Når det sådan er lørdag, og man har en masse planer og idéer for sådan en lørdag, må man organisere. Strengt. Nu mener jeg jo (hvis jeg selv skal sige det), at lige præcis det der med at organisere hører til blandt mine absolutte spidskompetencer. Andre i familien har andre ord, der beskriver denne evne - men lad nu det hvile :-).
Mine planer for dagen inkluderede loppemarked, hobbymesse og muligvis IKEA. Ikke så lidt endda. Men igen - der findes ikke ret meget, man ikke kan organisere sig ud af. Derfor tog vi først på loppemarked uden at finde den ønskede reol. Ergo IKEA. Ergo organiserede undertegnede, at Michael kørte mig på messe (ja, han gad jo ikke med alligevel) - så kunne han fortsætte til IKEA efter den reol til mine ting - og hente mig igen, når han - alligevel - kørte retur.
En superplan, hvis jeg selv skal sige det. Argumenter? Jamen de ligger jo lige for: det blev kun ½ så dyrt, for hvis jeg kom med i IKEA, havde jeg både brugt penge på dét OG garn. Nu har jeg kun brugt penge på sidstnævnte. Altså ren win-win :-).
Michael ville allligevel have hadet den messe. Alt for mange mennesker på alt for lidt plads. De kære arrangører kunne faktisk med held studere fænomenet 'at organisere'. Det var noget rod. Og der var alt for lidt garn. Men bevares - en herlig messe for dem, der er til smykkemageri og scarpbooking. Jeg er ikke til nogen af delene. Men jeg er helt klart en fan af ordentlig plads og glidende gennemgang. Og det var der ikke.
Men én kan jo ikke gå tomhændet hjem - så lidt kom der da også med. Et strikkekit til en poncho - og en stak strømpegarn, som formentlig og muligvis går til enten et tæppe eller nogle tørklæder...det vides ikke endnu.
Nu er Michael så ved at samle reol - og da det er en IKEA-reol, taler vi ikke sammen. Ikke at vi er uvenner - jeg ved bare, at når der er stille som i et mausoleum, så skal jeg bare holde lav profil - og ihvertfald ikke spørge ind til projektets fremdrift.
Derfor nøjes jeg med at gramse lidt på mit garn, styre vaskemaskinen og i det hele taget bare nyde, at det faktisk er et helt fantastisk vejr udenfor. Høj blå himmel og fuld sol. Slet ikke så skidt endda.
Hav en dejlig lørdag derude.
