Gittemay's Blog

Stivnet i sin form?

Det kunne jeg godt have mig selv mistænkt for at være. Sofa - skrædderstilling - garn - tæppe - og selvfølgelig kaffe indenfor rækkevidde. Det er mit liv. Ret lille, hvis jeg selv skal sige det. Men når kroppen ikke vil, som jeg vil - den er stadig gevaldig vag - så må man jo indrette sig.

Iøvrigt kan jeg heller ikke så meget andet. For der er lige det er 'vand-issue'. Og ærlig talt: jeg er s'gu en omgang for doven til at koge vand til rengøring :-). At bevæge mig udenfor huset er heller ikke en mulighed. Intet varmt vand = intet bad = hår som bare ville skræmme sagesløse sjæle fra vid og sans. Man er vel udstyret med lidt næstekærlighed, alligevel :-).

Ergo er jeg tilbage ved sofaen.

Nu har jeg jo så bare lige opdaget, at jeg om snart kommer i garnmangel. Damned! Det er altså¨svært at skaffe sådan en lørdag kl. 15.18.

Så er jeg vel bare nødt til at strikke de strømper, Lukas har bestilt. Hm.

Hav en dejlig lørdag derude.

Vand

Vand er magisk. Det er livsnødvendigt, fængslende og forfriskende. Jeg elsker vand. At tage til havet, regnvejr (i moderate mængder) - vand er livgivende.

Men lige nu er vand og jeg ikke gode venner. Jeg er faktisk seriøst træt af vand. Fordi det dukker op, hvor det bare ikke skal dukke op. Indendørs - på upassende steder.

Først var der bøvl med kloaken. Som i...vandet kommer op af kloaken og løber ikke ned i den. Det er der kommet nogenlunde styr på - men kun nogenlunde.

Så kom der vand ned i stuen. Fordi en fugekant på badeværelset ikke var, hvad den havde været. Det er også i orden nu.

Og hey - så kom der en storm - som lavede hul i taget. Ikke ret stort - men rigeligt til, at der kom vand ind. Som i...alle-baljer-og-spande-skal-findes-for-det-regner-ned-i-gangen-ovenpå. Det er nu lavet.

I nat døde vandbeholderen så. Med det resultat at det væltede ud med vand. Heldigvis i et rum med afløb...men der var så lige pludselig en flod og et druknet kattetoilet. Fedt. Nu venter jeg så på en smed, som skal skifte herligheden. Og indtil da: intet varmt vand.

Jeg er dælme træt af vand.

Og så sidder man her...

...med en hovedpine importeret fra helvede. Og et hoved, der er fyldt med alt andet end skønne ting. Kroppen er vag - men det er mine forbandelser over forkølelse til gengæld ikke, så :-).

Men hva'...det er til dels selvforskyldt. I går var jeg til strikkecafé. For første gang i umindelige tider har jeg meldt mig til sådan en. Sådan for inspirationens og hyggens skyld. Og det var både hyggeligt og inspirerende - og bød også på et møde med en 'gammel' kending. Så det var jo vældigt.

Michael var i udgangspunktet svært tilfreds med denne nye aktivitet. For om onsdagen er der snart fodbold - og så slipper vi for at diskutere, hvorvidt alle kampe skal ses eller ej. Ja, han var tilfreds, indtil jeg oplyste ham om, at denne her café jo altså foregår i en strikkebutik...som altså også er åben for indkøb. Så blev han bleg :-).

Nå, men det var en dejlig aften. Men den gjorde ikke noget godt for mit stakkels hoved. Den gjorde så noget godt for andre ting - så det går nok lige op. Måske handler det bare om den udfordring, der ligger i at befinde sig i en garnbutik i 3 timer - og deale med alle de behov, der opstår undervejs. Selvbeherskelse er en dyd - og det gik da også godt nok - jeg havde kun 2 nye nøgler garn med hjem. Men det er belastende. For filan da! Og det kan da tænkes, at det ligefrem er skadeligt. Måske jeg skulle have købt noget mere, alligevel :-).

Heldigvis har jeg tiden til at pleje mig selv. Sådan da - for selvom jeg har jobpause, synes jeg da ikke ligefrem, at jeg keder mig. Faktisk synes jeg, at jeg sådan har småtravlt hele tiden. Der er ihvertfald masser af energi. Men igen - når jeg nu absolut har en pause, kan jeg jo ligeså godt få det bedste ud af det. Og lave noget meningfyldt i den tid, jeg har.

I sidste uge var jeg til 'info-møde' i min a-kasse. Hvor jeg så brugte 2½ time på at sidde og lytte til den samme sang, som jeg har hørt 100 gange før. Intet nyt overhovedet. Ja, de opfordrede jo så til at tage nogle kurser og noget. På Handelsskolen. Ikke at jeg har noget imod Handelsskolen - men dælme om jeg gider bruge min tid på flere kurser, som ikke har den fjerneste relevans for mit mål. Så kan jeg da meget bedre underholde mig selv, kan jeg. Jeg kan spille kort med alle mine kursusbeviser - og nu er nok s'gu nok.

Nu vil jeg foreløbig pleje mig selv, så jeg kan blive bare lidt klar til den klassefest, der venter i aften i Lukas' klasse. Pyh ha.

Hav en dejlig dag derude.

Slut finish finito

Lukket og slukket - tæppe 1 er hermed erklæret 100% færdigt :-). Hold da kæ..., hvor det føles godt!.

Jeg er - mildest talt - svært tilfreds...ja nærmest sådan lidt selvfed. For det er altså blevet flot - hvis jeg selv skal sige det. Og well - sådan en påstand skal jo ikke stå udokumenteret...så her kommer et billede.

Fakta:

• Garn: Drops Delight - ca. 9 nøgler + Mayflower strømpegarn - 3 nøgler
• Nål: Nr. 5
• Opskrift: Hæklet tæppe i 'Delight' fra Garnstudio.
• Ændringer: Sådan set ingen - bortset fra, at jeg ikke fulgte farveanvisningen i opskriften. Jeg har brugt mange flere forskellige. Og så har jeg lavet 8 lapper på den korte led - i stedet for de opgivne 7.
• Hot/not: Super-hot...2'eren er på vej :-).

Det var så det. Nu mangler jeg kun at hækle 103 lapper sammen - så er tæppe 2 en realitet :-).

Hav en dejlig dag derude.

Lappeløsninger

I et pænt stykke tid har jeg haft gang i at hækle et tæppe. Uden at overdrive kan jeg nu sige, at det greb om sig. Faktisk har jeg lavet 2. For jeg kunne slet ikke stoppe igen, da jeg først gik i gang med at hækle de lapper.

Jeg hæklede og hæklede. Og havde også en idé om, at jeg nok var ved at være i mål...men jeg fortsatte bare. For jeg var i et anfald af overmod kommet til at love Maya, at tæppet var hendes...og ja, jeg ville jo også gerne have et selv. Ergo var der kun én vej...at fortsætte.

Nu er tæppe 1 færdigt - det ligger i stræk ovenpå. Og det blev flot. Tilbage står så samlingen af tæppe 2.

Indrømmet: jeg skal tage mig lidt sammen :-). For man kan godt få lidt pip af at hækle et tæppe sammen. Og nu venter et, der er endnu større. Fantastisk. Det er på tidspunkter som dette, at jeg godt kan komme i tvivl om, hvorvidt jeg vitterligt er ved mine fulde fem. Nå men én må jo bare klø på.

Og så kan jeg da glæde mig over, at jeg nu har genfundet mit kontor. Det var blevet lavet om til...hm...depotrum. Det tog lidt tid at få i orden, men der skulle også lidt ændringer til, før jeg var helt tilfreds. Nu har det fundet sin gamle form - og jeg har et så vældigt glimrende rum til at tegne og male i.

Hav en dejlig dag derude.

Når fødderne pludselig får eget liv...

...så finder man sig selv et helt andet sted end planlagt. Sådan som jeg oplevede i går. Som udgangspunkt skulle jeg til samtale hos dem, jeg elsker at afsky. Job.dk. Nu har jeg jo også været ledig i hele 5 dage - så det er vel på tide, at der sker noget :-). Nå, men de er slet ikke interessante at dvæle ved - så det undlader jeg.

Næh, det interessante var, at der skete noget ganske pudsigt efterfølgende. Jeg havde nogle meget specifikke planer for den tur - og endte med at opdage, at mine fødder helt af sig selv og ud af det blå begyndte at gå i retning af en butik, hvor man kan købe kunstnerartikler.

Dët havde jeg ikke lige set komme. Men pludselig fik jeg den sygeste lyst til at begynde at tegne. Lige nu. Ergo befandt jeg mig så der. På jagt efter en helt bestemt slags tudser til tegning. Dælme sært. For det overhovedet hverken gennemtænkt eller planlagt. Lysten kom bare buldrende lige der på gågaden i Aalborg.

I dag har jeg så fundet nogle flere materialer. Jeg mangler ikke ligefrem - altså bortset fra de der tudser.

En gang tegnede jeg meget. Rigtig meget. Jeg malede også. Gik på kunstskole i flere omgange og sån't. Der blev faktisk gjort rigtig meget ved det. Engang. Så fik jeg børn. Tiden skulle bruges anderledes - og det var lidt svært at få tid til det der med tegneriet også.

Sådan on and off har jeg i årene efter tænkt på at gå igang igen. Men der var bare ligesom altid noget andet, der var vigtigere. Det må det have været - for tingene blev i skabet. Altså indtil idag.

Alt i mig skriger efter at komme igang igen. Og det er sket fra det ene øjeblik til det andet - bogstavelig talt. Fuldstændig som en vulkan i udbrud. Billederne vælter frem, alt muligt har jeg lyst til - det buldrer bare løs. Planer er blevet ændret, for nu skal jeg have plads til dette her.

Det er altså en virkelig pudsig oplevelse. Især fordi jeg ikke havde det samme behov for 2 dage siden. Bevares - det kunne være dejligt at gøre igen. Men det er der jo så meget der kunne. Nu kan jeg så opleve, at jeg ligesom må hægte mig på mig selv - for noget lever fuldstændig sit eget liv. Og så må jeg forsøge bare at følge med efter bedste evne :-).

Sandelig er det blevet nye tider.

Hav en dejlig lørdag derude.

Slutninger

Så sidder man her på sådan en fantastisk solrig og frostklar lørdag. Årets sidste dag. Slutningen på dette helt igennem forunderlige år er nær.
Det har været et år, som i sandhed har budt på lidt af hvert. Til tider belastende - men også berigende på mange måder.

Mit job er slut. Jeg havde sidste dag i går. Ikke en trist dag - trods en vis bekymring for, hvordan det lige ville gå. For jeg har været glad for at være der. Det er det bedste sted, jeg til dato har arbejdet - og jeg har lært så utrolig meget. Både om mig selv - men også om så meget andet. Det er så oplivende at befinde sig et sted, hvor der er højt til loftet, og hvor det at rumme folk er en selvfølge.

Men jeg kan gå derfra med et glad smil. Der er 'ryddet op'. Mod slutningen gik det op for mig, at der er sket noget i forbindelse med min 'parkering' af den lille sag omkring 'det forsvundne job'. Det gik op for mig, at jeg har fået overvældende meget respekt ud af den sag. Lidt pudsigt - fordi sådan noget almindeligvis føder en vis konsekvens-frygt.

Nu er det ikke fordi, jeg lader mig styre af frygten for konsekvenser - men det gjorde jeg engang. Derfor dukker tankerne også op. Ikke vilde og voldsomme - men alligevel et 'hvad nu hvis...'. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft skrupler omkring, hvad jeg har gjort eller sagt - tværtimod. Omvendt har jeg da også tænkt, at det kunne få en vis betydning.

Og det har det også fået - har jeg nu erfaret. Men på positiv-siden. Jeg har udelukkende oplevet positive ting i kølvandet på den lille episode. Og det er jo tankevækkende. Og et såre godt bevis på, at det ikke kan betale sig at holde ting tilbage.

Det har bekræftet mig i, at jeg er på rette vej. Og derfor er jeg fuld at fortrøstning. Ingen bekymring, ingen frygt, ingen følelse af håbløshed. Det hører altsammen til i en gammel historie, som for længst er slut. Jeg har været - og er - igang med at 'skrive' en ny historie - derfor kan jeg heller ikke bruge gamle negative erfaringer til en bønne. For alt er anderledes. Derfor vil denne historie også udvikle sig anderledes.

Og det er i bund og grund essensen af mit 2011. At jeg har gang i en ny historie. Og at de oplevelser jeg har haft, på alle måder har manifesteret, at det er en ny historie. Det har været undervejs i flere år - men nu kan jeg konstatere, at visse ting er så godt parkerede, at det i sandhed er en ny tid. Og at jeg i sandhed har flyttet mig et andet sted hen. Det har ikke været hverken nemt eller sjovt hele vejen igennem - men det har været uundgåeligt.

Det er ikke altid nemt at skelne mellem brugelige og ubrugelig ting. Ej heller har det været nemt at gennemskue, om jeg har været påvirket af gamle erfaringer eller nye oplevelser. Det har krævet beslutninger, skelneevne og fokus.

Evnen til at beslutte sig for en given ting, skærpe sin skelneevne og holde fokus er jo i grunden nogle ganske udmærkede egenskaber at få i udvikling. Men alt andet lige er det en del sjovere, når tingene begynder at manifestere sig positivt - når man kan mærke, at arbejdet bærer frugt. For man kan godt have en fornemmelse af retning og mål - men det vil i begyndelsen være på et abstrakt plan.

Noget der er udsprunget af irritation eller en erkendelse af, at noget skal forandres. Man ved, hvad man ikke vil - men mangler måske en mere konkret idé om, hvad man så vil i stedet for. Og især mangler man en konkret idé om, hvordan man i givet fald når derhen. For mange af de redskaber, man ligger inde med, virker ikke. Eller er ikke effektive nok.

Indtil det en dag går op for en - mig - at det handler om at omskrive historien. Og at al 'magt' ligger hos mig selv. Jeg bestemmer både begyndelse, slutning, tegnsætning og alt andet - for nu at blive i billedet. Det er en forrygende oplevelse.

Det er en dejlig følelse at starte 2012 på. Jeg glæder mig til at gribe et nyt år. For første gang i noget, der føles som umindelige tider, er det med en total god fornemmelse i kroppen. Jeg aner ikke, hvad den kommer af - den er der bare og har været der i lang tid nu. Men den hedder glæde. Og den er fuldstændig upåvirkelig af ydre omstændigheder. Den er der bare. Ganske umærkeligt og stille og roligt er den blevet en grundfølelse.

TIlbage er blot at ønske alle Jer, der har gidet at kigge forbi, et forrygende, fantastisk og forunderligt nytår. Vi 'ses' i 2012 :-).

 

Snart

Så nærmer DAGEN sig med hastige skridt. Uanset hvor lidt eller meget klar, jeg føler mig, så er det juleaften i morgen. Og det er fint.

Ikke at jeg føler mig klar-klar - måske sådan mere ok-klar-agtig. Klar nok til at have afværget de største katastrofer :-)

Ugen har været hektisk. Ikke bare på grund af den forestående jul - men også på grund af, at mit job jo meget snart lakker mod enden. Så der er adskillige ting, der lige skal gøre færdige - både på den ene og anden måde.

Eksempelvis går jeg ingen steder med en potentiel konflikt hængende i luften - så den er nu blevet parkeret. Der er blevet sagt, hvad der var at sige omkring 'jobbet, der forsvandt'. Og det var ikke småting. Der er ingen som længere er i tvivl om mine holdninger omkring uren kommunikation.

Det gik sådan set rigtig fint. Altså bortset fra, at jeg græd fra jeg åbnede munden til jeg lukkede den igen - af ren og skær frustration over at skulle gå alt for længe med tingene. Det var jeg ret bitter på mig selv over - sådan lige bagefter. Heldigvis havde jeg et 'vidne' med til mødet - og hun kunne fortælle mig, at jeg langt fra virkede, som jeg selv frygtede. At jeg var særdeles klar og tydelig - og iøvrigt klarede det glimrende. Og det var sådan set helt rart at få at vide.

Altså for dælen...jeg græder aldrig. Jeg har kendt Michael i 17 år - og han kan tælle på en hånd, hvor mange gange det er sket. Ikke fordi jeg ikke vil - jeg gør det bare ikke. Men dælme om jeg ikke med tiden har fået 'evnen', når jeg bliver gal eller frustreret nok. Her går man og prøver på at fremstå som en, der har styr på sagerne - og så står vandet i kaskader ud af øjnene ved først givne lejlighed. Det gør intet godt for min selvforståelse.

Omvendt...nu her bagefter kan jeg godt få øje i en del positive ting ved det. For det gør vel i grunden ikke noget at vise, at jeg er et menneske, som kan blive voldsomt berørt. At jeg rent faktisk bliver påvirket af at opleve manglende respekt og anerkendelse.

Nå - men nu er det snart nu. Tilbage står blot at ønske jer alle en rigtig glædelig jul :-)

Ud i det blå

...eller noget. For blåt var der nu ikke ligefrem. Men anyways...vi har været i Løkken. Hele familien for en gangs skyld. En uforsigtig sjæl havde hvisket mig i øret om noget med et kagebord på Løkken Badehotel. Hver søndag - og til nærmest ingen penge.

Sådan noget skal der naturligvis laves behørig research på. Og det var så ganske vist. Kagebord til nærmest ingen penge. Som i spis-til-du-revner for små penge. Lige noget for sådan en kage-glad familie som vores.

Nåh ja - inden varmede vi op med en gåtur omkring Børglum Kloster. Dels for at pleje samvittigheden på forskud - dels for at se julekalenderens kulisser. Det var slet ikke uinteressant. Men møghamrende koldt.

Dernæst gik vi ombord i det berømte kagebord - og kørte den lige til kvalme-grænsen. Ihvertfald var min underkrop en del tungere, da vi gik, end da vi kom :-). Derfor måtte vi liiiige gå en runde i Løkken city. Og der skete godtnok ikke så meget. Dog var der åbent forskellige finurlige steder - så kunne man da gå indenfor og få varmen, når vesterhavsvinden blev for kølig.

Og det var ikke usnedigt. For dælme om ikke jeg gaflede mig en adventsgave fra gemalen :-). Kan stadig ikke helt gennemskue, hvordan det lykkedes ham at købe den, mens jeg var til stede - men det er også ligemeget, for glad er jeg.

En lanterne OG en stor nisse. Perfekt :-).

Nu er der til gengæld også stille. Ingen har rigtig kræfter til at sige - eller gøre - noget. Der er faktisk halvhårdt at kværne et kagebord.

Hav en dejlig søndag derude.

På en skala...

...fra 1-10, hvor 1 er ringe - så lander den forløbne uge vel på en -5'er. Ihvertfald i jobsammenhæng.

Kort fortalt troede jeg, at jeg havde et lille job (vikariat) - men fandt så ud af, at det har jeg ikke alligevel. Det er så, hvad det er. Træls, men dog til at overleve. Mere alvorligt ligger det med måden, det er foregået på. Sådan noget med dobbeltspil, forklaringer som er helt i hegnet - medmindre man antager, at jeg er dum - og iøvrigt halvkvædede viser og hælden vand ud ad ørerne.

Et skoleeksempel på ussel og sørgelig kommunikation. Og absolut ikke noget, jeg lige synes, jeg har brug for.

Selvfølgelig blev jeg ked af det. Men allermest skuffet over en så sølle adfærd - og vred. Sådan på den indædte og dybfølte måde, helt ned i tæerne og tilbage igen. Sat'me (undskyld mit franske) om jeg vil finde mig i en så respektløs opførsel. Og sat'me om jeg hopper på den der latterlige taktik med, at 'hvis vi ikke taler om det, så forsvinder det nok'.

Uanset hvilke undvigemanøvre, der bliver taget i brug - og det er ikke så få endda - så skal jeg nok få mit budskab formidlet klart OG tydeligt til rette vedkommende.

Det er så beskæmmende at opleve, at voksne mennesker kan te sig på den måde. At tro at et 'måske' er bedre end en klar melding - og iøvrigt have så mange problemer udi selverkendelse og kommunikation, at det driver ned af væggene.

Nu er det ikke just første gang, jeg møder sådan en adfærd. Det gør det ikke en bønne bedre, men jeg ved omvendt udmærket, hvordan den slags skal gribes an. Eller rettere: hvordan jeg griber det an.

I virkeligheden er jeg oppe imod det, jeg bedst kan beskrive som en energi-vampyr. Et menneske, der lever af andres gunst - og som valser gennem livet ved at tilpasse sig og generelt tale folk efter munden. Sådan en, som man under ingen omstændigheder kan stole på - og som generelt kommer frem ved at hoppe op på ryggen af andre.

Og møder man sådan en, er der kun et at gøre: hamre en pæl gennem hjertet, kappe hovedet af - og iøvrigt alliere sig med både krucifiks og hvidløg. Bram Stoker var faktisk ret langt fremme i skoene, hvad angår psykologi, da han skrev om Dracula i 1897 :-)

Ihvertfald er det nøjagtigt, hvad jeg agter at gøre - altså sådan i overført betydning :-).

Indtil da vil jeg nyde denne yderst tiltrængte weekend - måske det kan lykkes at få bare lidt fod på den jul, der venter om...1 uge :-)