Tulle helt vildt.
Det piner mig usigeligt, at historien om Tulle skulle ende dér.
Jeg har ikke vænnet mig til, at hun mangler endnu. Dagligt forbander jeg det dybt ironiske i hele miseren. Og undrer mig. De højere magter må have et godt øje til katte på vores matrikel. For det er lidt underligt altså. Tre har vi mistet nu. Naboerne bor på samme måde, ja nogle har endog vejen endnu tættere på - og deres katte lever og bliver bare ældre og ældre. Min mors kat bor også her - og hun bliver 8 år i næste måned! Det er da sært.
De andre katte har ændret adfærd efter Tulles død. Inden hun døde, brugte både Findus og Dalton meget tid på at sidde ude ved døren og miave højlydt - de ville bare UD. Det blev til gåture i snor - men det var de mægtig glade for. Nu vil de ikke ud. De har miavet én gang siden - ellers sidder de bare i vindueskarmen og kigger ud. De gør ingenting for at komme ud. Før skulle vi passe så meget på, når dørene gik op - nu sker der ingenting. De konstaterer ligesom bare, at en eller anden gik eller kom. Det gør mig ingenting. De skal alligevel være indekatte til hegnet er en realitet.
Sille er også blevet mere eller mindre indekat. Hun er ude i max. 1 time om dagen. Ellers er hun hjemme. Det passer mig også fint.
Det er lidt anderledes med Muddi. Han bliver 'sindsyg', hvis han ikke kommer ud overhovedet. Ham kan man ikke bare sådan liiige holde inde. Men han kommer ikke ud, hver gang han står ved døren. Vi overser bevidst, at han gør tegn til at ville ud - det kommer han kun, når han bliver helt vild. Og det er slet ikke så tit som før. Han er også meget mere hjemme, end vi er vant til. Så det meste af tiden er der 4 katte til stede. Og det er godt.
Der er heller ikke den samme ballade mellem Sille og Muddi, som der ellers har været. Muddi kan stadig gå amok på Sille - men slet ikke i samme omfang som før. Jeg begyndte jo ligefrem at overveje, om hun simpelthen er en 'paria'-kat. For hun havde alle tegn - og har det stadig. Intet forsvar overhovedet, når Muddi kaster sig over hende. Er også ret sikker på, at det kan spores direkte tilbage til hendes opvækst som killing. Der var mange killinger - og voksne katte - hvor vi købte hende (og Muddi). Og jeg er slet ikke i tvivl om, at de var helt underlagt 'jungleloven'. Ihvertfald passede de mere eller mindre sig selv - selvom de boede inde i huset hos ejeren. Sille har formentlig været den i flokken, der var svagest.
Under alle omstændigheder kan vi konstatere, at vi idag har en kat, som ikke er videre psykisk stærk. Som holder sig meget tilbage, og i det hele taget er meget forbeholden og noget sky. Det er kun mig og min yngste datter, som kan tage hende op eller sidde og kæle med hende. Ellers holder hun sig for sig selv - og skal føle sig mere end almindelig tryg, for at det er ok at blive kælet for.
Hun skal ihvertfald have ekstra opmærksomhed - om ikke andet så af hensyn til Muddi. Jeg har brugt meget tid på hende - og synes jeg er nået langt med hende. Men må også konstatere, at det nok aldrig bliver anderledes. Hun er som, hun er.
Der er helt forunderligt at tænke på, at Tulle fra tid til anden gik ind og forsvarede hende. Hvis Muddi angreb Sille, kunne Tulle fint finde på at give Muddi én på lampen. Der var en eller anden form for solidaritet mellem de to hun-katte.
Om 2 uger skal Findus og Dalton til dyrlægen. Så er tiden inde til, at de bliver kastreret mv. Måske jeg så også kan få nogle fif til, hvordan vi får noget mere 'fylde' på Findus - for han har da overhovedet ikke et eneste gram fedt for meget på kroppen...
Han får ellers både ekstra mad, tørkost - og fløde osv. Men han bliver ved med at være lige tynd.
Måske han bare har en kanonhøj forbrænding - men tjekkes skal han.
Lige for tiden bruger de to 'små' vores tomme stue som travbane. De muntrer sig meget med at styrte rundt efter hinanden derinde. Og ligge på lur bag malerbøtterne og stigen. Så laver de snigangreb på hinanden - og os andre :-). Findus stjæler stadig alt. I sidste uge gaflede han et fødselsdagsflag - det var han mægtig stolt af - selvom han dårlig kunne gå gennem døren med det. Ellers går det ud over alt - legetøj, strikkepinde, garnnøgler, låg til kattemad, en teske - ja selv en mobiltelefon har han 'fanget'. Så går han rundt og 'knurrer' og ser bare rigtig stolt ud. Dalton forholder sig meget afventende - han ved godt, at han ikke lige skal blande sig. Hans boldgade er mere ovre i skin-angreb og andet drilleri.































