Gittemay's Blog

Himlen over os

Ja, den er jo bare smuk. Jeg har til alle tider været dybt fascineret af rummet - himlen. Så hvad var mere passende end at bruge netop det i mit nye look. Indrømmet: det er temmelig anderledes end det gamle - men det er i grunden slet ikke så skidt endda. Altså at det er så meget anderledes. Jeg mener: undertegnede er heller ikke den samme mere - så det passer jo meget godt sammen :-).

Det har taget sin tid at få til at virke efter hensigten, så denne her mandag er egentlig bare forsvundet ud i det blå. Men hva' - det er der jo intet forgjort i.

Jeg føler mig elektrificeret. Svært at forklare - men det går voldsomt ud over min nattesøvn...eller hvad man nu skal kalde det. Energien farer rundt i kroppen - jeg føler mig sådan lidt høj i det. Hele tiden. Rent praktisk er det jo vældig smart - for det skal da aldrig vare at tage en bette rengøring af hele huset. Men det gider jeg s'gu ikke hver dag.

Sammen med energien kommer en hær af intuitive tanker og fornemmelser - som så også viser sig at holde. Det er faktisk lidt sært. Well, jeg har altid haft en vældig god 'fornemmer' - og er generelt ret svær at overraske, fordi jeg ofte har fornemmet tingene lang tid, før de rent faktisk sker. Både på det psykiske og fysiske plan. Mennesker kan ryste mig med deres adfærd - men sjældent chokere, for jeg har meget ofte et meget klart billede af, hvad folk rummer, og hvor de er. Begivenheder - både lokalt og globalt...tja, det aner jeg længe før, nyhederne bliver fyldt med det. Det samme gælder hændelser i mit eget liv.

Men som det er nu, føles det nærmest som om, energien har fortættet sig. Mine 'fornemmelser' er ihvertfald meget konkrete og særdeles præcise. Jeg ser. Og familien er nærmest lidt forskrækkede - ja, de er jo vant til, at der af og til kommer sære ting ud af min mund - men det er præcisionen, der vækker opsigt.

Det gode er, at jeg jo så også har en meget klar fornemmelse af, at der virkelig ingen grund er til bekymring. Dels er det et håbløst spild af tid - dels har jeg en meget præcis fornemmelse af, hvad der venter. Jeg synes jo så bare ikke, jeg behøver at være vågen det meste af natten af den grund. Men sagen er, at jeg - som normalt bliver halvskør med mindre end 7 timers søvn - nu fint klarer mig med det halve.

Det er sådan noget, jeg godt kan sidde og filosofere lidt over på sådan en mandag. Og så kan jeg da more mig over Futti, som stifter bekendtskab med sne for første gang.

Han troede, han skulle rulle sig i det - han blev klogere :-).

Hav en dejlig mandag derude.

 

Forandringer...

...kan nogengange være grusomt tiltrængte.  Sådan fik jeg det ihvertfald lige pludselig med looket på min blog. Derfor ser den nu sådan ud. Og det var da faktisk helt dejligt at få ordnet :-).

Ellers er det sådan set bare en sløv lørdag på denne breddegrad. Ingen har den vilde lyst til at gå i gang med projekter, der er ret meget større end at lave en ny spand kaffe - og det er helt godt.

Forandringens vinde blæser her. Tror jeg. I denne uge var vi på besøg på Aalborg Katedralskole, hvor Maya har planer om at slå sine folder som gymnasieelev. Sidste ord virker fuldstændig absurd at skrive - Maya som gymnasieelev...jamen come on, hun er jo kun...nå ja snart 16!!!

Nå, men det endte på en lidt anden facon, end vi havde regnet med. Hun regnede selv med, at det skulle være en meget sproglig retning - men kunne ikke rigtig finde fuld tilfredshed med de udbudte linier. Så nu er hun gået helt radikalt til værks - og vælger formentlig en billedkunstlinie med sproglige overtoner. Jeg synes, det er helt vildt fedt. Selvfølgelig - for jeg elsker selv billedkunst. Men jeg synes nu, det er allermest fedt at se Maya tage en udfordring og springe ud i det. 

Det er så umådelig fedt at se, hvordan hendes selvværd har fået så stort et boost, at hun tør at gå andre veje end de tænkte. At se hende hilse til højre og venstre på folk, hun kender - når jeg fra samme pige for mindre end 2 år siden kunne opleve frustrationen over ikke rigtigt at have nogen venner og ikke føle, at hun rigtigt hørte til og blev anerkendt for den (fantastiske) pige, hun er.  Nu har hun masser af venner, klarer sig supergodt og er i den grad trådt i karakter - alt sammen fordi vi/hun vovede at tage et skoleskift i slutningen af 8. klasse. Det er s'gu en dejlig bekræftelse at få.

I aften skal vi i teatret for at se en forestilling, hvor Sofie har en ret stor rolle i.

Sofie som også har taget nogle 10-mile skridt i sit liv. Sofie som tog nogle ret drastiske skridt, da tingene ikke helt artede sig - og kom ud på den anden side med selvværd og ambitioner i toptunet tilstand. Det er så umådelig dejligt at se på - at hendes valg var så rigtige og berigende.

Sådan noget gør mig stolt. Og jeg tænker, at det godt kan være, at jeg ikke har været så heldig udi job og sån't - men mine unger...der har jeg dælme været heldig. Vi kan læne os tilbage som forældre i forvisning om, at de nok skal klare sig - det går jo faktisk rigtig godt med dét. Og tænke, at det slap vi egentlig meget godt fra. 

Jo, jeg er faktisk ret stolt af mine børn. De tør at være sig selv - som i 'planken ud' - og det er jo i grunden det yperste, det fornemste man kan være.

Er det sådan vi er?

I kølvandet på min oplevelse udi systemet i går, kunne jeg på TV2 få lov til at blive underholdt af (endnu) et indslag om os uduelige og uansvarlige ledige. Baggrunden var alle de såkaldte jobs, der angiveligt er håbløse at besætte med dansk arbejdskraft i hotel- og restaurationsbranchen.

Der har været ret mange af dem - de der indslag, som på sæt og vis forsøger at slå fast, at der findes 2 hold danskere. Dem, der bidrager - og dem, der ikke gør. Og gudnådetrøste sig, hvis man hører til sidstnævnte kategori. For mig at se, er det blevet i system. Hakkeriet. Skinhelligheden. Og selvfedmen.

Finanskrise mig her og finanskrise mig der. Ærlig talt så ser jeg ikke finanskrisen som det største problem. Jeg ser en helt anden krise. Nemlig en krise i vores menneskelighed og tolerance.

Jeg tænker jo lidt, at når der er krise, så skal man passe på hinanden. Fordi alt bliver nemmere, hvis vi er sammen om tingene og løfter i flok. Det er så ikke det, jeg ser. Jeg ser, at forskellige grupperinger efter tur får nogle gevaldige hak over tuden. Jeg ser, at man i stigende grad føler trang til at sparke til hinanden - især på nogen, der efter diverse underlige ranglister, ligger lavere end én selv. De overvægtige, de syge, de ledige, rygerne...ja fortsæt selv listen.

Det er en helt enormt usympatisk tendens. I stedet for at bruge krisen på at støtte og hjælpe hinanden, bruges den til at sparke til og nedgøre hinanden. Pege fingre og dømme. Og fordømme. Så man kan føle sig lidt bedre? Lidt mere sikker? Lidt mere frelst? Fordi man ikke selv er ledig, overvægtig, ryger eller andet? Fordi man er bange?

Vi er ved at dele samfundet op. Den del, der har alle rettigheder - fordi de 'bidrager' og er ansvarlige. Og en del, der ikke bidrager og tager ansvar - en del som egentlig bare burde skamme sig godt og grundigt.

Jeg krymper mig. Græmmer mig. Det er så uanstændigt og lavt - og jeg bliver i den grad forulempet på min sociale følelse.

Tænk at man i en situation, som man ikke selv har bedt om - ej heller ønsket - ovenikøbet skal rende rundt og forsvare, at man er landet i den. Undskylde og nærmest bare holde sig hjemme. Fordi man er en snylter - en paria. Fordi man er landet i samfundets skammekrog. Så må man finde sig i at være jagtet vildt - lægge øre til diverse nedgørende og arrogante selvfede holdninger til den situation, man ville give sin højre arm for at slippe ud af.

Er det virkelig sådan vi er? Er det sådan vi gerne vil være som mennesker? Føle os gode, fordi vi tager afsæt på ryggen af nogen, der er 'dårligere' eller værre? Føle os lidt bedre på den der 'jeg-har-job-det-har-du-ikke'-måde?

Skal småligheden og selvfedmen virkelig sejre her? Jeg mener: vi har det til fælles, at vi alle sammen er mennesker. Og ledighed og andet kan ramme alle. Alle kan blive ramt af livet. Og man får hverken mere sikkerhed eller tryghed, fordi man tramper på dem, der er blevet ramt af livet.

Forleden mødte jeg en kvinde, som var så venlig at fortælle mig, at jeg 'jo bare havde været vikar'. Det slap hun så ikke så heldigt fra, kan jeg tilføje. Egentlig tror jeg, hun bare ønskede, at hun havde holdt sin mund. Fordi jeg bad hende om at definere helt præcist, hvad hun mente - og det blev jeg sådan set ved med, indtil hun gik tør for ord.

For mig er hun et udmærket billede på det her fænomen. En lille smålig kvinde, som lige skulle markere, at hun var et hår bedre end undertegnede. Fordi hun har et halvtidsjob! Jeg bliver vred. Rigtig vred, når jeg møder den slags.

For én ting er, at jeg har jobpause. Men at skulle rende rundt som en stor undskyldning for mig selv - ja, det magter jeg ikke. Jeg nægter simpelthen. Jeg lader min indre anarkist få luft - og jeg bliver både kontant og meget direkte.

Men det fortæller mig en del om, hvor vi er henne. Og hvis det er det vildeste, man kan diske op med i disse krisetider - smålighed, hån og nedgørende adfærd - ja, så er vi s'gu virkelig på skideren (undskyld mit franske).

Galskab...

eller ihvertfald forvirring ud over alle grænser. I bund og grund er jeg faktisk lidt rystet. Ikke overrasket, desværre - men alligevel lidt rystet.

Jeg er jo som bekendt blevet ledig. Det er, hvad det er. Noget helt andet er at finde rundt i de nye regler. Vorherrebevares. Én ting er, at regeringen har lavet århundredets makværk ved at halvere dagpengeperioden og gøre det sværere at optjene timer nok til en ny dagpengeperiode. Det har jeg kun foragt tilovers for. Jeg mangler ret beset ord, som reelt beskriver, hvad jeg mener om det.

2 år på dagpenge - ok da. Det skal nok gå. Værre er det at skulle optjene 1 års arbejde indenfor 3 år for at få ret til en ny omgang. Det er langt langt værre. Det er der seriøst mange mennesker, som vil få en masse problemer med.

Men det træder jo så først i kraft til juli - indtil da skal man 'bare' have ½ års arbejde for at være sikker. Troede jeg. Og det har jeg - ergo var den ged ligesom barberet. Så fik jeg brev fra a-kassen med en beregning, som er helt i hegnet. Og kunne et øjeblik få lov til at mærke koldsveden brede sig. For det var et helt andet regnestykke, end det jeg selv har lavet.

Brevet dukkede selvfølgelig op fredag - så jeg kunne ligesom først få tingene afklaret idag. Troede jeg.

5 timer har jeg brugt. 5 timer er gået med at vente i telefonen, få svar pr. mail, ikke forstå svaret, ringe igen, vente igen, få et nyt svar - som ved nærmere eftertanke ingen mening gav - ringe igen osv. For til sidst at få at vide, at de faktisk ikke ved, hvor jeg står. Jamen det er jo det rene ragnarok.

De stakkels mennesker i a-kassen kan simpelthen ikke svare på, hvor lang tid jeg har ret til dagpenge. Om det er 1 år, 1½ år eller endnu længere tid. Ikke at jeg tror, jeg kommer til at gå så længe - men man ved s'gu aldrig. Og jeg vil nu en gang gerne vide, hvor jeg står. Og det ved jeg så ikke - og skal ikke regne med at finde ud af det foreløbig. Og så kunne den kære dame, jeg talte med, oplyse, at jeg bestemt ikke var alene om min uvidenhed. Det er et kæmpeproblem.

Jamen så vågn s'gu da op - jer der sidder med dagpengesystemet! Én ting er at få tæppet trukket væk med den reform - det er der jo tydeligvis ikke rigtig nogen, der kan se et problem i. Altså nogen som har magt til at ændre på det.

Noget helt andet er at efterlade almindelige mennesker i en situation, hvor ingen kan oplyse om, hvor man står. Ingen har styr på, hvad den nye reform betyder. Foreløbig har jeg fået 3 forskellige datoer for, hvornår mine dagpenge ophører. Jeg mangler ord. For en gangs skyld mangler jeg ord.

Det er fuldstændig til grin. Problemet er bare, at det er folks livsgrundlag, der er i spil. Men hvem tænker på det, når nu man har travlt med at få skiftet regeringens bilpark ud. Dét er nemlig noget, der rykker.

Stivnet i sin form?

Det kunne jeg godt have mig selv mistænkt for at være. Sofa - skrædderstilling - garn - tæppe - og selvfølgelig kaffe indenfor rækkevidde. Det er mit liv. Ret lille, hvis jeg selv skal sige det. Men når kroppen ikke vil, som jeg vil - den er stadig gevaldig vag - så må man jo indrette sig.

Iøvrigt kan jeg heller ikke så meget andet. For der er lige det er 'vand-issue'. Og ærlig talt: jeg er s'gu en omgang for doven til at koge vand til rengøring :-). At bevæge mig udenfor huset er heller ikke en mulighed. Intet varmt vand = intet bad = hår som bare ville skræmme sagesløse sjæle fra vid og sans. Man er vel udstyret med lidt næstekærlighed, alligevel :-).

Ergo er jeg tilbage ved sofaen.

Nu har jeg jo så bare lige opdaget, at jeg om snart kommer i garnmangel. Damned! Det er altså¨svært at skaffe sådan en lørdag kl. 15.18.

Så er jeg vel bare nødt til at strikke de strømper, Lukas har bestilt. Hm.

Hav en dejlig lørdag derude.

Vand

Vand er magisk. Det er livsnødvendigt, fængslende og forfriskende. Jeg elsker vand. At tage til havet, regnvejr (i moderate mængder) - vand er livgivende.

Men lige nu er vand og jeg ikke gode venner. Jeg er faktisk seriøst træt af vand. Fordi det dukker op, hvor det bare ikke skal dukke op. Indendørs - på upassende steder.

Først var der bøvl med kloaken. Som i...vandet kommer op af kloaken og løber ikke ned i den. Det er der kommet nogenlunde styr på - men kun nogenlunde.

Så kom der vand ned i stuen. Fordi en fugekant på badeværelset ikke var, hvad den havde været. Det er også i orden nu.

Og hey - så kom der en storm - som lavede hul i taget. Ikke ret stort - men rigeligt til, at der kom vand ind. Som i...alle-baljer-og-spande-skal-findes-for-det-regner-ned-i-gangen-ovenpå. Det er nu lavet.

I nat døde vandbeholderen så. Med det resultat at det væltede ud med vand. Heldigvis i et rum med afløb...men der var så lige pludselig en flod og et druknet kattetoilet. Fedt. Nu venter jeg så på en smed, som skal skifte herligheden. Og indtil da: intet varmt vand.

Jeg er dælme træt af vand.

Og så sidder man her...

...med en hovedpine importeret fra helvede. Og et hoved, der er fyldt med alt andet end skønne ting. Kroppen er vag - men det er mine forbandelser over forkølelse til gengæld ikke, så :-).

Men hva'...det er til dels selvforskyldt. I går var jeg til strikkecafé. For første gang i umindelige tider har jeg meldt mig til sådan en. Sådan for inspirationens og hyggens skyld. Og det var både hyggeligt og inspirerende - og bød også på et møde med en 'gammel' kending. Så det var jo vældigt.

Michael var i udgangspunktet svært tilfreds med denne nye aktivitet. For om onsdagen er der snart fodbold - og så slipper vi for at diskutere, hvorvidt alle kampe skal ses eller ej. Ja, han var tilfreds, indtil jeg oplyste ham om, at denne her café jo altså foregår i en strikkebutik...som altså også er åben for indkøb. Så blev han bleg :-).

Nå, men det var en dejlig aften. Men den gjorde ikke noget godt for mit stakkels hoved. Den gjorde så noget godt for andre ting - så det går nok lige op. Måske handler det bare om den udfordring, der ligger i at befinde sig i en garnbutik i 3 timer - og deale med alle de behov, der opstår undervejs. Selvbeherskelse er en dyd - og det gik da også godt nok - jeg havde kun 2 nye nøgler garn med hjem. Men det er belastende. For filan da! Og det kan da tænkes, at det ligefrem er skadeligt. Måske jeg skulle have købt noget mere, alligevel :-).

Heldigvis har jeg tiden til at pleje mig selv. Sådan da - for selvom jeg har jobpause, synes jeg da ikke ligefrem, at jeg keder mig. Faktisk synes jeg, at jeg sådan har småtravlt hele tiden. Der er ihvertfald masser af energi. Men igen - når jeg nu absolut har en pause, kan jeg jo ligeså godt få det bedste ud af det. Og lave noget meningfyldt i den tid, jeg har.

I sidste uge var jeg til 'info-møde' i min a-kasse. Hvor jeg så brugte 2½ time på at sidde og lytte til den samme sang, som jeg har hørt 100 gange før. Intet nyt overhovedet. Ja, de opfordrede jo så til at tage nogle kurser og noget. På Handelsskolen. Ikke at jeg har noget imod Handelsskolen - men dælme om jeg gider bruge min tid på flere kurser, som ikke har den fjerneste relevans for mit mål. Så kan jeg da meget bedre underholde mig selv, kan jeg. Jeg kan spille kort med alle mine kursusbeviser - og nu er nok s'gu nok.

Nu vil jeg foreløbig pleje mig selv, så jeg kan blive bare lidt klar til den klassefest, der venter i aften i Lukas' klasse. Pyh ha.

Hav en dejlig dag derude.

Slut finish finito

Lukket og slukket - tæppe 1 er hermed erklæret 100% færdigt :-). Hold da kæ..., hvor det føles godt!.

Jeg er - mildest talt - svært tilfreds...ja nærmest sådan lidt selvfed. For det er altså blevet flot - hvis jeg selv skal sige det. Og well - sådan en påstand skal jo ikke stå udokumenteret...så her kommer et billede.

Fakta:

• Garn: Drops Delight - ca. 9 nøgler + Mayflower strømpegarn - 3 nøgler
• Nål: Nr. 5
• Opskrift: Hæklet tæppe i 'Delight' fra Garnstudio.
• Ændringer: Sådan set ingen - bortset fra, at jeg ikke fulgte farveanvisningen i opskriften. Jeg har brugt mange flere forskellige. Og så har jeg lavet 8 lapper på den korte led - i stedet for de opgivne 7.
• Hot/not: Super-hot...2'eren er på vej :-).

Det var så det. Nu mangler jeg kun at hækle 103 lapper sammen - så er tæppe 2 en realitet :-).

Hav en dejlig dag derude.

Lappeløsninger

I et pænt stykke tid har jeg haft gang i at hækle et tæppe. Uden at overdrive kan jeg nu sige, at det greb om sig. Faktisk har jeg lavet 2. For jeg kunne slet ikke stoppe igen, da jeg først gik i gang med at hækle de lapper.

Jeg hæklede og hæklede. Og havde også en idé om, at jeg nok var ved at være i mål...men jeg fortsatte bare. For jeg var i et anfald af overmod kommet til at love Maya, at tæppet var hendes...og ja, jeg ville jo også gerne have et selv. Ergo var der kun én vej...at fortsætte.

Nu er tæppe 1 færdigt - det ligger i stræk ovenpå. Og det blev flot. Tilbage står så samlingen af tæppe 2.

Indrømmet: jeg skal tage mig lidt sammen :-). For man kan godt få lidt pip af at hækle et tæppe sammen. Og nu venter et, der er endnu større. Fantastisk. Det er på tidspunkter som dette, at jeg godt kan komme i tvivl om, hvorvidt jeg vitterligt er ved mine fulde fem. Nå men én må jo bare klø på.

Og så kan jeg da glæde mig over, at jeg nu har genfundet mit kontor. Det var blevet lavet om til...hm...depotrum. Det tog lidt tid at få i orden, men der skulle også lidt ændringer til, før jeg var helt tilfreds. Nu har det fundet sin gamle form - og jeg har et så vældigt glimrende rum til at tegne og male i.

Hav en dejlig dag derude.

Når fødderne pludselig får eget liv...

...så finder man sig selv et helt andet sted end planlagt. Sådan som jeg oplevede i går. Som udgangspunkt skulle jeg til samtale hos dem, jeg elsker at afsky. Job.dk. Nu har jeg jo også været ledig i hele 5 dage - så det er vel på tide, at der sker noget :-). Nå, men de er slet ikke interessante at dvæle ved - så det undlader jeg.

Næh, det interessante var, at der skete noget ganske pudsigt efterfølgende. Jeg havde nogle meget specifikke planer for den tur - og endte med at opdage, at mine fødder helt af sig selv og ud af det blå begyndte at gå i retning af en butik, hvor man kan købe kunstnerartikler.

Dët havde jeg ikke lige set komme. Men pludselig fik jeg den sygeste lyst til at begynde at tegne. Lige nu. Ergo befandt jeg mig så der. På jagt efter en helt bestemt slags tudser til tegning. Dælme sært. For det overhovedet hverken gennemtænkt eller planlagt. Lysten kom bare buldrende lige der på gågaden i Aalborg.

I dag har jeg så fundet nogle flere materialer. Jeg mangler ikke ligefrem - altså bortset fra de der tudser.

En gang tegnede jeg meget. Rigtig meget. Jeg malede også. Gik på kunstskole i flere omgange og sån't. Der blev faktisk gjort rigtig meget ved det. Engang. Så fik jeg børn. Tiden skulle bruges anderledes - og det var lidt svært at få tid til det der med tegneriet også.

Sådan on and off har jeg i årene efter tænkt på at gå igang igen. Men der var bare ligesom altid noget andet, der var vigtigere. Det må det have været - for tingene blev i skabet. Altså indtil idag.

Alt i mig skriger efter at komme igang igen. Og det er sket fra det ene øjeblik til det andet - bogstavelig talt. Fuldstændig som en vulkan i udbrud. Billederne vælter frem, alt muligt har jeg lyst til - det buldrer bare løs. Planer er blevet ændret, for nu skal jeg have plads til dette her.

Det er altså en virkelig pudsig oplevelse. Især fordi jeg ikke havde det samme behov for 2 dage siden. Bevares - det kunne være dejligt at gøre igen. Men det er der jo så meget der kunne. Nu kan jeg så opleve, at jeg ligesom må hægte mig på mig selv - for noget lever fuldstændig sit eget liv. Og så må jeg forsøge bare at følge med efter bedste evne :-).

Sandelig er det blevet nye tider.

Hav en dejlig lørdag derude.