Kattefryd

Jeg savner...

Tulle helt vildt.
Det piner mig usigeligt, at historien om Tulle skulle ende dér.
Jeg har ikke vænnet mig til, at hun mangler endnu. Dagligt forbander jeg det dybt ironiske i hele miseren. Og undrer mig. De højere magter må have et godt øje til katte på vores matrikel. For det er lidt underligt altså. Tre har vi mistet nu. Naboerne bor på samme måde, ja nogle har endog vejen endnu tættere på - og deres katte lever og bliver bare ældre og ældre. Min mors kat bor også her - og hun bliver 8 år i næste måned! Det er da sært.

De andre katte har ændret adfærd efter Tulles død. Inden hun døde, brugte både Findus og Dalton meget tid på at sidde ude ved døren og miave højlydt - de ville bare UD. Det blev til gåture i snor - men det var de mægtig glade for. Nu vil de ikke ud. De har miavet én gang siden - ellers sidder de bare i vindueskarmen og kigger ud. De gør ingenting for at komme ud. Før skulle vi passe så meget på, når dørene gik op - nu sker der ingenting. De konstaterer ligesom bare, at en eller anden gik eller kom. Det gør mig ingenting. De skal alligevel være indekatte til hegnet er en realitet.
Sille er også blevet mere eller mindre indekat. Hun er ude i max. 1 time om dagen. Ellers er hun hjemme. Det passer mig også fint.
Det er lidt anderledes med Muddi. Han bliver 'sindsyg', hvis han ikke kommer ud overhovedet. Ham kan man ikke bare sådan liiige holde inde. Men han kommer ikke ud, hver gang han står ved døren. Vi overser bevidst, at han gør tegn til at ville ud - det kommer han kun, når han bliver helt vild. Og det er slet ikke så tit som før. Han er også meget mere hjemme, end vi er vant til. Så det meste af tiden er der 4 katte til stede.  Og det er godt.
Der er heller ikke den samme ballade mellem Sille og Muddi, som der ellers har været. Muddi kan stadig gå amok på Sille - men slet ikke i samme omfang som før. Jeg begyndte jo ligefrem at overveje, om hun simpelthen er en 'paria'-kat. For hun havde alle tegn - og har det stadig. Intet forsvar overhovedet, når Muddi kaster sig over hende. Er også ret sikker på, at det kan spores direkte tilbage til hendes opvækst som killing. Der var mange killinger - og voksne katte - hvor vi købte hende (og Muddi). Og jeg er slet ikke i tvivl om, at de var helt underlagt 'jungleloven'. Ihvertfald passede de mere eller mindre sig selv - selvom de boede inde i huset hos ejeren. Sille har formentlig været den i flokken, der var svagest.

Under alle omstændigheder kan vi konstatere, at vi idag har en kat, som ikke er videre psykisk stærk. Som holder sig meget tilbage, og i det hele taget er meget forbeholden og noget sky. Det er kun mig og min yngste datter, som kan tage hende op eller sidde og kæle med hende. Ellers holder hun sig for sig selv - og skal føle sig mere end almindelig tryg, for at det er ok at blive kælet for.
Hun skal ihvertfald have ekstra opmærksomhed - om ikke andet så af hensyn til Muddi. Jeg har brugt meget tid på hende - og synes jeg er nået langt med hende. Men må også konstatere, at det nok aldrig bliver anderledes. Hun er som, hun er.
Der er helt forunderligt at tænke på, at Tulle fra tid til anden gik ind og forsvarede hende. Hvis Muddi angreb Sille, kunne Tulle fint finde på at give Muddi én på lampen. Der var en eller anden form for solidaritet mellem de to hun-katte.

Om 2 uger skal Findus og Dalton til dyrlægen. Så er tiden inde til, at de bliver kastreret mv. Måske jeg så også kan få nogle fif til, hvordan vi får noget mere 'fylde' på Findus - for han har da overhovedet ikke et eneste gram fedt for meget på kroppen...
Han får ellers både ekstra mad, tørkost - og fløde osv. Men han bliver ved med at være lige tynd.
Måske han bare har en kanonhøj forbrænding - men tjekkes skal han.

Lige for tiden bruger de to 'små' vores tomme stue som travbane. De muntrer sig meget med at styrte rundt efter hinanden derinde. Og ligge på lur bag malerbøtterne og stigen. Så laver de snigangreb på hinanden - og os andre :-). Findus stjæler stadig alt. I sidste uge gaflede han et fødselsdagsflag - det var han mægtig stolt af - selvom han dårlig kunne gå gennem døren med det. Ellers går det ud over alt - legetøj, strikkepinde, garnnøgler, låg til kattemad, en teske  - ja selv en mobiltelefon har han 'fanget'. Så går han rundt og 'knurrer' og ser bare rigtig stolt ud. Dalton forholder sig meget afventende - han ved godt, at han ikke lige skal blande sig. Hans boldgade er mere ovre i skin-angreb og andet drilleri.

Sort sort fredag

Vi har mistet Tulle.
Hun mødte sin skæbne i form af en bil på en stille sidevej. Det føles forfærdeligt. Og som skæbnens ironi. Det er jo forlængst vedtaget, at haven skal hegnes ind. Hegnet er valgt og bestilt. Stolperne er i produktion. Og så sker det NU. Jeg er helt knust. Tænkte og håbede, at det ikke ville ske, inden hegnet kom op - hun har jo levet dér.
Dén kat betød noget helt helt specielt. Vi har 'arbejdet' så meget med hende. Og den sidste månedstid har det virkelig båret frugt. Vi kunne tage hende op og sidde med hende. Hun slængede sig i sofaen sammen med os. Hun var virkelig flyttet ind. Faktisk var hun kun ude et par timer hver formiddag. Det er så uendeligt bittert - når nu det hegn er så tæt på.
De andre katte leder. Vi andre render stadig rundt og forventer nærmest, at hun bare kommer tøffende som sædvanligt. Selvom jeg selv har begravet hende idag. Hun ligger nu under vores største Rhododendron-busk. Jeg græd og bandede. Det var så tungt.
Nej, en forbandet sort fredag er det blevet til.
Heldigvis lever hun videre i Findus og Dalton. Ikke at vi glemmer hende - dét sker aldrig. Vi vil blive mindet om hende hver gang, vi ser på de to tumlinge.
Jeg har det så utroligt træls med det. Savner hende. Forbander vejen, bilerne, det manglende hegn. Og takker i mit stille sind de søde naboer, som trods alt ringede - vel vidende at de kun kunne dét, fordi vi fik hende øremærket.  Det hele føles bare så forkert. Og så komplet ironisk. Og så forbandet ærgerligt, at vi ikke nåede at fuldføre vores arbejde. Dét synes, jeg er unfair. At være så tæt på - og alligevel så uendelig langt fra.
Nu vil vi mindes hende, når Rhododendronbusken blomstrer. Der ligger en sten med Tulles navn. Og der skal plantes en lyng. Og hun vil være os en evig påmindelse om, hvor vigtigt det hegn er. Om ikke for hende - så for de andre.

God jul!

Herfra vil jeg ønske alle Jer, der kigger med - har kigget med osv. en rigtig dejlig jul - og et godt nytår.

Mens højtiden hastigt nærmer sig, er Findus og Dalton blevet introduceret for katteseler og gåture i haven. Dét vakte stor begejstring:-). Også blandt de store katte - selvom Tulle så lidt nedslået ud, da hun opdagede, at de små kræ også skal være dérude. Det nye år bringer lidt ændringer på banen. Tulle skal slanke sig en anelse - har jeg bestemt. Hun er vokset temmelig meget efter, hun stoppede amningen af killingerne. Så foreløbig har målet været at fået vægten til at stå stille - efter jul skal den gerne gå nedad. Rom blev trodsalt ikke bygget på én dag :-). Findus derimod skal fedes op! Det virker temmelig paradoksalt - men det skal han altså. Jeg synes, han er alt for tynd. Hans forbrænding er formentlig højere end Daltons - deraf forskellen, for de spiser stort set samme mængde mad. Han har det fint - og ser også fin ud, men er altså for tynd til min smag.
Muddi ligger på kanten. Han er meget stor - men faktisk ikke tyk. Jeg kan mærke både rygrad og ribben - uden at anstrenge mig altså :-). Men stor er han - 8 kg. Så han er  under observation.  Det er han også alligevel. Han er blevet voldsomt aggressiv overfor Sille.  Får han chancen, overfalder han hende - og det er sandelig ikke for sjov. Helt hvad der  stikker han, ved jeg ikke. Min teori er, at de kæmper om 2. og 3. pladsen i rangordenen. Tulle overtog ligesom 'kommandoen', da hun kom - og det uden problemer. Så nu skal de vel finde ud af, hvem der skal have de andre pladser. Tænker jeg. For Muddi kunne aldrig drømme om at overfalde Tulle - det er han for stor en kylling til. Hun er heller ikke sådan at bide skeer med - hun bruger angreb som bedste forsvar. Og hun har ligesom en vis autoritet over sig. Heldigvis er Sille begyndt at slå fra sig. det har knebet noget med dét. Men selv Sille har vel en grænse. Jeg håber stærkt på, at det er et overgangsfænomen - ellers skal der vist ske et eller andet.

For sjov tog jeg lige denne test. Og det er jo pudsigt - for skulle jeg opdrætte katte, skulle det afgjort være Ragdolls :-). Og mon ikke det sker en dag...

What breed of cat are you?

You are a Ragdoll!  You are known for your laid back attitude.  You are the ultimate in low-maintenance.  You'd rather hang out around the house all day than seek adventure. Take this quiz! Quizilla | Join | Make A Quiz | More Quizzes | Grab Code

Juletid...

er kattetid :-) I hvert fald her i huset. Dalton og Findus har lige pludselig fået uanede muligheder for at hærge!!! Og hærger – dét gør de. Nu er de 4 måneder og så decideret i ’lømmel-alderen’. De udgør et fint team – hvad den ene mangler, har den anden! Dalton er klart den mest udfarende – men man skal absolut ikke underkende Findus. Han indeholder nok de fleste spillopper. Det er ham, der går på bordene, stjæler ting osv. Han er den mest elegante af de to – han er noget finere bygget. Dalton har li’som lidt mere ’format’. Han falder også tungere….

Det er et par gode katte – og det har vist sig at være et rigtig godt valg, at beholde netop de to. De kan slet ikke undvære hinanden – og danner li’som ’fælles front’ mod de store. Tulle har sat en ære i at forsøge at jage dem hen, hvor pebret gror – men det er jo også hankatte, så hun følger jo blot naturens orden. Muddi er blevet killing igen. Han føler sig ikke for stor til at lege med dem – han er bare noget mere sådan klumpe-dumpe-agtig. Han er blevet et stor kat. Ja, det er de alle sammen. Tulle vil jeg bedst betegne som velnæret – andre ville nok bruge ordet ’tyk’.

Sille, der indtil for et par måneder siden, var så mager, at jeg kraftigt overvejede et dyrlægebesøg, er lige pludselig bare vokset. Hun er ikke blevet tyk – bare større.

Både Tulle (ses her på billedet) og Muddi er blevet vejet. Og de vejer henholdsvis 7 og 8 kg. Så de lever godt. Muddi er ikke tyk – han er bare STOR. Det var hans mor også – så han slægter formentlig hende på. Men når man tænker på, at han ’bare’ er almindelig huskat – så har han da en betragtelig størrelse. Tulle er sat på ’kur’. For hun bare vokser og vokser. Det er heldigvis stoppet nu – og selvfølgelig ’hamstrer’ de til den (måske) forestående vinter, men når det så er sagt – så har hun vist hamstret det, hun skal hamstre!

Sille har langt om længe fundet ud af, at killingerne ikke udgør en trussel – så nu kan hun godt tilbringe det meste af tiden hjemme. Hun kan sågar finde på at lege med dem! Så er det ligesom om, hun tager sig selv i det – og man skal jo heller ikke overdrive!

Så alt i alt går det forrygende godt med alle kattene.

Findus

Dalton

Dalton

Ja, tiden går hurtigt. Efter jul skal de kære små til dyrlægen og neutraliseres mv. Jeg synes, det er lidt vildt, at det allerede er kommet dertil :-).  Omvendt glæder det mig dagligt, at disse små og deres mor ikke endte som hjemløse katte. Især når jeg ser Tulle ligge og fede den i slagbænken - afslappet, veltilfreds og sund at se på. Jeg ville slet ikke tøve med at gøre det hele om igen. Tulle er selvfølgelig fuldstændig ligeglad med jul, og hvad der følger med - men nogengange tænker jeg lidt, at det også blev jul for hende. Det er dejligt at se, at alt endte mere end godt. 

De solgte killinger har det efter sigende godt. Jeg har fået meldinger fra samtlige nye ejere - og alt går godt. Så det er jo fantastisk dejligt at vide - især når man påtænker alternativet!

Om lidt bli'r der stille....

Vores killinger er solgt! Målet var at 4 skulle sælges - og det er sket nu, hvor 5 er solgt. Så der bliver MEGET stille - ihvertfald hvis man sammenligner med igår, hvor 7 stk. drønede rundt. Én efter én bliver de hentet idag. 2 flytter til Århus, 1 flytter til Silkeborg, 1 flytter til Nørresundby og 1 flytter til en lille by tæt på Brønderslev. Vemodigt er det. Meget endda. Og lidt dejligt - især måske at få tid til andet end at slæbe kattemad til huse :-). Men det er ikke skægt. Nu har vi jo fulgt dem i 3 måneder, håndmadet dem, kælet for dem, grinet ad dem, sovet med dem, været forundrede, irriterede, fascinerede. Og nu er det slut. Næsten. For der bliver trodsalt 2 tilbage - så total stilhed bliver der nok ikke liiiiige med det samme :-). Det gik heller ikke helt 'efter bogen'. Det var jo meningen, at Fiffi skulle blive - men familien til en af min søns legekammerater blev ramt af akut forelskelse, da de så hende. Så nu skal hun bo der. Og det er ok.

Alle killingerne får den ønskede dejlige fremtid hos søde familier - og dét er DEJLIGt at vide. Det var målet - og det er hermed nået. Så nu kan jeg være rolig og ubekymret igen. Set i bakspejlet var der slet ingen grund til bekymringen - killingerne blev solgt i løbet af et par uger. Men hvem kan vide dét, når det formeligt vrimler med killinger rundt omkring?? Disse her er i alle fald sikrede en god og vidunderlig fremtid. Og det er jeg dybt taknemmelig for.

Varmt farvel til:

Fiffi, som flytter til Jerslev

Candy, som skal bo i Silkeborg

Kitty som skal bo i Århus sammen med Sveske

Sveske

Tigerlilly, der flytter til Nørresundby

Masser af held og lykke til de nye ejere herfra!

Lææækker lækker lækker...

Var formentlig hvad Muddi tænkte her:

Hvad er mon bedre, end at henslænge sig i græsset på en god efterårsdag.....hvis man altså lige ser bort fra en fuld madskål :-)))).

Han slås meget for tiden. Med Sille! Hans ellers elskede søster.... Har en stærk mistanke om, at det er hans bedrifter, der sendte Sille til dyrlægen med en mulig øjenskade i sidste uge. Heldigvis var der ingenting i selve øjet, men hun lignede afgjort en bokser, der netop havde forladt ringen. Så hun måtte på piller og penicillin. Nu ser det fint ud igen - og Muddi har ladt hende i fred de sidste par dage. Så jeg håber, at der er dømt våbenhvile nu.

Tænker, at det har en del at gøre med killingernes tilstedeværelse/ankomst. Har en idé om, at det handler om rang-deling. Tegningen er jo mildest talt blevet noget spoleret, siden killingerne + Tulle er ankommet. Så nu skal der fordeles roller igen. Det er min teori - og den passer egentlig meget godt. Når alt andet forandrer sig, kan man jo altid lige tjekke, om Sille stadig kender 'sin plads'. Heldigvis har det ikke helt taget pippet fra Sille - hun giver langt om længe igen, og det er nok en del af forklaringen på, at tendensen er på retur.

Killingerne bare vokser og vokser. I morgen bliver de 10 uger - og de er nogle sande terrorister :-). Selv deres mor får nok. Så går hun ud i gården - eller også får de en på lampen. Dieriet er stort set ovre - det bliver kun til lidt hygge-dieri indimellem. Men de tager også godt fra, hvad våd- og tørkost angår. Milde skaber! Lige for tiden går det 'mod himlen' - opad, opad, opad. Det går ud over potteplanter, sofaer, reoler osv. ALT hvad der står lodret. Nu håber jeg bare, at gardinstængerne holder denne gang. Da Muddi og Sille var 5 måneder, lykkedes det dem at rykke dem ned. Det havde så til gengæld en vis præventiv effekt :-).

De 4 killinger, vi skal af med, er nu sat til salg alverdens steder på nettet. Og jeg håber og beder til, at vi snart finder et hjem til dem. Det ville lette gevaldigt at vide, hvor de skal være fremover. Især fordi min 'bagdør' har vist sig lukket pt. Jeg har hele tiden haft internat som sidste mulighed - men de er så overbelagte, at ingen kan hjælpe lige nu. Pyh ha - det er heller ikke 'lige nu', tænker jeg. Hurtigt afløst af, at det er 'lige nu' SNART. Så jeg håber inderligt, at nogle søde mennesker vil give de små vidundere en god fremtid. Ellers føles alt mit arbejde så frygtelig spildt. Det meste af tiden er jeg heldigvis stadig overbevist om, at det lykkes. Men man har jo sine øjeblikke....

Dejlige er de ihvertfald. Jeg kan stadig forundre mig over, at de er så sociale allesammen. Ikke én eneste 'svipser', som er sky eller reserveret. Bevares - nogle af dem har for travlt til for meget kæleri, men det er jo noget andet.

Var det muligt, beholdt jeg dem alle - men 6 katte er nok. I princippet er der faktisk 7, for min mor, som vi deler hus med, har denne pragtkat:

Og hende bider man ikke skeer med! Hun er alderspræsident med sine 7½ år - og hun kan bare ikke lide andre katte. Basta!!! Derfor er hun selvsagt ikke videre begejstret for vores bestand....hun tåler dem, men så heller ikke mere. Men man skulle jo også nødig ende på et skråplan :-))).

Sjovt nok har hun accepteret Tulle - uden forsøg på at sætte hende på plads. Men man kan også roligt sige, at Tulle har en sådan naturlig autoritet-agtig væremåde...Hende bider man heller ikke sådan skeer med :-). Misti har mødt sin lige-kat, og det er nok egentlig meget godt.

Tulle på havevandring...

Nye potteplanter :-)

Jeg har fået nye potteplanter! Kødædende, skal bemærkes.........se bare:

Og når man nu er der, kan man jo ligeså godt gå planken ud....eller op, om man vil :-)

Jo der er meget sjov med vidunderne nu. Man bliver udsat for det ene skin-anngreb efter det andet - og fra alle højder og retninger. Mit strikkeri har hårde tider - jeg bliver simpelthen katteopdækket, bare jeg kigger på garnkurven.

Idag blev de udsat for 2. omgang af ormekuren - det var IKKE populært. Det kan man så heller ikke fortænke dem i at mene - nu mangler der bare 2 dage mere, så er det heldigvis slut.

Siden sidst er der sket det kedelige, at jeg har fået konstateret .... hm - katteallergi. Det er mildest talt skæbnens ironi! Jeg nyser i vildskab - fik jeg blot 1 kr. pr. nys, var vi simpelthen velstående :-). Først troede jeg, det var høfeber (samme symptomer med løbende næse, nys osv.).....undrede mig dog noget over, at det ligefrem er taget til her, hvor vi skriver oktober måned. Men det er altså kattene. Min konklusion så vidt, er, at det er der jo ikke så meget at gøre ved. Ikke med min vildeste fantasi kan jeg fremmane den tanke, at det skulle have konsekvenser for kattebestanden. Hvis nyseanfald er prisen for at have kat, ja så betaler jeg mere end gerne. Jeg lider af den overbevisning, at det er en reaktion på nogle forskellige stress-faktorer i mit liv (bl.a. sygdom, som kostede mig mit job mv.) Derfor er jeg også overbevist om, at det går over igen. Jeg har haft kat/-te i mere end 25 år - og har iøvrigt aldrig reageret allerisk overfor andet end loppegift. At det kommer nu, 5 uger før jeg bliver 40, må betragtes som en reaktion på 'et eller andet'. Og derfor: en overgang. Basta. Modsat tidligere er jeg også usædvanligt tæt på katte for tiden (jeg har bogstavelig talt næsen i kat hele dagen) - og der er mange af dem. Så jeg er sikker på, at tiden vil hjælpe. Ellers må den tages derfra. Ihvertfald ingen panik herfra.

I palmens skygge...

Og så lige et afslørende :-) billede: 

Der er vel altid plads til én til......

Så oprandt dagen...

hvor killingerne blev sat til salg. Det føles ikke nemt, skulle jeg hilse og sige. Men nu er de blevet 7. uger - så det er vist på tide. De kan ses her.

Der er fuld fart over feltet nu - selv Tulle får nok af dem indimellem. Det er heller ikke just i småtingsafdelingen, de har hentet energi! Når de falder, sker det til gengæld 'med støvlerne på'. Direkte på stedet - der er trodsalt grænser for, hvor meget man kan drøne rundt i den alder.

De er alle på fuldkost nu - det bliver til lidt hygge hos Tulle, men mere er det vist ikke. Jeg tror ærlig talt, hun er lidt lettet over ikke længere at skulle give mælk til 7 killinger, som jo bare bliver større og større - med alt hvad det indebærer. Hun har dog været en tur omkring dyrlægen i ugen, der gik. Hendes mave er noget i uorden, så nu er der dømt skånekost. Og det har da allerede hjulpet en hel del. Alle de voksne katte har skiftet tørkost - de får nu foder fra Olivers. Og dét glider altså ned! Ja, Muddi troede jo, han var død og kommet i himlen......han havde - selvfølgelig - fået gjort hul på sækken og lå så dér, mens der sådan bare dryssede kattepiller ud.......HERLIGT. Mindre herligt at se sækken forsvinde ind i et skab! Han skal dog have stor stor ros - se bare her:

 

Ren idyl på slagbænken! Så det ser ud til, at vores 'socialisering' bærer frugt. Derfor er næste billede virkelig et dejligt syn:

Sille i skøn forening med Candy. Vi frygtede nærmest, at hun var flyttet ud.......men nu har hun fundet ud af, at 'hendes' plads stadig er ledig - og det ene udelukker vel så ikke det andet.....uden at man dermed skal komme ud på et overdrev: 5 minutter efter dette billede, måtte hun hvæse af det lille 'bæst'.

Og de er jo dejlige, vores små vidundere - se bare her:

Findus - den smukke kat! Ham har jeg virkelig seriøst tabt mit hjerte til...ak, hvor har jeg dog rygrad som en regnorm i den sammenhæng :-)

Fiffi - som mangler en stribe......deraf navnet. Det giver hende så sjovt et udtryk.

Dalton læser lige reklamerne.....

Kitty, som altså bare ÆÆÆÆLSKER Mayas dyne.....

Jeg synes, det er utroligt, at de nu er 7 uger. Tiden flyver afsted....nøjagtig ligesom killingerne.

Som tiden dog går...

nu er killingerne præcis 1 måned gamle - og der er fuld fart over feltet!

Den forløbne uge har budt på lidt af hvert. Pusser har været hos dyrlæge - og er nu neutraliseret, øremærket osv. Det gik fint, selvom det var en hård omgang. Hun var temmelig vag, da hun kom hjem. Killingerne var ikke videre interessante - så den side af sagen hang jeg på :-). Men dyrlægen synes, hun er en flot kat. Alt er ok  - ingen skjulte overraskelser dér. Bortset lige fra, at han gav mig en klækkelig rabat - hun blev vaccineret gratis. Det er jeg dybt taknemmelig for - så nu er jeg i særdeleshed fast kunde dér (hm...det var jeg også i forvejen, men alligevel). Killingerne syntes han også var meget fine - så jeg var jo ét stort øre-til-øre-smil, da jeg gik hjem.

Kitty

Pusser har fået nyt navn. Det klingede slet ikke rigtigt, det der Pusser. Så nu er hun Tulle - og det reagerer hun helt fint på. Måske fordi hun ér en Tulle. Alle killinger har også fået navn - så de hedder ikke mere 1, 2, 3 osv. Nu er det Sveske, Fiffi, Dalton, Findus, Tigerlilly, Kitty og Candy.

Tirsdag var alt nogenlunde normalt - og jeg kunne igen slappe af. Noget træt dog - for jeg fik ikke meget søvn - Tulle skulle jo holdes øje med, forstås. Et par af killingerne begyndte at få fast føde - og det affødte nogle 'uheld'. De var rørende enige om, at hjørnet under sengebordet var et glimrende toilet. Dét syntes jeg ikke liiiiiiiiige. Rodalon mv. til trods. Så jeg tog konsekvensen - og flyttede hele familien ud på badeværelset, hvor der er adgang til bryggers/baggang - og ikke mindst: adgang til nemmere rengørring. Men - den slags gør man jo ikke ustraffet! Tulle gjorde et ret stort nummer ud af højlydt at påpege, at NU var jeg bare SÅ meget for meget. Ja - lige indtil hun opdagede, at der er varme i gulvet :-). Så fik lyden da nok en anden klang. Og inden længe var der dømt fuld tilfredshed over hele linien. Tulle kan også få sig nogle tiltrængte frirum nu - for der er en dejlig vinduskarm over radiatoren - og ikke mindst: nogle helt vidunderlige hylder med håndklæder (hun fatter ikke, at de ikke er der for hendes skyld, altså). I samme åndedrag placerede jeg kattebakker forskellige 'strategiske' steder - og det virker. Efter en lille 'introduktion' fattede de fidusen. Nu er katte jo ekstremt renlige pr natur - men alligevel må jeg indrømme, at jeg er lodret imponeret over, at jeg allerede nu kan konstatere næsten fuld renlighed hos alle killinger.

Tigerlilly

Ja - hænderne er fulde. Masser af aktivitet, masser af arbejde og MASSER af sjove stunder med de små. Vi får en del gode grin herhjemme. Også selvom realiteterne har vist sig i form af, at den første killing er solgt! Det er dejligt - og vemodigt. Men Tigerlilly skal over til en god familie i byen - dog først om 2 måneder. Jeg har også måttet sige nej til en. Måske er jeg lidt hys - men jeg retter mig kun efter min mavefornemmelse, og den skal være 120% god. Og det var den bare ikke i det tilfælde - så det blev et nej. Mine killinger skal have et godt liv - og dét er min eneste rettesnor.

I takt med at killingerne er vokset, er mit ældgamle ønske om at blive katteopdrætter også. Det har jeg nu bestemt mig for, at det hører til i kategorien for drømme, der SKAL realiseres. Ikke lige NU - men i løbet af nogle år. Der er trodsalt en del, der skal undersøges, findes ud af og læses om. Men det er et MUST - så jeg går på med krum hals. Jeg er vild med katte - og de har fyldt en del gennem mit liv. Jeg synes, det er fantastisk at arbejde med katte - det gør mig simpelthen glad. Derfor må det ganske enkelt have en seriøs plads i mit liv. Alt andet ville være vanvittigt.

Jeg mener: jeg kan huske, da jeg var 8-9 år og havde fundet nummer ??? vilde kat - dem fandt jeg mange af som barn. Var vist nok god til at 'spore' dem. Og kvik nok til at regne ud, at jeg skulle holde mig på diskret afstand. Nå - men én gang  var det ikke en vildkat, men derimod en tam killing - som var kommet væk hjemmefra. Den gemte jeg i vores bryggers - for min stedfar ville ikke have kat. Det blev selvfølgelig opdaget - om ikke andet så da ejeren meldte sig på banen. Jeg var helt knust. Og min stedfar overgav sig. Derefter gjorde min første kat sit indtog i mit liv. Fonzie. En stor (meget stor - min søster var bange for ham simpelthen - selvom han var ganske harmløs) sort kat blev han - og døde af alderdom 11 år senere. Men dengang lovede jeg mig selv, at når jeg blev voksen, ville jeg have et katteri - for så kunne jeg selv bestemme, hvornår og hvor mange katte, jeg skulle have! Der har stort set altid været kat i mit liv siden - enten dem jeg havde - eller dem jeg 'støvede' op på gaden.

Så ja - s'gu skal jeg have et katteri :-). Selv min kære mand mener, at jeg er gået helt i barndom - det passer mig simpelthen bare godt at være omgivet af mange katte. Altså så længe det er muligt, realistisk osv. Men med 270 kvm bolig og stor have, er der endelig plads nok til lade katte fylde endnu mere i mit liv.

Dalton

Fast arbejde :-)

Dét har jeg dømt mig selv til....om jeg så må sige. Killingerne vokser ikke optimalt. Muuuligvis er det bare mig - men jeg er nu ret sikker på, at de er for små. Dette førte til indkøb af mælkeerstatning, killingetørkost og -vådkost. Min dyrehandler havde virkelig kronede dage den dag :-).

Planen går i al sin enkelhed ud på at vænne de små til kattemad - og give et supplement til Pusser. I starten havde jeg tænkt mig simpelthen at tage én helt fra hende - men det blev hurtigt afløst af plan B: at jeg 'hjælper' hende i stedet. Så hver gang hun ammer, snupper jeg to killinger, som jeg giver mælk. Så hun kun skal amme 5 ad gangen. Og dét hjalp. Der er langt mere ro på - og vægten øger sig mere. Begynderproblemer var der ganske vist. Jeg er ikke just vant til at give så små katte mad - og anskaffede en sutteflaske. Ikke noget hit! Rent ud sagt noget rod. Både bogstaveligt og i overført betydning.

Så måtte jeg en tur på apoteket - og med fare for at blive udråbt til narkoman, købte jeg et større arsenal af éngangssprøjter i forskellige størrelser. Dét virkede til gengæld gevaldig godt. Nu 'kører' programmet fint. Men det er MEGET tidskrævende. Og eftersom illusioner ikke lige er en af mine stærkeste sider, er jeg ganske klar over, at det nu bliver endnu sværere at sige 'farvel', når den dag kommer. Man får et ganske specielt forhold til små skabninger, som man sidder og mader flere gange om dagen - skulle jeg hilse og sige.

Det hjælper lidt, at vi har besluttet at beholde de to hanner. Min noget hjælpeløse kønsbestemmelse viste sig at være heeeeelt forkert. Det forholder sig faktisk direkte modsat af mine første antagelser. Der er 2 hanner og 5 hunner. Ikke omvendt. Og det er altså de to hanner, vi beholder. Dalton hedder den ene - som også er den førstefødte. Den anden skal hedder Findus. Han er lidt sjov. Meget mørk-/sortstribet - og langhåret! Udpræget langhåret - ihvertfald i forhold til de andre. Hvad der er i ham, ved jeg jo ikke - men et eller andet sjovt gen render han da rundt med. Det tror jeg iøvrigt også hans mor gør. Hun minder mig utrolig meget om en orientalsk-lignende kat. Langt, smalt ansigt. Pande og næse går 'ud i ét'. Og en lang, tynd/smal hale. Hun adskiller sig virkelig meget fra vores to andre huskatte.

På mandag skal hun igennem den helt store tur: neutralisering, vaccination, øremærkning, ormekur og almindeligt dyrlægetjek. Det bliver lidt spændende at se, hvordan det går med killingerne, når mor er fraværende. Man kan næsten sige, at jeg er igang med et stykke forebyggende arbejde - for mandag er det mest mig, der skal give dem mad! Men det bliver godt at få det gjort.