Gittemay's Blog

Er det sådan vi er?

I kølvandet på min oplevelse udi systemet i går, kunne jeg på TV2 få lov til at blive underholdt af (endnu) et indslag om os uduelige og uansvarlige ledige. Baggrunden var alle de såkaldte jobs, der angiveligt er håbløse at besætte med dansk arbejdskraft i hotel- og restaurationsbranchen.

Der har været ret mange af dem - de der indslag, som på sæt og vis forsøger at slå fast, at der findes 2 hold danskere. Dem, der bidrager - og dem, der ikke gør. Og gudnådetrøste sig, hvis man hører til sidstnævnte kategori. For mig at se, er det blevet i system. Hakkeriet. Skinhelligheden. Og selvfedmen.

Finanskrise mig her og finanskrise mig der. Ærlig talt så ser jeg ikke finanskrisen som det største problem. Jeg ser en helt anden krise. Nemlig en krise i vores menneskelighed og tolerance.

Jeg tænker jo lidt, at når der er krise, så skal man passe på hinanden. Fordi alt bliver nemmere, hvis vi er sammen om tingene og løfter i flok. Det er så ikke det, jeg ser. Jeg ser, at forskellige grupperinger efter tur får nogle gevaldige hak over tuden. Jeg ser, at man i stigende grad føler trang til at sparke til hinanden - især på nogen, der efter diverse underlige ranglister, ligger lavere end én selv. De overvægtige, de syge, de ledige, rygerne...ja fortsæt selv listen.

Det er en helt enormt usympatisk tendens. I stedet for at bruge krisen på at støtte og hjælpe hinanden, bruges den til at sparke til og nedgøre hinanden. Pege fingre og dømme. Og fordømme. Så man kan føle sig lidt bedre? Lidt mere sikker? Lidt mere frelst? Fordi man ikke selv er ledig, overvægtig, ryger eller andet? Fordi man er bange?

Vi er ved at dele samfundet op. Den del, der har alle rettigheder - fordi de 'bidrager' og er ansvarlige. Og en del, der ikke bidrager og tager ansvar - en del som egentlig bare burde skamme sig godt og grundigt.

Jeg krymper mig. Græmmer mig. Det er så uanstændigt og lavt - og jeg bliver i den grad forulempet på min sociale følelse.

Tænk at man i en situation, som man ikke selv har bedt om - ej heller ønsket - ovenikøbet skal rende rundt og forsvare, at man er landet i den. Undskylde og nærmest bare holde sig hjemme. Fordi man er en snylter - en paria. Fordi man er landet i samfundets skammekrog. Så må man finde sig i at være jagtet vildt - lægge øre til diverse nedgørende og arrogante selvfede holdninger til den situation, man ville give sin højre arm for at slippe ud af.

Er det virkelig sådan vi er? Er det sådan vi gerne vil være som mennesker? Føle os gode, fordi vi tager afsæt på ryggen af nogen, der er 'dårligere' eller værre? Føle os lidt bedre på den der 'jeg-har-job-det-har-du-ikke'-måde?

Skal småligheden og selvfedmen virkelig sejre her? Jeg mener: vi har det til fælles, at vi alle sammen er mennesker. Og ledighed og andet kan ramme alle. Alle kan blive ramt af livet. Og man får hverken mere sikkerhed eller tryghed, fordi man tramper på dem, der er blevet ramt af livet.

Forleden mødte jeg en kvinde, som var så venlig at fortælle mig, at jeg 'jo bare havde været vikar'. Det slap hun så ikke så heldigt fra, kan jeg tilføje. Egentlig tror jeg, hun bare ønskede, at hun havde holdt sin mund. Fordi jeg bad hende om at definere helt præcist, hvad hun mente - og det blev jeg sådan set ved med, indtil hun gik tør for ord.

For mig er hun et udmærket billede på det her fænomen. En lille smålig kvinde, som lige skulle markere, at hun var et hår bedre end undertegnede. Fordi hun har et halvtidsjob! Jeg bliver vred. Rigtig vred, når jeg møder den slags.

For én ting er, at jeg har jobpause. Men at skulle rende rundt som en stor undskyldning for mig selv - ja, det magter jeg ikke. Jeg nægter simpelthen. Jeg lader min indre anarkist få luft - og jeg bliver både kontant og meget direkte.

Men det fortæller mig en del om, hvor vi er henne. Og hvis det er det vildeste, man kan diske op med i disse krisetider - smålighed, hån og nedgørende adfærd - ja, så er vi s'gu virkelig på skideren (undskyld mit franske).

Slutninger

Så sidder man her på sådan en fantastisk solrig og frostklar lørdag. Årets sidste dag. Slutningen på dette helt igennem forunderlige år er nær.
Det har været et år, som i sandhed har budt på lidt af hvert. Til tider belastende - men også berigende på mange måder.

Mit job er slut. Jeg havde sidste dag i går. Ikke en trist dag - trods en vis bekymring for, hvordan det lige ville gå. For jeg har været glad for at være der. Det er det bedste sted, jeg til dato har arbejdet - og jeg har lært så utrolig meget. Både om mig selv - men også om så meget andet. Det er så oplivende at befinde sig et sted, hvor der er højt til loftet, og hvor det at rumme folk er en selvfølge.

Men jeg kan gå derfra med et glad smil. Der er 'ryddet op'. Mod slutningen gik det op for mig, at der er sket noget i forbindelse med min 'parkering' af den lille sag omkring 'det forsvundne job'. Det gik op for mig, at jeg har fået overvældende meget respekt ud af den sag. Lidt pudsigt - fordi sådan noget almindeligvis føder en vis konsekvens-frygt.

Nu er det ikke fordi, jeg lader mig styre af frygten for konsekvenser - men det gjorde jeg engang. Derfor dukker tankerne også op. Ikke vilde og voldsomme - men alligevel et 'hvad nu hvis...'. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft skrupler omkring, hvad jeg har gjort eller sagt - tværtimod. Omvendt har jeg da også tænkt, at det kunne få en vis betydning.

Og det har det også fået - har jeg nu erfaret. Men på positiv-siden. Jeg har udelukkende oplevet positive ting i kølvandet på den lille episode. Og det er jo tankevækkende. Og et såre godt bevis på, at det ikke kan betale sig at holde ting tilbage.

Det har bekræftet mig i, at jeg er på rette vej. Og derfor er jeg fuld at fortrøstning. Ingen bekymring, ingen frygt, ingen følelse af håbløshed. Det hører altsammen til i en gammel historie, som for længst er slut. Jeg har været - og er - igang med at 'skrive' en ny historie - derfor kan jeg heller ikke bruge gamle negative erfaringer til en bønne. For alt er anderledes. Derfor vil denne historie også udvikle sig anderledes.

Og det er i bund og grund essensen af mit 2011. At jeg har gang i en ny historie. Og at de oplevelser jeg har haft, på alle måder har manifesteret, at det er en ny historie. Det har været undervejs i flere år - men nu kan jeg konstatere, at visse ting er så godt parkerede, at det i sandhed er en ny tid. Og at jeg i sandhed har flyttet mig et andet sted hen. Det har ikke været hverken nemt eller sjovt hele vejen igennem - men det har været uundgåeligt.

Det er ikke altid nemt at skelne mellem brugelige og ubrugelig ting. Ej heller har det været nemt at gennemskue, om jeg har været påvirket af gamle erfaringer eller nye oplevelser. Det har krævet beslutninger, skelneevne og fokus.

Evnen til at beslutte sig for en given ting, skærpe sin skelneevne og holde fokus er jo i grunden nogle ganske udmærkede egenskaber at få i udvikling. Men alt andet lige er det en del sjovere, når tingene begynder at manifestere sig positivt - når man kan mærke, at arbejdet bærer frugt. For man kan godt have en fornemmelse af retning og mål - men det vil i begyndelsen være på et abstrakt plan.

Noget der er udsprunget af irritation eller en erkendelse af, at noget skal forandres. Man ved, hvad man ikke vil - men mangler måske en mere konkret idé om, hvad man så vil i stedet for. Og især mangler man en konkret idé om, hvordan man i givet fald når derhen. For mange af de redskaber, man ligger inde med, virker ikke. Eller er ikke effektive nok.

Indtil det en dag går op for en - mig - at det handler om at omskrive historien. Og at al 'magt' ligger hos mig selv. Jeg bestemmer både begyndelse, slutning, tegnsætning og alt andet - for nu at blive i billedet. Det er en forrygende oplevelse.

Det er en dejlig følelse at starte 2012 på. Jeg glæder mig til at gribe et nyt år. For første gang i noget, der føles som umindelige tider, er det med en total god fornemmelse i kroppen. Jeg aner ikke, hvad den kommer af - den er der bare og har været der i lang tid nu. Men den hedder glæde. Og den er fuldstændig upåvirkelig af ydre omstændigheder. Den er der bare. Ganske umærkeligt og stille og roligt er den blevet en grundfølelse.

TIlbage er blot at ønske alle Jer, der har gidet at kigge forbi, et forrygende, fantastisk og forunderligt nytår. Vi 'ses' i 2012 :-).

 

En familiehistorie

Forleden kom jeg til at tænke på min for længst afdøde mormor.

Hun var et menneske, som jeg aldrig forstod. Hun er også det menneske i familien, som jeg er mest glad for ikke at ligne - sådan rent mentalt.

Vi var ikke særlig tætte, for hun var et af de der indestængte og sukkersøde mennesker, som via deres adfærd gør mig utryg. Der er noget udefinerligt og utilregneligt over sådan en måde at gå til verden på, som altid får mig til at træde 3 skridt tilbage.

Min mormor var en kompleks dame. Hun var altid sød - som i 'alle-skal-kunne-lide-mig. Blev noget negativt nævnt, blev det altid mødt med et 'det-taler-vi-ikke-om'. Og det gjorde vi så ikke.

Der blev aldrig talt om de svært alkoholiserede mænd, hun havde en stor forkærlighed for. Hun led af et overdimensioneret frelser-gen, som gjorde, at hun igen og igen fandt mænd, som skulle 'reddes'. Men det talte vi ikke om.

Vi talte heller ikke om de 3 børn, hun havde bortadopteret, fordi selvsamme mænd ikke ville have børn. Og det var vel i grunden meget godt - at de blev bortadopteret, de børn. For livet med min mormor og hendes taber-mænd var alt andet end sjov, ved jeg fra min onkel, som fik den tvivlsomme fornøjelse at vokse op hos hende og dem. Det var druk og vold og svigt. Men det talte vi ikke om.

Alt imens drønede min mormor rundt og var sød. Aldrig et ondt ord kom der fra hendes mund. Hun opførte sig som om, hun var rullet ind i sukker. Da hun fik sukkersyge, tænkte jeg mit. Tænkte, at det var den mest logiske sygdom, den kvinde kunne få. Efter den diagnose blev hun besat af kager. Og gik faktisk i koma 2 gange af samme grund. Det var noget skidt, hun havde fået - og aldrig om 7 vilde heste kunne få hende til at erkende alvoren i det. Det var jo negativt - og derfor blev det bare til lidt mere, som vi ikke talte om.

Nogle år før hun døde, begyndte der at ske nogle ting. Der begyndte at komme 'grimme' og usøde ting ud af hendes mund. Og det kulminerede til en familiefest med en episode, som stadig står meget lysende klar for mig. Den mindes jeg altid med at smil om munden.

Min mormor havde en ældre søster i Jylland. Og da ovennævnte fest foregik i Jylland, var der en, som foreslog min mormor, at hun jo kunne besøge sin søster ved samme lejlighed. Søsteren var også til stede, skal lige nævnes.

Det sad min mormor længe og grublede over.
'Jah, det kunne jeg jo', sagde hun så.
'Men ved du hvad?'
'Jeg kunne også lade være'.

Det kan da nok være, at kaffekopperne stod stille i luften efter dén bemærkning. Folk var dybt rystede - og selv var jeg ved at dø af grin. Det var SÅ morsomt. Den søde søde dame, som aldrig sagde nogetsomhelst, som kunne bringe nogensomhelst i affekt, leverede en kommentar, der fik tiden til at stå stille. Alle holdt vejret. Ville der komme mere fra samme skuffe? Det kom der så ikke - men det var i grunden også rigeligt, hvad hun allerede havde luftet :-)

I tiden efter blev det tydeligt, at min mormor havde tillagt sig en ny stil. Der kom flere og flere forbitrede og fornærmende kommentarer. Man sagde, at hun ikke helt var sig selv. Men tænk, det tror jeg, hun var. Hun var så descideret sig selv. Det mente jeg dengang, og det mener jeg idag.

Et helt liv med spøjse valg og spøjse oplevelser, som 'man ikke skulle tale om', skulle vel ud. Hold da fast, hvor må hun have været indestængt. Alt blev pakket ind i sødhed (sjovt nok samlede hun også på gavepapir) - og bagved var en historie, som stadig kan få mine nakkehår til at rejse sig.

Den historie bød på alt andet en sødhed. Snarere tværtimod. Og for hele tiden at komme historien i forkøbet, blev der til stadighed lagt et lag facade på. Det skal jo gå galt.

Reelt er det en frygtelig tragisk og sørgelig historie. Min mormor gjorde mange mennesker ondt i sin kamp for sødme og facade. Og hun gjorde sig selv ondt.

Når jeg tænker på hende, bliver jeg altid så glad for, at jeg er i så god kontakt med mig selv og min vrede. At intet bliver indestængt her. At jeg evner at 'tage tingene på mig' - uden fortrængninger, fornægtelser eller andet miskmask.

Man opnår absolut intet andet end rod og pine med fornægtelser. Det æder alt op. Både glæde og kærlighed. Og den sætning, der blev min mormors motto - nemlig 'det taler vi ikke om', har jeg begravet sammen med hende. For dælme skal der tales. Også om det mindre pæne, det pinagtige og negative.

Havde hun bare gjort det, kunne meget have været anderledes. Derfor står netop hendes historie for mig som den bedste lære udi at tale om tingene.

Altid.

Om bekymring

Da jeg var yngre, var bekymring nærmest et fast punkt på min daglige menu. Der var ikke det, jeg ikke kunne være bekymret over. Og gerne noget, der lå ude i fremtiden. Alting kunne danne grobund for bekymring. Set i bakspejlet var det rimeligvis ganske anstrengende at være mig - og at lytte på mig dengang. For jeg kunne tilføje et 'hvad-nu-hvis' til enhver situation.

Så fandt jeg på, at der skulle arbejdes med det. For det er så ganske uhensigtsmæssigt at rende rundt og bekymre sig om alting og ingenting. Det kræver faktisk ganske meget energi at befinde sig i sådan en tilstand.

Derfor var det da også så herligt befordrende for den proces, da jeg mødte Michael. For han ejer ikke evnen til at bekymre sig. Dengang var det egentlig ganske provokerende - for fra mit ringhjørne lignede hans indstilling en overfladisk tilgang til tingene. Det havde vi ret meget 'sjov' ud af.

Men så begyndte jeg at studere'fænomenet'. For jeg fattede simpelthen ikke, hvordan det kunne lade sig gøre at være så ubekymret. Omvendt gik det også op for mig, at jeg måske ikke ligefrem havde fundet de vises sten med min tilgang til tingene....måske var det snarere noget midt imellem. For mig.

Det var der, jeg begyndte at dele tingene op i 2 kasser. Det jeg kunne gøre noget ved - og det jeg ikke kunne gøre noget ved. Sidstnævnte skulle ganske enkelt drænes for energi. Det er nok at vide, at det er der - derovre i krogen - men så længe, der ikke er noget at gøre ved det, skal det ikke fodres med energi. Tværtimod skulle energien flyttes over på det, jeg rent faktisk kunne ændre på.

Det lyder måske ganske enkelt. Og det er det også. I teorien. For i praksis er det en svær øvelse - når nu ens bekymringsgen er/var så overproportioneret som mit var. Men med tiden og en indædt vilje til at ændre tingenes tilstand, kan jeg nu sige, at det er lykkedes meget godt. Det er faktisk gået hen og blevet ganske ok.

For teknikken med at flytte mit mentale fokus virker. Jeg er ganske bevidst om, at der er ting, som kunne være trælse og bekymrende - men de får ikke næring herfra. De er der bare - og  det er ikke dem, jeg fylder mit hoved med. Det er for dumt - sådan energimæssigt set - at bruge tiden på at bekymre sig om noget, der måske/måske ikke bliver aktuelt engang ude i fremtiden.

Mit liv er gået hen og blevet meget 'her-og-nu'-orienteret. For jeg ved, at alting kan ændre sig på et splitsekund - både til den ene og den anden side. Derfor er det tåbeligt at bruge tid på andet end 'her og nu'. Tingene er sjældent status quo - og endnu sjældnere udtryk for en livstidsdom. At have fået børn er vist den eneste 'livstidsdom', jeg har fået :-).

Alt andet kan ændre sig over tid. Og skulle man opleve at noget er træls, irriterende eller uhensigtmæssigt...ja, så kan man jo ændre på sagerne.

I denne tid bliver jeg så at sige testet udi dette her bekymrings-tema. Om en lille måned er jeg job-løs. Og det kunne rent teknisk have født alverdens bekymringer. Det har det bare ikke. Ikke på noget tidspunkt har jeg været bekymret over den mulige udsigt til igen at blive job-løs. Tværtimod har jeg haft en klar fornemmelse af, at tingene vil løse sig på bedste vis. Og så alligevel. Jeg har været bekymret. Over at jeg ikke var bekymret :-)

Jeg har søgt masser af jobs - og fået tilsvarende mange afslag. Og imens går tiden - og jeg render fortsat rundt i en tilstand af 'det-går-nok'. Indimellem føler jeg mig næsten helt 'lalle-glad'. Men det er jeg ikke - jeg har bare besluttet, at det måske mulige ikke skal have negativ indflydelse på min sindstilstand.

Jeg har bestemt mig for at flyde med energien - og afvente. Jeg har valgt at slappe af i fingrene - og ikke krampagtigt holde fast i noget, som måske/måske ikke er ved at forsvinde. I sikker forvisning om, at alt er godt - og at det nok skal løse sig på bedste vis. Jeg er alligevel ikke i fuld kontrol over tingenes tilstand - og ikke alt lader sig styre af vilje alene. Og det er godt nok.

I den forløbne uge er der så sket det, at jeg dels er blevet indkaldt til samtale...langt om længe...dels er jeg blevet spurgt, om jeg er interesseret i et vikariat, som formentlig bliver oprettet lige om lidt.

Og nu sidder jeg her og bilder mig selv ind, at tingene flyder lidt bedre, når bekymring ikke fylder. Bevares, jeg har ikke fået job endnu - men der er flow, og jeg flyder med.

Det vil jeg bruge resten af denne dag på at dvæle lidt ved. Forberede mig - og iøvrigt bare slappe af ovenpå en hæsblæsende uge, som har budt på 3 x fødselsdag + 1 julefrokost.
Kroppen er lidt brugt...for nu at underdrive lidt :-).

Lånte fjer

Tænk at være indehaver af hele 2 bærbare pc'ere - og alligevel være nødt til at låne mellemdatterens. Hm. En er til eftersyn - den anden mangler en ny ledning. Så jeg må på låne-markedet :-)

Heller intet problem når nu selvsamme mellemdatter i dette øjeblik er til fitness sammen med Michael. Det er et projekt, de har sammen - og jeg blander mig ikke, for så er der nemlig en ledig pc og ro til at bruge den :-).

'Du kan da tage med', sagde Maya...nej dælme om jeg frivilligt skal bevæge mig ind i sådan et torturkammer...måske når der kommer 2 torsdage i samme uge. Indtil da vil jeg aktivere mig på anden vis (til gengæld tilbød jeg penge til en taxi - ifald Michael skulle være i en stand, hvor han ikke kan køre bilen selv...det er trods alt noget tid siden, han sidst har været aktiv på den måde).

Denne søndag bliver i stedet brugt til at fundere lidt. Mens jeg samler mit tæppe, funderer jeg lidt over de tilsnigelser, der sådan dukker op. Gode ting - men alligevel ting, jeg har brug for at tænke lidt over.

Fredag kom en kollega med en jobannonce, som hun mente lige var mig. Mentor...for borgere i samme målgruppe, som dem jeg allerede arbejder med...flygtninge/indvandrere. Det lyder spændende - og krævende - og udfordrende. 'Jamen det er jo lige dig', sagde hun. 'Det er jo lige det, du er god til'. Det skal jeg så lige tænke over. Altså om jeg kan se mig selv i det job. For det er kommunikation sat på en spids.

Senere samme dag fik jeg så en omgang ros for lige netop det...kommunikation. For min måde at kommunikere på, for min evne til at høre nuancerne og for min evne til at være meget præcis i min kommunikation. For mit meget nuancerede ordforråd - og evnen til at bruge det. Det var dejligt at høre. Det var/er dejligt at blive anerkendt på den måde - især når det nu også er kommunikation, jeg elsker at arbejde med.

Jeg fik at vide, at min måde at kommunikere på er meget maskulin - på den gode måde. Ikke at det er en stor nyhed - men det var sjovt at få det serveret på den led. Og det har jeg tænkt meget over, for det er sådan set lige hovedet på sømmet. Jeg har bare aldrig tænkt over det på den måde. Men jo, jeg er vel meget direkte og ikke til så meget pakken ind - men dog på den indfølende måde.

Ihvertfald har det givet stof til eftertanke. Og det er jo altid en god ting - eftertanke. Når det så er sagt, så tror jeg bare, jeg vælger at følge strømmen...jeg mener: 2 episoder (+ det 'løse') på samme dag, som handler om det samme i en eller anden forstand, er vel ikke helt tilfældigt. Så jeg følger 'sporet' - og så må jeg se, hvor det fører hen.

Nu vil jeg vende tilbage til mit tæppe. Det kræver sine overvejelser omkring farveforløb og sager. Og så er det jo egentlig meget hyggeligt at lave på sådan en lidt halvmørk søndag i november.

Hav en dejlig søndag derude.

 

Undren

Da jeg var barn, oplevede jeg igen og igen, hvordan min stedfar kurerede diverse følelsesmæssige udsving ved hjælp af piller. Der var faktisk ikke det, som en pille ikke virkede på. Det var ikke særlig hensigtsmæssigt - og bestemt heller ikke særlig sundt.

I virkeligheden var han forud for sin tid. For idag er metoden så vældig brugt. Seneste skud på stammen er piller for/mod humorudsving under menstruation. Lanceret af medicinalfirmaet Lundbeck.

Jeg synes, det er trist. Det er trist, at fuldstændig naturlige ting i et voksende omfang bliver sygeliggjorte.

Sorg vil vi alle møde på et eller andet tidspunkt i livet. Det kan være sorg over en mistet pårørende, et job eller andet. Sorgen hører ligesom med. Problemet er bare, at den - ligesom andre følelser af samme kaliber - er så upraktisk og svær at håndtere. Så sørger man længere end 'normalt' (hvad det så end er) - så bliver det sygeliggjort.

Hvor mange gange har jeg ikke hørt, at folk siger, at de er deprimerede? - når de fortæller, at de har en 'off-dag'. Som vi alle har indimellem. Eller at de har en vinterdepression, fordi de på denne årstid er lidt ekstra trætte om morgenen. Jamen. Det er jo mørkt. Der er dyr, der går i hi. Af en eller anden grund. Så det gør vi vel også i en eller anden forstand...tænker jeg.

Man kan heller ikke have travlt længere. Travlhed er blevet lig med stress. Og hvor jeg dog afskyr det ord. For det bliver brugt i alle mulige og umulige sammenhænge. Jeg kæmper som en vild for at få lov til at have travlt - uden stress.

Min pointe er, at der hersker en vis form for begrebsforvirring, som irriterer mig grænseløst. Og samtidig er der en form for angst overfor alt, hvad der er besværligt og bøvlet. Som livet jo bare er nogengange. Alle de ting, som hører naturligt med i et livsforløb, er gået hen og blevet ting, som skal behandles og kureres...hurtigst muligt. Det naturlige er så at sige blevet unaturligt. Og det er trist. Især fordi den udvikling ser ud til at fortsætte.

Livet er ikke en lineær størrelse, hvor det hele altid kører efter en snor. Ej heller er alle dage en fest - og indimellem bliver man både ked af det, sorgfuld og vred. Og det er helt normalt. Heldigvis, vil jeg tilføje. For et liv som ikke indeholder nogen former for udsving, er et liv uden udfordringer og indhold. Ifølge min optik.

Og så er der jo noget så ordinært som respekt-delen. Jeg tænker her på de mennesker, som rent faktisk har en depression eller alvorlig stress eller andet. Det bliver svært at finde ud af, hvad der er op og ned, hvis alle render rundt og har både det ene og det andet. Det bliver svært at tage det alvorligt - og det bliver svært at finde ud af, hvornår det virkelig er alvorligt. Tænker jeg.

Hav en dejlig dag derude :-)

Og så blev det søndag...

igen :-). Dagene går rasende hurtigt - måske fordi jeg har gang i 1000 ting, måske bare fordi.

Projekt 'omrokering af værelser' er heldigvis et veloverstået kapitel nu - og alt er blev rigtig godt. Alle er tilfreds, og der hersker en orden ovenpå som ikke er set siden...ja aldrig :-). Ingen bunker, sorte sække eller andet står længere og venter på handling. Intet unødigt fylder, og al plads er nu udnyttet optimalt. Jamen det er jo så skønt, altså.

Nu kan blikket og energien rettes mod andre ting. Eksempelvis har jeg nu konstateret, at der ikke skal gå 100 år, før vi skal have en ny sofa. Men hvad...den kommer nok en skønne dag.

Den forgangne uge er gået med at samle et fokus, der lige forsvandt et par dage. Det hænder jo indimellem, at jeg lige mister retningen og lader mig distrahere af 'støj på sidelinien'. Om 2 måneder er jeg jobløs - og det må jeg jo forholde mig til på en eller anden måde. Der bliver søgt jobs...åh ja (hvor jeg dog afskyr den del) - og der bliver tænkt i mål.

Når man står, hvor jeg står, er det så nemt at miste målet af syne - for der er ikke mange jobs derude. Og jeg synes i grunden, det er ganske dejligt med en lønindtægt - så det vil jeg jo gerne fortsætte med. Men. Ikke for enhver pris - og ikke for hvad-som-helst. Det er for tidligt at tænke i 'hvad-som-helst' og bare smide målet over bord. Så fokus skulle lige findes igen.

Der er stadig et stykke tid til slutningen - og jeg gider ærlig talt ikke bekymre mig om noget, der måske/måske ikke sker om 2-3 måneder. Min erfaring fortæller mig, at alt kan ske - og det holder jeg fast i.

Der sker så mange dejligt ting for tiden - og det skal nydes. Jeg er blevet inviteret ud til forskellige ting, som jeg ellers plejer at holde mig langt væk fra. Men hvad pokker...det er søde mennesker, det er noget kreativt - og det bliver garanteret både hyggeligt og sjovt. Så jeg har takket ja.

I mellemtiden fordriver jeg tiden med at få ting færdige. Jeg har for mange projekter igang. Igen. Så der er rigeligt at tage af. Pigerne har hver især bestilt et tørklæde - så nu har 'karry' holdt sit indtog her i huset.

Det er hvad man får med hjem efter et spontant besøg i Bindestuen sidste weekend. Efter 5 dage med flytterod, gik det op for mig, at jeg praktisk taget ikke havde været udenfor en dør i al den tid. Ergo greb jeg pung og bilnøgler og futtede en tur til Saltum. Og det var faktisk helt befriende :-).

Nu vil jeg nyde min søndag, som ovenikøbet indeholder en ekstra time...ja, det bliver vel ikke meget bedre, vel?

Hav en dejlig søndag derude.

Undren

Oplys mig - thi jeg er blank :-) Eller ihvertfald undrer jeg mig.

I går drønede jeg rundt på nettet - sådan lidt på må og få. Og så var det, jeg ramlede ind i en blog, hvis eneste formål tilsyneladende består i at svine andre bloggere til. Mage til usmageligt skrammel, skal man da lede længe efter...tænkte jeg. Og så undrede jeg mig. Over at folk bruger deres liv på den slags.

Bevares, det er da ikke alle steder og blogs på nettet, som er lige interessante - men derfra og så til ligefrem at svine folk til. Det forstår jeg ikke. Man kan jo bare lade være med at læse med.

Jeg kan også undre mig over, at - for mig - fuldstændig ukendte mennesker henvender sig til mig privat for at skaffe sig opskrifter på ting, jeg har lavet. Jeg vil tro, det er et fænomen, som rigtig mange bloggere har oplevet.

Men jeg undrer mig. Jeg fatter simpelthen ikke, at man kan få sig til at skrive en mail, hvor man - efter at have skamrost min blog - anmoder om et eksemplar af en eller anden opskrift. Jeg undrer mig over, hvorfor folk tror, at jeg hopper på den limpind. Jeg mener: hvorfor i alverden skulle jeg dog dele ud til folk, som jeg ikke kender? Hvordan kan man i det hele taget få den idé? Dét undrer mig.

Det er en fornærmelse af min intelligens - og det bryder jeg mig ikke om. Well, jeg undrer mig over folks adfærd - og det gør jeg ofte. Der kan givetvis skrives tykke bøger om det, jeg ikke forstår...og nu er der så bare kommet lidt mere til :-).

Der er jo som bekendt ikke noget, der er skidt, uden at det er godt for noget andet. Og det andet er, at jeg åbenbart ikke er helt 'ord-forladt'...alligevel :-)

Hav en smuk sensommerdag derude. 

Overvejelser

Det blev så ikke til havedag idag. Selvom det bestemt var planen. Men med de mængder af regn, vi lige nu modtager, så bliver jeg altså indendørs alligevel.

Selvom det måske ikke ser sådan ud her på stedet, så er der liv endnu :-). Jeg har bare ikke bloggeri i hovedet for tiden. Og hårdt presset, må jeg indrømme, at jeg, for første gang i alle de år, jeg har blogget (= siden 2004 eller deromkring), overvejer, om det skal fortsætte. Det har jeg sådan set overvejet et stykke tid...som i 'længe før sommer'. Og jeg er ikke nået frem til noget endnu. Kun at jeg har det temmelig ambivalent med bloggeriet.

Men sådan er livet jo. Man oplever, og man flytter sig. Nogle gange i retninger, som kan være overraskende. Og trods den modsatte oplevelse, har jeg opdaget, at jeg har flyttet mig væk fra min blog-lyst. Det havde jeg egentlig ikke regnet med - men ikke desto mindre er det en kendsgerning og i grunden ikke videre overraskende - når jeg tænker mig om.

Jeg er der bare ikke. Til gengæld er jeg alle mulige andre steder. Det er ikke fordi, jeg mangler emner at skrive om - jeg gider bare ikke. Der sker så mange ting, livet løber stærkt - og jeg har vel bare erkendt, at det ikke lader sig gøre at være til stede flere steder på én gang. Ihvertfald ikke i den forstand, jeg gerne vil - og så kan det være lidt ligemeget, tænker jeg.

Hvis jeg ikke er til stede på en måde, som jeg kan acceptere, mister jeg lysten. Og med den mistede lyst kommer alle 'hv'-spørgsmålene. Hvorfor gør jeg det? Hvem gør jeg det for? Hvad er meningen overhovedet?

Jeg har flyttet mig. I dag er jeg så afgjort et andet sted end for bare 2 år siden. Der er sket så meget i de seneste år på både det indre og ydre plan, at det er lodret umuligt ikke at mærke forandringen manifestere sig. Og forandring har mange ansigter. Nogle gange viser den sig på den underligste og mest uventede måde - og så må man vel bare følge med. Eller ihvertfald reflektere over, hvad der sker. Ikke at der nødvendigvis findes et svar - for nogle gange sker ting bare, og en dag opdager man, at man befinder sig et andet sted, end man troede.

Indtil videre har jeg lavet en stille overenskomst med mig selv. Jeg lader bloggen leve - og så lader jeg tiden råde lidt endnu.

Tilbage er blot at konstatere, at alt er, som det skal være. Alt er godt. Også selvom tingene indimellem ser skæve ud. Det er ikke altid, jeg er rørende enig i, at jeg er på det mest optimale sted - men set i udviklingens tegn, så er man det sådan set altid (ellers ville man vel formentlig være et andet sted) - og set i det lys, er alt godt. Trods op- og nedture, frivillige og ufrivillige tilsnigelser og diverse slag over næsen, kan jeg konstatere, at der på min bundlinie står 'tilfreds'. Og så ER alt jo godt :-)

Hav en dejlig søndag derude.

At skabe en verden i verden

At skabe en oase, hvor man kan abstrahere fra verden udenfor...hvor man kan glemme tiden og slappe af, mens man skaber noget skønt. Det er det, havearbejde handler om for mig. Har jeg tænkt.

Jeg synes, verden er en underlig størrelse for tiden. Der er ikke så farlig meget, der overrasker eller ryster - det meste af det, der sker, har været temmelig forudsigeligt. Jeg har fornemmet tingene i adskillige måneder og bliver derfor ikke så overrasket over, hvad der er gang i for øjeblikket. Ikke at jeg synes, det er ok eller noget. Jeg mener: det, der skete i Norge, er jo ganske forfærdeligt.

Omvendt gider jeg næsten ikke hverken høre eller se nyheder pt. Jeg orker næsten ikke at høre mere om sult, oprør, vold, katastrofale aktiemarkeder og politisk pladder. Så jeg går ud i min have - og skaber min egen verden for en tid. Der er der - modsat ovennævnte - en masse, jeg kan gøre noget ved.

Energiniveauet er tårnhøjt. Ja, faktisk har jeg decideret svært ved at sidde stille i mere end 5 minutter ad gangen. Så jeg graver og flytter og planlægger...til langt ud på aftenen. Jeg kan lige komme hjem fra job og drikke ½ kop kaffe - så er det ellers på med gummistøvler og havehandsker (indført af nød pga. de forbistrede snegle) - og så er det ellers bare at gå igang.

Men der er også en del, der skal nås. Når man sådan render rundt og køber planter, før pladsen er gjort klar...ja, så er man nok selv skyld i det.

Weekendens besøg i Anne Justs Have betød flere planter. Der var jo et lille planteudsalg, som lige skulle tjekkes ud. Så der blev en del hjembragt. Mandag var jeg på planteskole...skulle lige se på en Sommerfuglebusk. Nu har jeg 2. For det var jo håbløst at vælge...

En var dyb lilla og en anden var dyb violet...jamen! Med rygrad som en kogt pølse, så gav det ligesom sig selv. Den violette står nu i det violette staudebed. Og dét ser skønt ud :-).

For nogle uger siden købte jeg en Hortensia, som nu står i den hvide del - det ser også skønt ud. Buske er sådan en herlig ting at putte ind i bedene, for det skaber variation og lukker så dejligt nogle huller.

Med alle de planer og tanker, jeg gør mig for tiden, besluttede jeg mig for at gøre en dyd af nødvendigheden. Så jeg har købt mig en bog. En have-dagbog. Det tog lidt tid at finde den rigtige - for der skal være plads til mange forskellige ting i den bog. Men det lykkedes, og den kom igår. Og lever fuldt op til forventningerne.

Nu kan jeg endelig få styr på mine frø, planer og tanker for næste års havetjans. Og så er der lidt at lave, når vejret ikke borger for havearbejde :-).

Som i dag - eksempelvis. Her blæser det fra en side af - så jeg tror ikke, det bliver til det vilde. Men så har jeg heldigvis en masse frø, jeg skal have styr på - så det går nok.

Man forstår godt, at den hedder en Stokrose....En smuk ferskenfarvet sag, som Michael købte sidste år. Navnet kender jeg ikke.

Hav en dejlig dag derude.