mig ud i haven for at dampe af. Og der vil jeg sidde, til jeg ikke gider mere. Gårsdagens dumhed vil ikke gentage sig. Dét er sikkert.     Da kom jeg pludselig efter, at det ville være glimrende at feje i køkkenet. 2 timer efter svedte jeg stadig :-))). Man skal jo slet ikke lave nogetsomhelst....

Hedeslag fik jeg også. Ihvertfald ifølge Sofie - og vel egentlig også ifølge mig selv. Jeg slap kattene løs. Rejste mig og gik med faste skridt mod døren ud til gården, som jeg åbnede HELT op. Først var de lidt skeptiske, kattene. 'Ku' det nu passe????'. Men så skal jeg da lige love for, at de tog benene på nakken - og farede rundt derude resten af aftenen. Og de nød det. Det var med hjertet oppe i halsen - vi har jo mistet samtlige udekatte her på matriklen. Men jeg kunne ikke nænne til, at de bare skulle sidde der og kigge ud. Klokken var for mange til at få dem i snore og og og....Og det gik. De kom hjem og ind igen....meget trætte, men garanteret  et lille hak gladere end før :-).

Gårsdagens absolut bedste indslag var Lukas' jagt på 'Hjem-is-bilen'. I mere end en time sponsede han rundt hver gang, han hørte klokkerne. Og bedst som alle havde opgivet, dukkede den op ude på vejen. Sådan en indsats skal belønnes - så Michael og Lukas blev hurtigt enige om at en stor kasse blandede is egentlig var både berettigede OG ok. Så nu er fryseren fuld af is....og det er den vel et par dage endnu, så :-)

1-0

Planen var at lave hexagoner. Alt var linet op. Stille og roligt - med alt inden for rækkevidde.
Men så skete dette her:

 

Game over.

Godt så. Jeg finder da bare på en anden måde....så :-))))