Gittemay's Blog

Himlen over os

Ja, den er jo bare smuk. Jeg har til alle tider været dybt fascineret af rummet - himlen. Så hvad var mere passende end at bruge netop det i mit nye look. Indrømmet: det er temmelig anderledes end det gamle - men det er i grunden slet ikke så skidt endda. Altså at det er så meget anderledes. Jeg mener: undertegnede er heller ikke den samme mere - så det passer jo meget godt sammen :-).

Det har taget sin tid at få til at virke efter hensigten, så denne her mandag er egentlig bare forsvundet ud i det blå. Men hva' - det er der jo intet forgjort i.

Jeg føler mig elektrificeret. Svært at forklare - men det går voldsomt ud over min nattesøvn...eller hvad man nu skal kalde det. Energien farer rundt i kroppen - jeg føler mig sådan lidt høj i det. Hele tiden. Rent praktisk er det jo vældig smart - for det skal da aldrig vare at tage en bette rengøring af hele huset. Men det gider jeg s'gu ikke hver dag.

Sammen med energien kommer en hær af intuitive tanker og fornemmelser - som så også viser sig at holde. Det er faktisk lidt sært. Well, jeg har altid haft en vældig god 'fornemmer' - og er generelt ret svær at overraske, fordi jeg ofte har fornemmet tingene lang tid, før de rent faktisk sker. Både på det psykiske og fysiske plan. Mennesker kan ryste mig med deres adfærd - men sjældent chokere, for jeg har meget ofte et meget klart billede af, hvad folk rummer, og hvor de er. Begivenheder - både lokalt og globalt...tja, det aner jeg længe før, nyhederne bliver fyldt med det. Det samme gælder hændelser i mit eget liv.

Men som det er nu, føles det nærmest som om, energien har fortættet sig. Mine 'fornemmelser' er ihvertfald meget konkrete og særdeles præcise. Jeg ser. Og familien er nærmest lidt forskrækkede - ja, de er jo vant til, at der af og til kommer sære ting ud af min mund - men det er præcisionen, der vækker opsigt.

Det gode er, at jeg jo så også har en meget klar fornemmelse af, at der virkelig ingen grund er til bekymring. Dels er det et håbløst spild af tid - dels har jeg en meget præcis fornemmelse af, hvad der venter. Jeg synes jo så bare ikke, jeg behøver at være vågen det meste af natten af den grund. Men sagen er, at jeg - som normalt bliver halvskør med mindre end 7 timers søvn - nu fint klarer mig med det halve.

Det er sådan noget, jeg godt kan sidde og filosofere lidt over på sådan en mandag. Og så kan jeg da more mig over Futti, som stifter bekendtskab med sne for første gang.

Han troede, han skulle rulle sig i det - han blev klogere :-).

Hav en dejlig mandag derude.

 

Om at se og blive set

Den seneste tid har jeg gået og funderet meget over det at se. Og at opleve at blive set - eller fraværet af samme. Et eller andet sted tror jeg, at det er noget af det allermest fundamentale i menneskelige forhold. At opleve at blive SET. Som den man er, det man rummer som menneske.

Der kan gå så utrolig meget fnidder i ens syn. Man ser det, man gerne vil se. I sig selv og hos andre. Man tillægger folk egenskaber, de slet ikke besidder - eller kun besidder i mindre format. Man misforstår. Fordi man er så optaget af, hvad man mener at se - at få 'brikkerne til at passe' - i stedet for at SE den anden.

Hvad er mere oplivende end oplevelsen af at blive set? Og hvad er mere frustrerende end oplevelsen af det modsatte?

Det er mildest talt meget ubehageligt at opleve, at man ikke bliver set. Synes jeg. At blive misforstået og misfortolket på nogle helt basale ting omkring ens personlighed. At skulle forklare igen og igen, at tingene ikke hænger sådan og sådan sammen - ting, som er fuldstændig selvindlysende, hvis man havde SET. At skulle sætte grænser, som burde være ganske overflødige, fordi, hvis man havde set det fulde billede, ville man have forstået, inden man vadede over dem. 

Omvendt er det forrygende at opleve at blive set. At møde folk, der formår at se hele billedet - og tage en som man er, fordi man er. At opleve at blive rummet og forstået præcis som den, man er. Det er simpelthen vanedannende :-). For det er i den oplevelse, at det sande kan vokse frem. Det er der, roen og tilliden findes. Og det er der, den sande oplevelse af nærhed er at finde.

Man kan se på børn, når de oplever ikke at blive set. Man kan se, hvordan lyset i øjnene slukkes - og blikket bliver lidt mat og fjernt. Man kan høre det på deres stemmer - de bliver mindre. Voksne reagerer ikke så forfærdelig meget anderledes. Man - jeg - trækker sig/mig tilbage. Nogen gange pludseligt - andre gange lige så stille. 

At kræve eller forvente at blive set, er ikke et stort krav i min verden. Det er en indlysende forudsætning i alle mine forhold. Som mor ser jeg ikke mine børn som små kopier af mig selv - jeg ser dem som de fantastiske personligheder, de er. Jeg ser bagom - jeg ser dem. Det kan godt være, at der er egenskaber, som ligner mine egne - men det er deres, ikke mine. Æren er også deres. Jeg forsøger til stadighed at se dem, som dem de er - ikke som dem, jeg gerne vil have, de skal være.

Det samme gælder mit forhold til min mand. Jeg møder dem der, hvor de er. Jeg tillægger ikke, antager ingenting...og skulle det hænde, så spørger jeg først. Jeg går ikke ud fra nogetsomhelst, før jeg har spurgt - for man kan jo tage fejl. Jeg ønsker dem ikke anderledes end de er - for i mine øjne er de perfekte og unikke personligheder. Og det er sådan jeg generelt gør på min gang gennem verden.  

Det har indimellem kostet. Venskaber er røget sig en tur - men omvendt er jeg også begavet med nogle forrygende forhold. For nylig er jeg blevet kaldt kompromisløs på dette punkt - og det er nok ikke helt forkert. Jeg har bare aldrig opfattet mig selv som sådan - mere noget i retning af, at jeg ved, hvad jeg vil bruge tid på - og hvad jeg bestemt ikke vil bruge tid på. 

Man lærer jo af sine erfaringer - og idag tør jeg godt at stole på mine oplevelser - og reagere på dem også. Mange gange er jeg blevet spurgt, hvordan jeg kunne vide dit eller dat om folk, jeg har mødt. Og ligeså mange gange har jeg måttet være dem svar skyldige. Men jeg tror, det handler om, at jeg ser folk. Jeg ser igennem overfladen, jeg hører det, der ikke bliver sagt. Jeg er ikke synsk. Jeg tror ikke, jeg har et særligt psykisk talent - jeg ser bare. Og alt sammen er med til at give mig hele billedet. Derfor bliver jeg også sjældent overrasket over folks handlinger eller reaktioner - eller mangel på samme.

Det er ikke altid så nemt 'bare' at se. Det kræver en bevidst beslutning. Det kræver, at man åbner øjnene og springer over alle illusionerne, drømmene, forventningerne og det forhåndsindtagede. Det kræver, at man holder op med at ønske, tillægge andre folk egenskaber eller følelser, tolke og antage. Det kræver sådan set bare, at man frigør sig fra sit eget billede af folk - og lader folk være dem, de er. At man lader være med at være så fokuseret på, hvad man gerne vil høre eller se - og overhører/-ser resten.

Til gengæld får man også en stor stor gave: Et vaskeægte nært forhold til et andet menneske. Et forhold, hvor begge parter kan blomstre og udfolde sig som dem, de er. Et besjælet forhold. Jeg tror, at vi er sjæle, der er udstyret med en personlighed - ikke det omvendte. Så kan man se dybere end/bagom personligheden, møder man sjælen bagved. Og dét er en sand åbenbaring. Har man prøvet det, vil man vide, hvor meget energi, der bliver frigjort i den proces. At kunne give et andet menneske den største gave - friheden til at være. Og dét er der i sandhed grokraft og udviklingspotentiale i.

Hav en dejlig onsdag derude.

Erkendelsens vej

Nu har jeg brugt det meste af en weekend på at have bøvl med min lænd. Sådan noget ansporer altid til eftertænksomhed, for det sker så sjældent, at jeg bøvler med noget fysisk. Efter min bedste overbevisning har ethvert fysisk symptom et psykisk modstykke. Der er altid 2 sider af samme sag, så at sige - en fysisk og en psykisk. Tingene hænger sammen.

Derfor er det ret naturligt for mig at undersøge, hvordan tingene hænger sammen indeni. Fordi jeg ved, at jo mere klar jeg bliver på mine indre psykologiske processer - jo nærmere kommer jeg 'helbredelse'.

Den forgangne uge bød på mange finurligheder. Jeg har funderet meget over begrebet 'erkendelse'. At man erkender i faser, etaper. Og derfor kan en erkendelse selvsagt være undervejs i lang tid. Der kan gå uendelig lang tid fra genkendelsen - som enhver erkendelse starter med - til man reelt erkender en ting. Genkendelse af noget er ikke lig med erkendelse - det er kun det første lillebitte skridt mod en erkendelse.

Erkendelse foregår ikke i hovedet. Erkendelse foregår fra halsen og nedefter - hele vejen ned i kroppen - og tilbage igen. Sand erkendelse udmærker sig ved også at kunne mærkes i kroppen. Efter min bedste overbevisning bundfælder en erkendelse sig snarere i kroppen end i hovedet. Man kan overveje mange ting omkring sig selv og egen adfærd - lave forskellige teorier om, hvorfor man genkender et eller andet i noget hørt/sagt/set. Dernæst kan man begynde at granske i, hvorfor genkendelsen overhovedet er der. Hvorfor giver noget genklang?

Men det er stadig kun teori. For skulle man leve i den vildfarelse, at et problem er løst ved genkendelsen alene, bliver man hurtigt klogere, når problemet dukker op igen - og igen og igen. Der er altså stadig noget, man ikke har erkendt. Man kan mene, tro, antage, føle at man er 'herre i eget hus' - men dukker ting op igen og igen er der øjensynligt noget, der ikke er styr på - alle teorier til trods. 

For mit eget vedkommende har de fleste af mine dybe erkendelser taget et pænt stykke tid. År faktisk. Måske fordi jeg er fattesvag, måske fordi processen er lang. Fordi ting tager tid - og vi erkender i etaper. Min rettesnor i alt dette har altid været, at først når en given (uønsket) adfærd/reaktion ophører, er erkendelsen tilendebragt. Derfor har tålmodighed og overbærenhed overfor mig selv også altid været mine tro følgesvende :-).

Men. Indimellem - sjældent - har jeg oplevet, at én udtalelse, én sætning har født en erkendelse pr. øjeblikkelig. Med øjeblikkelig ændring af adfærd til følge. At én sætning, ét ord er SÅ genkendeligt, at det drøner gennem kroppen og op i hovedet lige med det samme - og manifesterer sig i en indsigt, der er så stor, at alt fra det øjeblik er ændret. Man hopper så at sige ud af sporet med det samme.

Jeg kan tælle disse gange på én hånd. Men de gange det er sket, glemmer jeg til gengæld aldrig igen.

Det var sådan, jeg i sin tid stoppede min spiseforstyrrelse. 12 år med sådan en størrelse, psykologhjælp for at stoppe den, utallige tanker om årsag og virkning. Overvejelser, tanker, følelser - stolpe op og stolpe ned. Alt sammen ganske virkningsløst, for spiseforstyrrelsen var der stadig. Indtil en aften, hvor jeg sad i min lejlighed i mit eget selskab og lyttede til Tine Bryld i P4's 'Tværs'.

Én sætning sagde den kvinde - og min spiseforstyrrelse stoppede øjeblikkelig. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg sad der i min sofa og var fuldstændig himmelfalden. Velvidende at jeg ikke længere kunne fortsætte ad den vej. Derfor har jeg både dato og klokkeslæt for, hvornår min spiseforstyrrelse stoppede.

I den forgangne uge har jeg oplevet det igen. Én sætning - og alt er anderledes. Den sætning - udtalt af en svært forstandig kvinde - manifesterede sig i en erkendelse, som er så dyb, at det næsten er ubegribeligt. Sandheden i den er så essentiel, at de fysiske reaktioner slog igennem næsten med det samme. Der er så meget genklang, at dybe lag i kroppen begyndte at røre på sig. Deraf en lænd, som skaber sig - men med noget, der sidder så dybt, at hverken øvelser eller massage kan trænge igennem.

På den led er kroppen fuldstændig fantastisk. Den siger 'JA' på sin egen underfundige måde - og jeg suger til mig af dens visdom. Og det virkelig interessante er, at da først jeg fik lavet koblingen mellem begivenhedernes gang - erkendelse og en skrigende lænd...ja, så var bedringen tilsvarende markant. Nu er det så godt som gået i sig selv. Og oveni hovedet er der fuldstændig ro. Der findes en helt ny afklarethed.

Så kan man jo sige, at den sætning vel dårligt kunne gøre det alene. Der har formentlig, muligvis ligget nogle del-erkendelser inden, som gjorde det muligt, at den kunne trænge så ugenert igennem. For så vidt er der heller ikke noget nyt i den på den måde. Det er bare essensen i den, intensiteten. En stor stor sandhed kogt ned til én sætning.

Sætningen?
'Du er ikke længere storesøster i en dysfunktionel familie'.

Jeg lader den stå lidt.

For nogle er den sætning formentlig (heldigvis, kunne jeg næsten tilføje) en stor gåde. Hvorimod folk, som er vokset op i dysfunktionelle familier nok vil have en vis idé om, hvad betydning det har/kan have i ens voksne liv. Meget meget kort kan det umiddelbart have den betydning, at man bliver suverænt god til at tage ansvar. Også langt mere end man behøver. Man bliver god til at 'ordne' ting, til at organisere. hjælpe, tage over. Og skulle man formaste sig til at sige fra...så står skyldfølelsen og venter lige udenfor døren.

Det har jeg, mildest talt, mærket på egen krop i hele mit voksne liv. Og der er som sådan ikke noget banebrydende i den sætning. Jeg har vidst de her ting i årevis, arbejdet med dem - og fået løst rigtig mange 'knuder'. Men. På en eller anden led skærer lige præcis denne sætning ind til benet. Og jeg kan fysisk og psykisk mærke, at nu er det slut. Helt slut.

Det kan ikke lade sig gøre at løbe fra en erkendelse, der manifesterer sig så kraftigt på både det psykiske og fysiske plan - med mindre man har lyst til at gøre virkelig stor skade på sig selv. Det kan ikke igen proppes tilbage i dybet - det ville svare til at forsøge at mase en elefant igennem et nøglehul. 

Jeg har taget den til mig - og erkendt at en del bliver anderledes fremover. Dét er en proces i sig selv - ikke nødvendigvis uproblematisk, men spændende. Og dybt dybt befriende!

Hav en dejlig dag derude.

At flytte energi

En flytning er en stor begivenhed. Den markerer en overgang - en ny begyndelse. Og en afslutning. For mig er det ikke blot et spørgsmål om at flytte de materielle ting. Energimæssigt indebærer det også et stykke arbejde. Og det arbejde begynder jeg på idag.

Vores nye bolig skal renses. Ikke fordi den er beskidt eller noget - men det er vigtigt at få alle de gamle energier fjernet, inden vi flytter ind. Derfor skal der i første omgang gøres rent deroppe. Det er den fysisk, håndgribelige del af det ritual, jeg skal igang med at udføre. Noget som ligger mig vældig meget på sinde - og noget jeg altid gør, når større begivenheder indtræffer.

Ritualer er en del af min hverdag. Ikke hver dag nødvendigvis - men i særdeleshed, når vigtige ting sker eller begynder. Ved start og slutninger. Som paganist er det en del af livet, mit liv - ganske som i mange andre religioner. Nogle vil nok mene, at det er vældig 'okkult' - men for mig er det en meget naturlig ting at gøre. Jeg arbejder med energier. Og ved hvor meget energi betyder. Både til den ene og den anden side.

Rengøring er kun en start. Dernæst følger den ikke-fysiske rensning af alle rum - det gør jeg med lys og krystaller. Og til slut påkalder jeg beskyttelse af boligen og dens beboere. For mig er dette nok den allervigtigste del af flytningen - for jeg ved, hvor meget det betyder. Jeg er meget følsom overfor energier - og det er vi flere i familien, der er. Derfor skal det være i orden.

Når man arbejder med ritualer på denne måde, handler det heller ikke blot om det. Det griber også ind på det mentale/spirituelle plan. Man gør sig selv klar. Der ligger meget psykologisk arbejde bagved - og netop derfor er det vigtigt at gøre. For mig.

At jeg så gør det til en fysisk opgave på linie med at pakke ting og sager i kasser og alt det andet, som hører en flytning til, er en anden sag. Primært kommer det af mine paganistiske tilbøjeligheder - det er ligesom en del af hele det univers. Det univers er natur-baseret og hviler på en tro på, at alt er levende. Rødderne går tilbage til de gamle naturreligioner. Vores liv og levned, den evigt skiftende cyklus, alt liv opleves som dele af det guddommelige mysterium. Alt er dele af den guddommelige kraft - både det levende og det ikke-levende. Det materielle.

Som paganist forsøger man at leve i samspil med naturens og tilværelsens rytmer på et dybere plan. Mennesket ses ikke som herre over naturen - men som en del af den, en guddommelig del på linie med alle andre guddommelige aspekter og dele. Mennesket har selv ansvar for sine handlinger og sit liv - det styres ikke af hverken det ene eller det andet. Vil man påvirke helheden, findes der kun ét sted at starte: ved sig selv.

Der findes hverken hellige tekster, guruer eller hierarki - man må finde sin egen sandhed inde i sig selv. Nogle praktiserer alene - andre i fællesskab. Holdninger og handlinger varierer fra person til person - intet er rigtigt, og intet er forkert. Man arbejder indefra og ud, så at sige. Og al skabelse sker ad samme vej - indefra og ud. Ikke omvendt. Der ligger meget ansvarlighed bagved hele denne måde at tænke på. Man har en stor ansvarsfølelse for sine handlinger i denne verden - og en tilsvarende stor samhørighedsfølelse med alt levende og naturen.

Paganisme favner bredt. I dag er betydningen af paganist blevet til en betegnelse for mange retninger - bl.a. shamanisme, Wicca, naturmedicin, og meget andet. Fælles for dem er, at naturen og livets cyklus er væsentlig. For nogle er det en religion - for andre et spørgsmål om livsværdier og holdninger. Jeg oplever ikke mig selv som religiøs i den forstand - at sige, at jeg er paganist fortæller noget om mine livsværdier og mit syn på verden og menneskene i den.

Og det er kun en del af billedet. Det primære for mig er åbenhed og bevægelighed. En vished om, at sandheden altid er relativ - og ikke et fast sæt af regler for tanker og handlinger. Tingene følger mennesket - og udvikling er alfa og omega i min verden. Man kan læse sig til mange sandheder og viden - men dybest set kommer de 'rigtige' svar indefra - og kan derfor variere fra menneske til menneske. Det, der er sandt og godt for mig, er det ikke nødvendigvis for dig. Man må gå sin egen vej og finde sine egne sandheder. Og forholde sig åben overfor andres. 

Af samme grund er min 'religion' en sammensat størrelse. Og en størrelse i evig udvikling. Den bliver aldrig statisk. Den følger mit liv og min udvikling - den er mit fundament og det, der giver mig mening. Den giver mig styrken til at bære de ting, livet byder ind med - og modet til at blive ved med at vandre videre ud af livets veje, uanset hvad der måtte ske. For der er en mening med alle ting, som sker. 

Nu kalder dagen. Og jeg vil vandre ud i den - med glæde i hjertet og frisk i sindet. Smuk er den tilligemed, denne 1. mandag i det nye år. Hav en dejlig dag derude.

Det starter med en sveske....

Kommunikation er et fantastisk emne. Og noget, der til stadighed optager mig. Jeg synes, det er dybt fascinerende, skræmmende, morsomt og meget meget interessant. At iagttage hvordan mennesker taler sammen, når de taler. Adfæren, mønstrene, formen...Det, der sker mellem mennesker, når de kommunikerer. På alle planer.

I går havde vi gæster. Vi holdt 'Mortens Aften'...en tradition, som vi holder i hævd her i huset. Vi er jo nogle, der godt kan lide 'and med det hele' :-).

Det var hyggeligt. Der blev spist igennem - pyh ha - hygget og...snakket.

Maya ville smage en sveske. En ganske og aldeles harmløs lille ting. Men helt utroligt at iagttage, hvad der så skete. Især med mit indlæg om frygt i klar erindring. 

Der står Maya med svesken. Flankeret af min og Michaels mor. Som forsikrer hende om, at det er en god idé, for 'svesker smager godt'. Enigheden er til at tage og føle på. Stadig harmløst.

Maya kan ikke lide svesken. 'Den klistrer'....'nej, dét gør den ihvertfald ikke', udbryder de kære kvinder i kor. Alliancen er en realitet. 'Den smager altså underligt', siger Maya så. 'Jeg bryder mig ikke om den smag'. En meget harmløs konstatering af forskellig smag.

'Dét er ikke rigtigt', lyder det så. 'Svesker smager godt' - det blev de jo enige om lige før.
Det bruger de så noget tid på at overbevise Maya om, som til sidst trækker på skuldrene og konstaterer, at det da godt kan være - men hun kan altså ikke lide dem.

Det er jo en lille harmløs episode, der udspiller sig der. Harmløs fordi der ingen onde hensigter er. Harmløs fordi Maya bor her - og ikke hver dag bliver udsat for at blive underkendt på smagssansen. Maya oplever, at hendes oplevelse bliver underkendt - men tager det - heldigvis - ikke til sig.

Men man kan roligt sige, at det starter med en sveske. En lille harmløs ting, som ikke betyder noget i det store billede her og nu. Som ikke betyder noget for Maya, som er vant til få både følelser og oplevelser anerkendt som hendes - forskellige fra vores til tider, men dog hendes. Fordi Maya vokser op i et hjem, hvor vi kan rumme hinandens forskelligheder uden at føle os truede. 

Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvad der sker, hvis det er daglig kost at blive underkendt og stemplet 'forkert'. Flokmentalitet kan være en farlig størrelse - på mange planer. Og den findes i stor udstrækning også indenfor familien. Man har en oplevelse af fællesskab og samhørighed. Det skulle man gerne have, vil jeg tilføje. Man er enige om visse standarder og samværsformer. Man har en indforståethed overfor hinanden som er helt fantastisk. Og man er der for hinanden. Altid.

Det der, blandt andet, afgør om det er en sund eller usund konstellation, er evnen til at rumme forskellighed. Kan man rumme, at man er forskellige mennesker med forskellige reaktioner på forskellige ting? Kan man rumme, at følelser kommer til udtryk på forskellig vis, fordi vi er forskellige mennesker? Kan man rumme, at øjne ser forskelligt? Kan man anerkende uenighed - uden at føle sig truet?

Der, hvor flokmentaliteten bliver farlig, er der, hvor man oplever forskellighed som truende - for enten sig selv eller fællesskabet. Så vil den, der oplever forskelligt/anderledes repræsentere en trussel. Fordi det er nyt, anderledes, ukendt - og forskelligt. Og man vil forsøge at 'putte folk tilbage i kassen'. Man vil hævde, at personen oplever/føler forkert. Istedet for at møde 'det nye' med nysgerrighed, møder man det med mangel på accept. Fordi man ikke ved, hvordan det ellers skal håndteres. Fordi man aldrig har lært andet. Fordi man ikke aner, hvordan man skal møde forskellighed på andre måder end via fornægtelse og fordømmelse. Fordi man har en oplevelse af, at enighed/enshed = orden - og uden orden, går det ikke. Orden bliver lig med fravær af trusler - og undertrykkelse af alt, der kan virke truende.

I bund og grund handler det om selvværd - eller mangel på samme. Den lille sveske-episode fortæller en hel masse. Den fortæller, hvad vi er 'oppe imod'. Hvad vi har skullet kæmpe os fri af. Det handler en helt masse om at være mønsterbryder. Hverken min eller Michaels mor er 'onde' mennesker. De er bare børn af deres tid og deres barndom.

Vi har valgt at gå helt andre veje. Vi er mønsterbrydere begge to. Og ved begge, hvor vigtig kommunikation er. På alle planer. Og vi ved, hvor vigtigt, det er at anerkende vores børn for de fantastiske personligheder, de er. For vi ved begge to, hvad det kan gøre ved mennesker at få den modsatte oplevelse. Hvor gennemført usundt det er på den lange bane. At opleve at blive dømt 'forkert', underkendt, fordømt osv. gør grimme ting ved mennesker.

Effekten har mange ansigter...

• Man holder op med at tale om sine følelser/oplevelser
• Man undskylder og bortforklarer
• Man underkaster sig, bliver underdanig og undvigende, når snakken kommer til følelser
• Man bliver bedrevidende, skråsikker
• Der opstår uklar tale - man bruger for mange ord, indirekte tale, 'læs mine tanker' - man gør alt for at undgå at skulle sige tingene højt af frygt for at blive 'banket på plads'...
• Man kan blive bitter og selvmedlidende - 'ingen forstår mig'...

Der er uanede muligheder - og jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan, kun at det er muligheder. Og at det langt hen ad vejen kan have katastrofale følger.

Det er jo ikke bare indenfor familien dette her foregår. Det findes overalt. Frygten for forskellighed. Jeg siger heller ikke, at man bare skal acceptere alt og alle som forskellige. Mange har sikkert oplevet en helt umulig chef, ægtefælle, ven eller andre - hvor man bare må acceptere, at tingene ikke fungerer og ikke vil komme til det.

Der er alvorlige tilfælde, hvor man på ingen måde skal acceptere tingenes tilstand. Men det er en helt anden snak. Denne her handler om 'sveskerne' - de 'harmløse' episoder.

Og hvad gør man så? Ja, det er jo det store spørgsmål. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, hvad jeg selv har gjort - og gør. Jeg er opmærksom. Man kommer rigtig langt med opmærksomhed og bevidsthed. Jeg har kortlagt mønstre og adfærd - både egne og andres. Mine reaktioner, andres reaktioner - og mine reaktioner på dét. Jeg har arbejdet med mit selvværd - indædt og vedholdende. Og gør det stadig, for det er en livsopgave. Jeg har lært, at følelser ikke slår én ihjel. At de kun er truende så længe de befinder sig indeni - og bliver holdt tilbage. 

Stakkevis af bøger om kommunikation har jeg læst. Jeg har iagttaget og noteret mig ting og sager. Jeg har gået på kurser, arbejdet med min egen evne til at kommunikere klart, tydeligt og frygtløst. Igen og igen og igen. Hver en lillebitte sten er blevet vendt. Dagligt oplever jeg nye ting, og det er under stadig udvikling. Jeg påstår langt fra, at jeg er ved enden - for der kommer jeg ikke til. Vi er jo mennesker i udvikling. Vi ændrer os, bliver ældre, ting ser anderledes ud end for år tilbage, nyt kommer til, nye oplevelser kommer til. Det er en spændende rejse, så meget vil jeg medgive. Anstrengende til tider. Men meget givende.

Jeg vil helst ikke kloge mig for meget på, hvad der gør sig gældende for andre mennesker - kun hvad der gør sig gældende for mig. Og hvad der har virket for mig. Om andre så kan bruge det til nogetsomhelst, er en anden sag. Det glæder mig altid, hvis jeg kan levere noget, andre kan bruge til noget. Men generelt skal man gå sin egen vej, tage det brugbare og kassere resten - for vi er jo....forskellige :-) 

God onsdag derude.

Frygtens pris

Først vil jeg lige sige, at jeg er helt klar på banen igen. Det var godt med ro - selvvalgt eller ej :-)

De sidste par dage har jeg haft forskellige ord 'inde over'. Det er lidt sjovt - for når jeg så forfølger dem, dukker de pludselig op overalt og i alle mulige forskellige sammenhænge.

Det mest påtrængende ord er frygt. Det har jeg tænkt en del over. Dels hvorfor det dukker op - men også selve begrebet frygt. Nu har det jo lige været Haloween, så måske er det derfor. Måske er det de emner, jeg har skrevet om i mine seneste indlæg, der har aktiveret det ord. Hvem ved?

Der er meget, som vi kunne frygte. Og meget, som vi render rundt og frygter. Og jeg skriver 'vi', for her tror jeg ærlig talt, at alle har en 'rem af huden'. Medierne er ret gode til at påpege ting, vi skal frygte.
Bandekrig, vold, miljø, finanskrise, terrorangreb - ja, listen er lang. Og der bliver fyldt på hele tiden - både med emner og eksempler. Fordi der åbenbart er flere penge og seere/læsere i emner, som handler om frygt. Det kan man afvise, lade være med at læse, være ligeglad - i princippet kan man jo bare slukke for fjernsynet. Med lidt god vilje kan det godt lade sig gøre at abstrahere fra den - og leve et normalt liv alligevel.

Det er lidt sværere, når det handler om den frygt, der kommer fra os selv. Her er listen næsten endnu længere.

• Frygt for fremtiden
• Frygt for fortiden - for at gense, genopleve, være for påvirket af følelser og oplevelser
• Frygt for 'grimme' følelser
• Frygt for fiasko - eller succes
• Frygt for at miste - sig selv eller andre
• Frygt for at kende sig selv, som man virkelig er - frygt for at kigge indad

Listen er endeløs. Frygt kan være enten bagudrettet - mod fortiden, eller fremadrettet - mod fremtiden. Og den kan indimellem udvikle sig til decideret angst.

Den kan også været rettet mod bestemte følelser eller tanker. Som vi af en eller anden grund har 'dømt ude' - og derfor ikke vil kendes ved, og som vi egentlig i bund og grund frygter, fordi de kunne forstyrre vores selvbillede.

Jeg'et er en kraftfuld størrelse. Vi er det, vi tænker og føler om os selv. Det er det, vi langt hen ad vejen identificerer os med. Ting vi har fået fortalt, oplevet, ønsket - alt sammen er med til at forme vores selvbillede og vores oplevelse af os selv. Jeg'et er i virkeligheden ikke andet end den samling tanker, vi har om os selv.

Hen ad vejen har vi også oplevet, at visse følelser og tanker er mindre fine end andre. Jalousi er for eksempel en 'skidt' følelse. Ligesom vrede kan være det. Det har vi lært. Bor man for eksempel i Nordjylland - Jantelovens højborg - vil man også vide, at pågåenheden er noget skidt. Ligesom for meget selvsikkerhed.

Så der bliver lagt låg på. Og med låget følger frygten - for tænk, hvis andre opdagede, hvad der gemmer sig under det låg. Tænk, hvis folk fandt ud af, hvem man egentlig er.
Jeg'et kan fremmane nogle ret voldsomme forestillinger om 'død og ødelæggelse' i sin kamp for at holde tingene nede. Og ofte ser tingene meget voldsomme ud, set fra jeg'ets synspunkt. De kan også vise sig at være helt på tværs af, hvordan man iøvrigt oplever sig selv - og det kan jeg'et ikke altid forstå.
At man kan have helt forskellige elementer indeni, som egentlig fint kan leve side om side, hvis man kommer overens med dem. Jeg'et erklærer istedet 'krig' mod den mindst behagelige eller uforståelige side.

I sin grundessens er jeg'et frygteligt begrænset - og frygteligt konservativt. Jeg'et er opbygget af forestillinger og tanker om sig selv og livets beskaffenhed. Og jeg'et har svært ved at gå ud over disse. Hvis noget kommer 'på tværs' bliver vi frygtsomme. Hvad var nu det? Det passer ikke med resten - så det er nok 'farligt'. Man kan næsten fysisk opleve, at det er dødbringende.

Der er selvfølgelig grader af alting - også af dette.

Mange beskriver mig som værende frygtløs. Det er til dels sandt. Jeg er ikke frygtsom i forhold til ret meget. Og ihvertfald ingenting, der handler om mig selv. Jeg kan blive urolig eller nervøs - men ikke længere frygtsom.
Sådan har det ikke altid været. Der var engang før NU. Der var engang, hvor intet emne var for sølle at bekymre sig om eller frygte.
Jeg frygtede alt. Nu'et, fremtiden, fortiden - og mest af alt mig selv. Jeg var seriøst bange for mig selv og de voldsomme følelser, der huserede indeni. Og jeg mente alvorligt, at jeg ville dø, hvis de kom for en dag.

Det var én stor rodebunke indeni. Og jeg var mildest talt møg neurotisk. Jeg tillagde mig vaner og adfærd, som skulle forhindre disse ting i at vise sig i lyset. Og blev til sidst så godt og grundigt fanget i det, at jeg udviklede en voldsom depression 'ud af det blå'.
Det fik jeg ud af at fornægte på grund af frygt. Det tog sin tid at arbejde sig ud af - og det gjorde ondt. Men jeg døde ikke.
6 år senere fik jeg en ny depression, som var omend endnu voldsommere. Det var det sidste stykke arbejde, der skulle gøres.

Det var min sjæls 'mørke nat'. Der var helt mørkt. Jeg havde på det tidspunkt lagt låg på så meget, at jeg ingenting kunne mærke overhovedet. Jeg var fuldstændig følelsesløs. Ingen vrede, ingen kærlighed, ingen sorg, ingen glæde - ingenting. Jeg måtte nappe mig selv i armen for at opleve, at jeg overhovedet var i live. For jeg følte mig som en levende død.

Et sted langt indeni fortalte mig, at nu var NU. At tingene nu og for altid skulle sættes på plads. For at kæmpe sig op ad det hul én gang til var en næsten umenneskelig opgave. Jeg kom op.
Men mit daværende selvbillede var stendødt. Alt var skrællet af - og jeg kom helt ind til essensen af mig selv og min væren. Og jeg fandt det princip, som jeg siden har levet efter:

'Når trolden kommer op i lyset, mister den sin kraft'

Jeg fandt ud af, at de følelser og tanker, som var så frygtelige, kun var det så længe, de befandt sig indeni - i undertrykt form. For jeg'et forstørrer og dramatiserer. Derfor har jeg lavet en mental hylde. Og på den stiller jeg alle de følelser og tanker, som af forskellige årsager er svære at håndtere. Så kan de stå der og miste deres kraft og magt over mit sind - og jeg kan følge udviklingen.

En af grundene til at sådan noget kan forekomme, er, at vi ikke har lært at være i de svære følelser, når de er der. Vi har ikke lært at håndtere forladthedsfølelser, fortvivlelse og andre voldsomme følelser. For de er principielt 'dømt ude'. I stedet får vi at vide, at 'sådan skal du ikke føle/tænke', 'slap nu af', 'sådan er det ikke' osv. Og de bliver lagt væk - og erstattet af frygt for at møde dem igen. For når vi får at vide, at noget ikke skal/burde være - eller får en oplevelse af, at det er forkert, må det jo være farligt - og forkert.

Set fra sjælens synspunkt er alt dette slet ikke relevant. For sjælens 'øjne' er neutrale. Fra sjælens synspunkt er følelser bare følelser - den tillægger ikke hverken følelser eller tanker nogen værdi. Den er bare.
Sjælen er - modsat jeg'et - fuldstændig ubegrænset. Dens forestillings- og opfattelsesevne er ubegrænset. Den har en ubegrænset evne til at møde og forholde sig til alt, hvad vi oplever - uden at skulle forsvare sig eller overhovedet reagere.
Sjælen oplever ikke noget som truende. Helt modsat jeg'et, som oplever alt, som ikke 'passer ind' som truende og potentielt ødelæggende. Jeg'et forsøger til enhver til at opretholde sig selv - med de midler, der nu findes.

Fundamentalt set, er vi nødt til at tage disse sider til os. Erkende deres eksistens - og få dem indarbejdet i vores selvoplevelse. For når vi lever med frygt - uanset hvilken retning frygten har - så fjerner vi os fra nu'et. Vi fjerner os fra nærværet og den fornemmelse af glæde og frihed, som er vores sande natur.

Når vi lever i nu'et, får vi adgang til et bevidsthedsområde, som helt overgår vores personlige bevidsthed. Vi kommer i kontakt med glæden og det sande nærvær - og vi vil opleve hvert eneste øjebliks fuldkommenhed og helhed. Vi vil opleve det magiske i hvert eneste levende øjeblik - og samtidig opleve glæden og taknemmeligheden ved livet og det at eksistere i det hele taget.

I grunden kan man sige, at nu'et er vores udgangspunkt. For oprindeligt var det der, vi var først. Det ses tydeligt ved børn. Små børn evner om nogen at være fuldstændig i nu'et. Vi har også været børn engang. Og dermed haft den samme evne.

Ergo må nu'et betragtes som udgangspunkt - og ikke som målet. Så i erkendelsen af, hvor vi går hen, når vi fjerner os fra nu'et, ved vi også, at vi altid kan finde tilbage igen.

Hav en dejlig onsdag derude :-)

De underligste dage

Sådan er det for tiden. Jeg har de særeste kropsfornemmelser, humøret er højt - og min nattesøvn er en by i Rusland. Ihvertfald i den rolige udgave. Hele dagen igår blev brugt på at fremmane lidt ro indeni - så jeg igen kan finde ud af, hvad der er op og ned. Det var godt. En del støj er pillet fra - og jeg nærmer mig 'grundessensen'. Jeg er ikke så ord-rig, som jeg plejer at være. Og tænker, at det lige netop er disse perioder, der gør, at jeg ved, jeg kan være svær at være gift med. Michael er helt med på, hvad der foregår - at det ikke handler om andet end mig selv og sån't. Og har heldigvis en ret overbærende holdning til det - han kender det jo også ret godt efterhånden :-)

Mit bedste 'våben' i sådanne perioder er mit skriveri. Ingen tvivl om det. Så jeg skriver. Stolpe op og stolpe ned. Nogle gange blot nogle ord, andre gange lange sekvenser. For at prøve at forstå, hvad det er, der er gang i. Og det er godt. Jeg kigger også lidt i 'gamle' tekster - og det er så sært. For meget af det, jeg skriver, er næsten ordrette genfortællinger af tidligere tiders skriverier.

Problemstillingen er gammel gammel. Fandt jo for nylig den bog, hvor jeg bl.a. har skrevet erindringer om tidligere liv i. Og blev målløs. For der står næsten ordret den selvsamme problematik. Så underligt dét lige er. Eneste forskel er, at niveauet er anderledes nu - der er kommet noget andet indover siden. Flere nuancer så at sige - og flere udfordringer.

Det er i disse perioder jeg allermest forbander alle mine erindringer og store sensitivitet. Absolut. For det gør ikke tingene nemmere. Og det gør også, at jeg ikke bare kan glemme og gemme væk - for indeni skriger tingene højt og vedholdende. Den røde tråd bliver til et kæmpe tov, som ikke lader sig overse så let som jeg - indimellem - kunne ønske mig.

Vejen har været banet intenst de sidste par år. Også lang tid før - masser af 'forarbejde' er blevet gjort, men de sidste par år er det som om, processen er blevet speedet op og kraftigt intensiveret. Af sære veje og pudsige tilfælde er der blevet gjort plads til det nye, som jeg ved kommer. Det er der følelsen af 'skakmat' kommer ind. For jeg har tænkt og analyseret til punkt X - men ikke længere. Og 'længere' er nu. Derfor bliver 'støjen' til at tage og føle på...for hvad nu?. Nu er det nu...sådan i store træk ihvertfald.

Det kan der jo komme meget sjov ud af, når man er mig. Mærkværdige undvigemanøvrer, forsøg på at overhøre og overse, forvrængede meddelelser...uh ha der er mange muligheder. Lige bortset fra, at jeg jo så godt kender svaret - og dét lader sig ikke overhøre mere. Slut med julelegene og de sære manøvrer.

Roen faldt over mig sent i aftes, da det gik op for mig, at jeg jo egentlig har taget det første skridt. Og lever endnu. Og erkendte at det der første skridt jo i og for sig er godtnok....det er godtnok, at jeg skriver på min blog om disse ting. For det er et stort skridt for mig. Men jeg har bare fået lidt travlt så...lidt for travlt - og deraf kommer også en del støj. Måske tingene skal struktureres lidt - til en start. Ja, det lød jo sådan set meget fornuftigt - så det er jeg gået igang med. Hvad er det helt præcist, jeg gerne vil ud med? Og hvordan?. Vil jeg skrive sådan tilfældigt indimellem - eller skal det gøres på en helt anden måde?.

For det er jo slet ikke så nemt endda at være personlig. Det er 100 gange mere enkelt at skrive om strik og bageri - for der kan man jo læne sig trygt op ad fakta og ufarlighed. Noget helt andet er det, at skulle dele ud af erfaringer om dette og hint i forhold til personlig udvikling og spirituelle input. Det kan misforstås, forvrænges, provokere...ja, der er faktisk rigtig mange farlige ting forbundet med sådan et valg. Det valg har jeg så taget for et stykke tid siden - hvorfor man også kan læse forskellige indlæg om disse ting. 

Men det kan stadig få mig til at vågne op med koldsved om natten. Gør jeg det 'rigtigt'? Lyder jeg bedrevidende - og endnu værre: lukket? Lukket for yderligere diskussion af emnerne....Så kan jeg kigge på min statistik inde bagved bloggen - og konstatere, at folk jo stadig læser med . Mange læser med. Ok - det er jo godt. Det viser mig, at jeg er på rette spor - men giver også ekstra kul på koldsveden. Fordi jeg har nogle tårnhøje krav til mig selv. Derfor ved jeg også, at jeg skal videre til noget mere på et tidspunkt...at det er for omfattende til 'blot' at være blogmateriale. Mange af emnerne bliver jo af gode grunde kun overfladisk beskrevet - og det kan ikke være anderledes. Her. Og dét gør mig s'gu lidt vag i knæleddene....for er jeg god nok til det? God nok til at gå skridtet videre...om et stykke tid ?(den luskede sig lige ind, den med tiden).

Så det bokser jeg med. Og forsøger nu at lade det ligge lidt - for jeg ved jo godt, at tingene giver sig selv, hvis det skal være sådan. Mange gange har jeg fået at vide, at jeg burde skrive en bog...og endnu flere gange er jeg løbet skrigende væk. Velvidende at drømmen er derinde. Men det fylder mig med panikangst, som gør at ordene helt forsvinder, når jeg sidder der. Jeg bliver tom. Tænker 'come on'...hvem tror du liiiige, du er?. Og dét er jo ikke just befordrende for ret meget, kan man sige.

Når jeg så lader som om, jeg er ligeglad, så vælter det frem...ja, jeg oplever, at jeg dårligt kan stoppe igen, for der er oceaner af ord, som vælter ud i kaskader...Som stopper brat, når ordet 'bog' kommer på banen. Præstationsangst i en nøddeskal. Og hvor længe var det så lige, jeg skulle bruge tid på dét?.

Nå, men jeg bokser videre - og satser på, at jeg vel for pokker får hevet en sejr hjem på et eller andet tidspunkt. Foreløbig skal der ro på - og stilheden skal lige dyrkes lidt tid endnu :-)

Hav en dejlig søndag derude.

Stilheden

Stilheden ja - den har taget over. Så der bliver lidt stille her idag - og måske også i morgen.

Der kommer ikke rigtigt nogle ord - selvom der er mylder indeni. Og det vælger jeg så at tage til efterretning, for jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad der er op og ned i det mylder :-)

Jeg har haft nogle dage, hvor jeg mildest talt har sovet elendigt. Der er gang i heftig drømmeaktivitet - og jeg fatter ingenting. Meget specielle er de drømme - for de bliver ved med at rumstere i hovedet resten af dagen. Uden at jeg af den grund bliver klogere.

Kender jeg mig selv ret, så er der - igen - noget på vej. Ikke noget dårligt, men noget. Det peger de drømme så også hen på - hvis jeg sådan skal forsøge at fatte bare en mikrodel af dem. Jeg kæmper nogle gevaldige kampe med mig selv for tiden - ja, det kunne jeg såmænd godt skrive et par bøger om, tror jeg :-). Og jeg vil skynde mig at understrege, at det ikke er på negativ-kontoen.

Faktisk er det lidt tåbeligt. Dels er det gamle kampe om mål og med - dels kender jeg godt svaret. Jeg har bare så svært ved at acceptere det, for jeg synes slet slet ikke, jeg er klar til at tage de skridt, som jeg godt ved, jeg skal tage snart. Jeg ved godt, det lyder lidt kryptisk - men det har så meget med livsmål/skæbne at gøre, at det sætter selv mig til vægs. Og jeg har så svært ved at få ordene ud over læberne, for vi lever i jantelovens land, hvor vi ikke skal tro, vi er noget....Jeg har ikke lyst til at lyde hverken højrøvet og spirituelt missionerende - for sådan er det ikke. Men jeg ved jo bare, at der er en helt specifik årsag til mangt og meget i mit liv....det skal bruges til noget. Og det 'noget' ved jeg også, hvad er.

Jeg synes ikke, jeg er klar til det, jeg skal. Synes ikke, jeg er god nok, ved nok, kan nok. Og jeg har nogle gevaldige 'diskussioner' med 'dem deroppe' over, at det er sådan. Jeg har ingen fine diplomer eller andre beviser på min 'kunnen'.....Nej, jeg synes slet ikke det her er sjovt. Jeg underviser og skriver gerne i/om samfundsfag, billedkunst, keramik eller andet - det gør jeg virkelig. Men det her - den åndelige del af mit liv???????. Jeg føler mig lidt meget sat skak-mat - og deraf kommer alle kampene.

Nu har jeg alligevel sat lidt ord på....ups. 

Tænke tænke. Tror jeg vil ind og give min sofa lidt kærlig omsorg - den har været sådan lidt alene de sidste par dage. Og så vil jeg grave videre i det mylder. Prøve at finde ud af, hvad der gemmer sig bag den stilhed, som slet ikke er så meget stilhed endda. Jeg føler mig så lille og ydmyg. Og en anelse alene. For det kan være så svært at forstå - og endnu sværere at dele med andre. Også min kamp :-). Hvordan kan man blive ved med at ignorere det indlysende? Hvordan kan man overhøre noget, som nærmest bliver skreget ud i ansigtet? Og hvordan kan man igen og igen lukke øjnene for de tegn, som er så massive på alle punkter? Jeg ved det ikke, men det er det, jeg har gjort - og kæmper for at blive ved med at kunne. Tåbeligt eller ej.

Om illusioner

Gåture er godt for mange ting. Både fysisk og mentalt - for man tænker så godt, når man bare går derudaf. Forleden kom jeg sådan til at tænke på illusioner - i alle afskygninger. Både de små og de store. Illusioner kan jo være meget godt - sådan i det små. For jeg tror ikke, det er særlig sundt og opmuntrende ALTID at betragte verden nøgternt og illusionsløst.

Illusionens væsen er særdeles kraftfuldt. Jeg tror, de fleste har oplevet det. At forestillingen om et forhold, et job - ja sig selv - var helt eller delvist en illusion. At man tog fejl. Man troede og mente ét, men virkeligheden var helt anderledes.

Det kan være en voldsom oplevelse - endog med katastrofale følger. Både at lave illusionen, men også at opdage, at det var det, man havde lavet. Tilbage står man med det altoverskyggende spørgsmål 'hvorfor' - og 'hvordan'. Hvordan kan det lade sig gøre, at stikke så meget blår i øjnene på sig selv? Og hvorfor? Som regel fordi sandheden kan være svær at sluge - tænker jeg. Men det er det nemme svar. For hvordan i alverden undgår man at gøre det i det hele taget?

Først og fremmest tror jeg, at forudsætningen for overhovedet at lave illusionen er, at der er tale om heftige følelser. Man vil så gerne - og i velviljens navn opstår illusionen. Eller kan opstå. Alle vegne fra får man at vide, at man skal lytte med/til hjertet.

Men hjertet er svigefuldt.

Hjertet vil så gerne, følelserne er stærke - og i kærlighedens navn er det så nemt at tage fejl, høre forkert, overhøre, ignorere og slå hen. Man luller sig selv ind i forestillingen om det gode liv, den sande lykke, de sande behov...med katastrofale følger. Hvis man tager fejl. Og det er der ret stor chance for, hvis man går med 'hovedet under armen' - og sætter al fornuft og dømmekraft til side.

Ét ord, én sætning, én oplevelse - eller manglen på samme - og gardinet fjernes. Og vi ser illusionens sande omfang. Det kan også gå langsommere. Vi får det bid for bid - vi overhører signalerne, misfortolker, ignorerer. For hjertet vil jo så gerne. Men sandheden lader sig ikke overhøre - og vil man ikke høre på den ene måde, bliver det på en anden måde. Og det kan give adskillige 'mærkelige' symptomer - lige fra almindelig dårligdom til psykiske problemer.

Det er sjælens stemme, der forsøger at trænge igennem. Men den kan være så svær at høre for al 'støjen'. At høre den, kræver både stilhed og opmærksomhed - og åbenhed. For sandheden kan slå hårdt - men er dog bedre og sundere end en livslang løgn. Og så kræver det dømmekraft. Vel at mærke af den slags, hvor hovedet også er inde over. Den nøgterne og upartiske slags. Og opmærksomhed. Man bliver nødt til at kigge på, om en given person/situation er livgivende eller drænende. Dér har man det først 'hint'.

Jeg funderer stadig over, hvorfor det overhovedet kunne lade sig gøre at vikle mig selv ind i nogle voldsomme illusioner omkring et venskab, jeg havde for flere år siden. Hvordan kunne det ske? Det var en særdeles voldsom oplevelse, som stod på igennem en årrække. Ikke fra begyndelsen - men det udviklede sig stille og roligt, for til sidst at eskalere i en grad, så det tilsidst blev direkte umuligt at ignorere længere.

Advarslerne skortede det ikke på. Folk påpegede og undrede sig højlydt. Jeg overhørte og ignorerede - 'de forstod jo ikke', 'kunne de da ikke se...', de overdrev. Og skulle der endelig være trængt lidt igennem - så var det 'nok bare mig, der var noget galt med'. Og dén var farlig. For symptomerne var der - eller de kom. Frygtelig anspændt var jeg, når jeg var sammen med vedkommende - men det fandt jeg diverse 'forklaringer' på. Til sidst var det så voldsomt, at jeg pr. øjeblikkelig var fuldstændig drænet for energi, når vi var sammen. 

Og det var netop den ene udeladte handling, der endelig slog hovedet på sømmet. Man kan så sige, at den ville jeg selvfølgelig ikke have tillagt nogen betydning, hvis ikke min bevidsthed var begyndt at vågne....men én handling - og så var det sket. Det væltede ud med episoder. Rystende var det, for alt det jeg i årevis ikke havde set, så jeg nu. Og mere til. Og konsekvensen blev, at forholdet sluttede præcis 2 dage senere. Lige så blind og velmenende, jeg havde været - ligeså nådesløs blev jeg.

Men konsekvenserne var alvorlige. I en lang årrække derefter blev jeg temmelig varsom med venskaber - mildt sagt. Jeg lukkede simpelthen af. Oplevelsen var så voldsom, at jeg hellere ville dø end opleve dét igen. Jeg følte mig så usigeligt d u m. Og fattede simpelthen ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, at jeg havde sluppet en decideret 'energi-vampyr' ind i mit liv. Et menneske, som var SÅ egocentrisk, selvvisk og krævende...

Selvfølgelig er jeg ikke uden skyld. Jeg lod det jo i første omgang ske. Men mit 'hul' er formentlig min 'naive' tilgang til verden. Jeg kunne og kan simpelthen ikke forstå, at nogle mennesker kan være sådan. Og den største smerte var da også at opleve, at jeg begyndte at opføre mig som om, alle mennesker kunne være sådan. Min naturlige åbne og velmenende tilgang til verden - at jeg tror det bedste om folk - blev lagt i skuffen.
Og venskaber...ja, det var noget 'opreklameret vås'. Venskaber var nu ikke min største frygt - jeg var endt med at blive bange for mig selv og min egen dømmekraft.

I dag - så mange år efter - kan jeg nu erfare, at jeg efterhånden har fået hændelsen så meget isoleret, at min 'gamle' tilgang til verden er kommet tilbage. Jeg har tænkt, følt, mærket... - og gør det stadig. Og det er godt. For kun på den måde - ved at blive ved med at fundere over tingene - kan bevidstheden blive oplyst. Og jo mindre er chancen for en gentagelse.

For mig var det en alvorlig læresætning udi illusionens kraftfulde væsen. Og den fylder mig stadig med respekt. For sindet er finurligt - og hjertet svigefuldt. Så idag forsøger jeg konsekvent at bruge både fornuft og følelse i skøn forening. At lade den ene herske enerådigt åbner for alt for mange ubekendte. Min dømmekraft er blevet skærpet - og jeg frygter ikke sandheden. Løgnen er langt mere frygtindgydende.

Løgnen eller illusionen er den allerstørste 'fjende' på Vejen - den er også en stor læremester. Men vil man udvikling og fremgang, er en af de første opgaver nok denne: at se sine illusioner i øjnene og lære.

Faktum

Godmorgen!

Høj himmel og fuld sol på denne herlige septemberdag. Alt er godt. Ved midnat udløb fortrydelsesfristen på huskøbet - og det er nu et faktum, at huset er solgt.

Skiltet ser nu lidt anderledes ud end i går ved denne tid. Det er dejligt. Og mærkeligt. Efter så lang tid, er det nu definitivt slut. Nye døre åbner sig i en lind strøm - og vi kan langt om længe komme videre.  Til det nye liv, som vi har snakket om så længe og bare ventet på at kunne gribe fat i. Det er nu. Og det er godt. Så anderledes bliver alting. I et omfang, der indebærer langt mere end en ny adresse. Vi betræder en ny vej - og det griber om sig.

De forløbne 2 år har mit liv drejet sig 180 grader rundt - og det meste ser fuldstændig anderledes ud. Det har været en voldsom udvikling, som er forløbet i en hast, som mange gange næsten har givet mig åndenød. Der har været perioder, hvor det har været svært at orientere sig. Perioder hvor målet stod fuldstændig uskarpt. Til tider har energien været helt borte - for så at komme igen med fornyet styrke.

Det har været - og er - en udvikling, som har manifesteret sig på både det ydre og det indre plan. Meget voldsomme ting er hændt i mit og vores liv i den forgangne periode. Og der har været så uendelig mange gaver også. Idag har jeg en meget meget klar fornemmelse af, hvor jeg er på vej hen. Der er nogle ting indeni, som er blevet aktiveret og forfinet gennem hele forløbet - og det er altsammen noget, der skal bruges på den nye vej.

Nogle ting er jeg blevet særdeles bevidst om - og andre er røget ud over skulderen. I dag står nogle ting meget skarpt tegnet op - og jeg er ikke længere præget af den tvivl, som har fulgt mig så længe. Mange mange ting er blevet bekræftet - og nu er jeg klar. Nu er jeg ved at være ved kernen - og det er godt.

At jeg har valgt at lægge vægt på den åndelige del af alt dette, er ikke så mærkeligt. For det har været særdeles indlysende fra dag 1, at der var noget stort igang. Og netop dén vinkel på sagerne har gjort, at jeg er nået hertil i hel stand. At jeg er meget troende, er ingen hemmelighed. Men jeg er det ikke i 'gængs forstand'.

Min tro er stykket sammen af mange dele - og kan ikke puttes ned i en kasse. Den er skabt på baggrund af egne erfaringer og ting, jeg har læst/hørt/oplevet - og det er noget, jeg har brugt det meste af mit liv på. Og der kommer stadig nyt til. Nye aspekter, nye glimt og nye sandheder. 

Det er ikke en krykke. Men det er en stor stor hjælp, når så voldsomme ting sker. Det giver en forklaring, som går langt dybere end 'shit happens'. Det er netop den tro og den viden, der gør, at jeg ikke for længst er gået i knæ. Det er den, der har hjulpet med at finde meningen med kaos. Og det er den, der gør, at jeg bærer det - og stadig har et smil om munden. Den OG min humor i skøn forening.

Nå, det var vist lige et sidespring. Tilbage er denne dejlige dag, som venter på at blive brugt med nydelse. Og det vil jeg så hermed gå igang med....:-)

Hav en dejlig tirsdag derude :-)