Gittemay's Blog

Ud i det blå

...eller noget. For blåt var der nu ikke ligefrem. Men anyways...vi har været i Løkken. Hele familien for en gangs skyld. En uforsigtig sjæl havde hvisket mig i øret om noget med et kagebord på Løkken Badehotel. Hver søndag - og til nærmest ingen penge.

Sådan noget skal der naturligvis laves behørig research på. Og det var så ganske vist. Kagebord til nærmest ingen penge. Som i spis-til-du-revner for små penge. Lige noget for sådan en kage-glad familie som vores.

Nåh ja - inden varmede vi op med en gåtur omkring Børglum Kloster. Dels for at pleje samvittigheden på forskud - dels for at se julekalenderens kulisser. Det var slet ikke uinteressant. Men møghamrende koldt.

Dernæst gik vi ombord i det berømte kagebord - og kørte den lige til kvalme-grænsen. Ihvertfald var min underkrop en del tungere, da vi gik, end da vi kom :-). Derfor måtte vi liiiige gå en runde i Løkken city. Og der skete godtnok ikke så meget. Dog var der åbent forskellige finurlige steder - så kunne man da gå indenfor og få varmen, når vesterhavsvinden blev for kølig.

Og det var ikke usnedigt. For dælme om ikke jeg gaflede mig en adventsgave fra gemalen :-). Kan stadig ikke helt gennemskue, hvordan det lykkedes ham at købe den, mens jeg var til stede - men det er også ligemeget, for glad er jeg.

En lanterne OG en stor nisse. Perfekt :-).

Nu er der til gengæld også stille. Ingen har rigtig kræfter til at sige - eller gøre - noget. Der er faktisk halvhårdt at kværne et kagebord.

Hav en dejlig søndag derude.

Boligens ABC

Garanteret...man skal aldrig åbne op for en mulighed for ombytning af værelser, hvis man ikke har lyst til at gå planken ud. Har jeg erfaret. For det 'kom vi til'. Eller Michael gjorde. Og mens jeg dvælede ved tanken, udviklede det sig i fæl hast. For pludselig øjnede Sofie chancen for at flytte nedenunder - og så var det løb ligesom kørt.

Så nu flytter A til B - som flytter til C - som flytter til A. Derfor bor vi nu i totalt kaos. Ja, altså sådan da. For igen...man kan jo organisere sig ud af det meste. Og det har jeg gjort - med hård hånd :-). 3 værelser skal flyttes og 1 laves om. Dælme godt, at jeg har ferie. Og dælme godt, at IKEA findes, for der har vi da allerede været et par gange i den forløbne uge.Nu har vi så et bedre 'saml-selv-helvede' foran os.

Men det bliver da så vældigt, det hele. Sofie får helt nyt og større værelse. Lukas får helt nyt og større værelse. Og vi får helt nyt og mindre soveværelse. Nye farver og sager. Jo, det er skam vældigt.

Det er fast arbejde - for jeg har bestemt, at projektet er slut, når ferien slutter. Ikke på vilkår om det skal strækkes længere, for så ender det bare med en masse løse ender - og det gider jeg slet ikke.

Indimellem bliver der også tid til andre ting...som i hæklet tæppe. Noget jeg i virkeligheden slet slet ikke skulle, for jeg har så rigeligt med igangværende projekter.

Det er ved at være længe siden, jeg har lavet nogetsomhelst på garn-siden. Jeg har ikke rigtig gidet. Så gad jeg pludselig igen - og blev rastløs. Der er/var ligesom ikke rigtig noget af det igangværende, som jeg gad - og så er det jo rigtig smart at starte noget helt nyt op :-). Min logik i en nøddeskal. Ihvertfald på den uldne side.

Nå, men nu vil jeg flytte lidt mere rundt. Jeg glemte lige et øjeblik, at jeg er 'woman with a mission' :-)

Hav en dejlig dag derude.

Farven purpur

Der er mange farver, som kan få min puls op. Purpur er én af dem. Den er jeg til gengæld også særdeles glad for. Især når den næsten går over i det sorte. Jeg har sådan en last udi dæmoniske farver. Purpur, sort-rød og sån't. Jeg elsker farver med dybde.  Og det er der i purpur. Jeg synes, det er så fascinerende, at man ikke helt kan afgøre, hvilken farve der egentlig er tale om.

Når jeg ser en purpur-farvet blomst, bliver jeg nødt til at røre ved den. Fordi der er noget fløjlsagtigt over den. Sådan har jeg det bestemt ikke med alle farver - men med de dybe har jeg. I min 'gamle' have havde jeg fået skaffet mig en del gennem årene. De fleste blev efterladt, og andre kom i krukker. Hvor de led en kummerlig skæbne.

Nu har jeg fået startet min 'samling' igen. Og går stadig og overvejer, om de skal have deres helt eget bed - eller om de bare skal passes ind blandt resten. Jeg sværger nok til et decideret 'purpur-bed' - med en bænk lige foran, så jeg kan sidde dér og blive henført :-)

Der er så mange muligheder med den farve. Sammen med orange/gyldne farver er den helt fantastisk - og det er den også sammen med sarte pasteller. Så jeg tænker og tænker. Og flytter krukker for at få en idé om, hvad der kunne være fint. Lige nu står mine purpurfarvede Dahliaer sammen med den gyldne - og dét er et guddommeligt syn. Som der helt sikkert skal arbejdes videre med på en eller anden måde.

Mine 'egne' Scabiosa er langt om længe sprunget ud. De er næsten sorte - og helt fantastiske at se på.

Ellers er første uge på job vel overstået. Der har ikke været overvældende meget at lave - men det er egentlig også dejligt med en rolig start.

Vi har besøg af farfar fra Norge og om få øjeblikke drager vi til Aalborg, hvor vi skal på restaurant. Lige nu fordriver han tiden i biografen sammen med alle børnene - de har overtalt ham til at se den nye Harry Potter film.

I morgen går turen til Hune og Anne Just's Have, som så absolut er et besøg værd, hvis man er på de kanter. Jeg har fortalt stolpe op og stolpe ned om den have - og endte med at beslutte, at den selvfølgelig skulle besøges. Så kan farfar se, hvordan en have i verdensklasse ser ud :-).

Selv Lukas på 11 er begejstret for den have - men han har vist også arvet sin mors farveglæde. Muligvis skal vi liiiiige forbi Staudemarken også - sådan bare fordi :-) Så der er alt i alt lagt op til en dejlig weekend.

Hav en skøn dag.

Så gik den ferie

Den er ikke ovre endnu, men lakker dog stærkt mod enden. På mandag er jeg tilbage på min pind.

Jeg synes, jeg har fået udnyttet mine 14 dage optimalt. Haven har været det altoverskyggende projekt. Det er ikke få timer, jeg har tilbragt derude. Kan der ikke ske noget på den ene måde, så kan der ihvertfald på den anden. Bare fordi ferien 'ud af huset' blev aflyst, er der jo ingen grund til at sætte sig på hænderne :-)

Ergo gik jeg for alvor i gang med det største stykke anlægsarbejde, jeg til dato har været ude i. Et staudebed på henved 30 meter i længden og 5 meter dybt. Det er meget. Udgangspunktet var mangel på farve. I min verden skal en have være fyldt med farver - året rundt. Jeg er så meget 'på' stauder og kommer fra en have, som det tog mig 8 år at anlægge - og dér var stauder. I vildskab.

Denne have har engang i fordums tid været en fryd for øjet. Man har vidst, hvad man ville. Det er så bare groet og groet og groet. Nu har vi fjernet forvildede buske og træer, tyndet ud og stammet op, så haven igen kan ses og overskues. Og så har jeg plantet. Haven er i løbet af de sidste 3 uger blevet tilført omkring 60 nye planter - hovedsagelig stauder. Staudebedet er blevet opdelt i rum, som har hver sin farvetone. Det kan lade sig gøre, fordi haven rummer et væld af buske og græsser, som nu bliver udnyttet som rumdelere og fyld.

Dette er begyndelsen på min hvide verden. En idé, der bare kom, mens jeg var igang. Jeg tror, det bliver rigtig godt. Især fordi lige denne del af haven udmærker sig ved at have mange træer og derfor er lettere skovagtig. Der kommer de hvide planter rigtig til deres ret. Om få øjeblikke skal jeg ud og plante den storblomstrede hvide Hortensia, som jeg (også) har hjembragt fra Bilka. Og så er den ved at at være der. Tilbage mangler blot nogle Velduftende Aftenstjerner, som skal hentes hos Tina i Staudemarken, et par hvide roser - og så det 'løse'.

Det er blevet til mange ture efter planter. Dels har jeg byttet mig til en del, dels har jeg besøgt Bilka - ikke fordi jeg elsker Bilka, men fordi Claus Dalby nu er inde over deres planteudvalg. Og den mand har en rasende god smag :-).Se bare denne her skønhed, som har fundet vej til min terrasse:

Staudemarken er også blevet besøgt - samt min lokale plantepusher, som jeg efterhånden er blevet helt familiær med :-). Han kender ihvertfald min smag og har været meget flink med diverse rabatter og lokkende tilbud.

Så det har været ferie i havens tegn. Der er også sket andre ting. I den lidt mere kedelige afdeling. Michaels mor er blevet alvorligt syg og er indlagt. Det ser noget dystert ud, men vi håber selvfølgelig det bedste.

Nu vil jeg daffe ud i haven...igen igen. Den nye Hortensia skal i jorden - og så kan jeg glæde mig over, at det for første gang nogensinde er lykkedes af få 2 andre Hortensiaer til at blomstre. Det kan jeg godt blive lidt høj af. Endelig endelig har jeg fået knækket koden.

Hav en dejlig fredag derude.

Nu med pip...

Vi har fået en fugl. En art mini-papegøje. Det er en foræring fra nogle folk, som ikke syntes, den fik nok opmærksomhed. Da de så hørte, at Michael har et meget svagt punkt for fugle - papegøjer - spurgte de, om vi/han ville have den. Om???

Undertegnede var lidt forbeholden, for fugle er ikke lige noget, jeg har så farlig meget forstand på. Helt ærligt så siger fugle mig ikke så meget, at det gør noget. Men jeg må da sige, at jeg synes, denne her - Birdie - er vældig sød. Hun er en ældre dame og meget tam.

Og så er hun smuk. De fineste grønne og blå farver har hun. Michael er svært begejstret. I alle de 17 år, vi har kendt hinanden, har han fablet om en papegøje. Vi har haft mange diskussioner om, hvorvidt det går med katte eller ej. Jeg har haft svært ved at se, at det skulle være noget, man ikke kunne organisere sig ud af - Michael har været mere forbeholden.

Men de katte! Uh ha hvor er de en stor trussel :-). Chili The Cat er ret ligeglad. Nu. Først blev hun noget nervøs - for der kommer jo en del sære lyde fra buret. Nu ligger hun i sin vanlige stol foran buret og feder den. Hun har da været henne og stå på bagbenene for at kigge ind - men fandt det åbenbart ikke interessant nok.

Findus har overnattet i drivhuset. Han er bange for den. Hele dagen i går lå han demonstrativt ude på terrassen. Det var helt tydeligt, at han mente, at det var rablet for hans mennesker - og nu ville han ligge der og vente på, at det drev over igen :-). Ind ville han ikke. Hans vante plads i slagbænken er slet ikke noget ved, så længe han skal dele rum med sådan et gespenst.

Idag kom han ind. Valsede lige igennem udestuen uden så meget som at kigge op på buret. Ud at tjekke madskålen. Og så gik han i seng. Ovenpå i Sofies seng. Der ligger han så nu - og afventer stadig, at vi kommer til os selv. Det gør vi så ikke.

Så der er altså ingen grund til at frygte nogetsomhelst fra de kattes side. Selvom jeg tænker, at det jo altså er...katte. Og jeg stoler ikke 100% på dem. Man kan aldrig helt vide. På den anden side tror de åbenbart, at papegøjer spiser katte - og den tro får de så lov til at blive i :-).

Nå. Men nu vil jeg på denne, min første feriedag, gå ud i haven og fordrive tiden med lidt omplantning og graveri. Bare sådan for at holde mig lidt igang :-). Mit nye/gamle staudebed er ved at nå sin endelige form - som er en del anderledes end før. Nu er der 'stier' at gå på. Ret praktisk med et bed, som er 7-8 meter dybt. Og som også indeholder frugtbuske.

Jeg har delt det op i en flere små områder. Så er det lidt nemmere at arbejde med farver og plantetyper - synes jeg. Det er temmelig anderledes end før - men klart bedre. Der er et stykke vej endnu - men min sommerferie er jo også først lige begyndt :-)

Hav en dejlig dag derude.

Energi-attack

Efter ugers - ja, måneders - lidt udsvævende energiniveau, ser det ud til at gå den anden vej. Det ser faktisk rigtig meget ud til at gå den anden vej.

Michaels helingsproces går forrygende stærkt. Ting er - med hjælp fra Michaels firma - faldet på plads omkring den kulsejlede økonomi. Den havde vi ikke set komme - og er selvfølgelig dybt taknemmelige for den velvilje, vi bliver udsat for. Det er s'gu ærlig talt en gave. For de kunne have gjort så meget andet. Tænker jeg.

Alt i alt betyder det, at stemningen er lettet en hel del. Vi har også været langt omkring. Denne her periode har dannet basis for så mange ting, at lange snakke har været fuldstændig altafgørende. Krise er krise - og det lønner sig at holde et vågent øje med alle 'flanker'. Jeg mener - ting kan skabes i sådan en proces. Både til den gode og mindre gode side - og hvem har lyst til at se alt sejle ud over kanten?

Og det at vi har taget fat i alt, hvad der er dukket op under vejs...ja, det er vel i bund og grund årsag nr. 1 til, at jeg kan sige, at vi slipper helskindede igennem. Både som mennesker og som familie. Hårdt arbejde - men al umagen værd!

Den forgangne uge har været underlig. Masser af ting at forholde sig til - i begge ender af skalaen. I det hele taget synes jeg, at det er en underlig tid. Konstant oplever jeg ting, som mere eller mindre er hinandens modsætning. Totalt yin-yang.

Midt i det hele er energien vendt tilbage for fuld udblæsning. Derfor har man også kunnet se mig grave i haven om aftenen efter arbejde. Jeg har flyttet om på planter efter kl. 21 - og er næsten begyndt at blive helt bekymret for mig selv. I ugens løb har jeg fået gravet mig igennem 1/4 af vores 'urskov'. Ikke at jeg fatter hvordan - men nu er adskillige kvadratmeter gravet h e l t fri.

Jeg føler mig faktisk som en bedre 'duracel-kanin'. Jeg kan bare blive ved og ved og ved. Idag har jeg været til plantebytte hos en kollega, som er ligeså havetosset som undertegnede. Hun fik adskillige Hasselurter - sådan set 4 kasser fuld. Gravet op på ½ time.

Til gengæld har jeg hjembragt mange mange stauder - herunder 5 forskellige Storkenæb, Duehoveder, Drejeblomster og en hel masse andre forskellige ting, som vil gøre sig godt i mine voksende staudebede. Nu sidder jeg så lige og overvejer, om jeg skal gå ombord i projekt 'plant-haven-til' nu. Selvom det regner fælt.

Måske man bare skulle få sig lidt mad...Så kunne det jo være, at regnen stoppede :-). Jeg er jo lidt utålmodig - for nu at underdrive bare lidt. Det kunne være SÅ spændende at se, hvordan sagerne tager sig ud...jo.

Det vil jeg lige fundere lidt over, mens jeg glæder mig over at have tilbragt eftermiddagen i særdeles hyggeligt selskab. Det kan godt være, at det har været en hård tid - men for dælen hvor er der også dukket mange gaver op undervejs. Gaver af ikke-materiel art...søde mennesker, som har bakket op, anerkendt og lyttet. Ord, som er blevet sagt - og som har varmet. Det kan godt være, at det lyder underligt - men for mig er det nyt. Desværre kan man sige. Men sådan er det bare. Så meget desto større er glæden også. Det er virkelig noget værd i min verden - for tingene bliver bare så meget nemmere at bære, når man mærker, at man bliver set og anerkendt.

Det har været tungt, ja - men dog ikke tungere end at jeg stadig formår at glæde mig over dét.

Hav en dejlig lørdag derude.

Status II

Så er vi hér. 3. juli. MIchael er hjemme. Det har han været i en lille uge. Han er nu 2 tæer fattigere. Helingen går planmæssigt - så det er jo alt sammen såre godt. Sådan da.

Jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg siger, at denne her omgang har tæret på os begge to. Det kan mærkes, at det bare er en fortsættelse af flere års bøvl. For mit eget vedkommende kan jeg ihvertfald sige, at jeg står op, fordi jeg vil. Jeg 'kører' på ren vilje og ikke så meget andet for tiden. Og takker for, at jeg har vilje i mængder :-)

Der har været rigtig mange tanker og følelser i spil under denne omgang. Oveni hatten har vi oplevet noget, der ligner en økonomisk halshugning. Ferien er definitivt lagt i ruiner. Igen. Ikke at jeg vil udpensle det så meget - kun vil jeg sige, at buen nu er faretruende hårdt spændt...sådan på den mentale og energimæssige side.

Personligt synes jeg, at Michael bliver fuldstændig vanvittigt 'straffet' for andres gøren og laden - eller mangel på samme. Det føles så urimeligt, at jeg for en gangs skyld bare reagerer med at være decideret ked af det. Michael bliver forstemt. For det er godt nok ved at være for meget af det 'gode'.

Jeg mangler ord. Vi har fået en mavepumper, som det er utrolig svært at rejse sig fra igen. Men selvfølgelig rejser vi os. Der er jo ligesom ikke rigtig noget alternativ. Men i hel...hvor er det hårdt.

Af samme grund bliver jeg så glad, når jeg ser mine unger for tiden. Sofie der lige vil holde en lille fest for klassekammeraterne...'vi bliver ca. 7'...Det var sådan set ok. Hun havde styr på det. De blev 16. Og hun havde stadig styr på det. Alt var organiseret, så vi andre bare kunne klappe i vores hænder og slappe helt af.

Eller Maya, der får penge til sko - og kommer hjem med...ja adskillige ting og sager, som hun havde fået for pengene - inklusive sko. Det er så fedt at se.

Så tænker jeg, at det vist ikke er gået helt galt.

 

Status

Årets længste dag. Det er lidt vildt, at det allerede er nu. Men når man lever i et parallelunivers, kan man nok ikke forvente at have helt styr på tiden.

Jeg må erkende, at det er utrolig svært at være tilstede i en virkelighed, som pt. har et lidet flatterende indhold.

At skulle eksistere i en hverdag, hvor det hele – mere eller mindre – sejler rundt, er en udfordring. Det er krævende. Det er frustrerende ikke at kunne planlægge eller forholde sig til noget som helst, som kommer på den anden side af Michaels indlæggelse. At høre sig selv sige ’måske’ og ’muligvis’  i én uendelighed.

Men vi ved jo ingenting. Kun ved jeg, at han bliver indlagt i morgen og min. 1 uge frem. Og når han kommer hjem, vil det være med 2 tæer mindre, end da han blev indlagt. Punktum. Ingen af os aner, hvad der følger i kølvandet på den indlæggelse. For heldigvis har vi ingen erfaring udi amputationer.

Og hvordan går det så? Jeg tror, det går meget godt. Jeg mener: jeg står da op endnu. Men energien er noget svingende. Ligeså er humøret. Jeg er træt. Det begynder at blive tungt at balancere rundt i et liv, som har budt på krise på krise på krise i mere end 3 år. For det bliver ikke nemmere at håndtere, bare fordi man får boostet sin erfaring i krisehåndtering.

Jeg har ligesom fattet, at jeg godt kan håndtere en krise uden at gå i spåner. Det kan resten af familien også. Vi gider bare ikke mere. Vi er trætte. Vi vil gerne opleve noget andet nu. Det er helt enormt anstrengende at køre i ’overlevelses-mode’ i så lange og mange perioder.

Omvendt bliver tingene ligesom også sat lidt i perspektiv. Selvom jeg ikke synes, jeg har brug for, at tingene bliver det. Men det bliver de altså. Det genererer nogle tanker. Når tingene bliver skåret ind til benet (bogstavelig talt), finder man hurtigt ud af, hvad man gider eller ikke gider.

Man – jeg – bliver (endnu) mere kontant. Nogle ville nok kalde mig firkantet til tider – men når man som mig har været her utallige gange før, så udvikler man ligesom en ’opskrift’ på overlevelse. Og katastrofebegrænsning. Nogle forstår, andre gør ikke. Og det betyder ikke så meget. For jeg ved, hvad jeg gør og hvorfor.

Det kan godt være, at jeg tager nogle spørgsmål op, som kunne opleves som utidige. Jeg graver i det usagte. For det er netop det usagte, der kan ødelægge alt. Set fra min vinkel, er det usagte faktisk langt mere ødelæggende og truende, end de fysisk håndgribelige tilsnigelser livet byder på. Derfor stiller jeg spørgsmål. Af den nærgående og borende slags. Til Michael, børnene og mig selv. Nogen ville kalde det for 'rettidig omhu'.

Det er måden, vi er kommet igennem på. Og det er også måden, vi kommer igennem denne omgang på. Hele tiden at forholde sig til, hvor hinanden er. At anerkende, erkende og vedkende. At give plads og være tolerant. At passe på hinanden og sig selv. Evner man det, kan man klare en del.  Tror jeg.

Hvad skal man sige...

efterhånden? At det har været en hård uge, vil jeg ikke lægge skjul på. Menuen har næsten været uspiselig - men nu er vi her, og det går fremad.

Michael er langt om længe kommet i kompetente hænder. Der er lavet indgreb, som skal redde de resterende tæer - og det ser ud til at virke. Så vi kan nu sidde med en grotesk følelse af 'gevinst' - selvom han stadig mister 2 tæer.

Jeg synes egentlig bare, at jeg halser efter mig selv. Går rundt med sådan en 'nå-hå'-følelse og forsøger at begribe, hvorfor vi lige er endt her. Ikke at der er noget at begribe. Livet er bare grotesk nogengange. Jeg er træt. For man bliver træt af sådan en omgang. Det er trættende at se Michael på den måde. Det er trættende at have set ham vandre hvileløst rundt i smerter i 2 måneder. Følelsesmæssige rutcheture, løse ender og uvished. Jo, det er trættende.

Jeg forsøger at holde fokus. Og det går nogenlunde. Nu har jeg prøvet både en økonomisk nedtur af de større og sygdom. Det er træls at have økonomiske problemer - absolut. Men jeg ville til enhver tid vælge det igen - hvis altså jeg kunne vælge mellem kriser. For sygdom...pyh ha, hvor det tærer. Penge er trodsalt bare...penge. Det kan rettes op. Sygdom har en helt anden lyd.

Heldigvis har jeg i denne omgang oplevet masser af støtte. Jeg har også oplevet de samme sære kommentarer som sidste år, da Michael blev syg første gang. Og kunne stadig ønske mig, at jeg havde et bedre værn til at modtage dem. Men de kommer altid, når jeg er mindst forberedt og er fyldt med andet. Men for hulen, hvor ville det være ønskeligt, hvis folk kunne erkende, at de ikke kan håndtere det - istedet for at komme med frustrede bemærkninger af totalt ubrugelig karakter - rettet imod den, der kæmper for at holde sammen på det hele. Mig.

Nogen gange er folk bare nogle tåber - og nogen gange har jeg bare svært ved at fatte, at de er det.

Men hul i det. Jeg kæmper videre - og det går såmænd nok også. Denne pinse skal bruges uhæmmet på afslapning og ro i rigelige mængder. For er der noget,  jeg har brug for, så er det ro. Derfor er det også glædeligt, at Michael nu har sovet nogenlunde i 2 nætter. Intet natteroderi, intet hvileløst traveri eller katatonisk adfærd. Han ser mere afslappet ud - og så er jeg også mere afslappet.

Så jeg bevæger mig i 'små-tings-afdelingen'. Planter mine såede sommerblomster ud i krukkerne, rydder lidt op og hækler på mine tæpper. Gør mig vel mentalt klar. Dels til at tage næste ryk, som kommer i næste uge. Dels til at føre de beslutninger til dørs, som er blevet taget i den forgangne uge. Herunder blandt andet et rygestop med øjeblikkelig virkning.

Meget vil blive anderledes fremover. Jeg vil så sige, at det har været nogle beslutninger, der har været nemme at tage. Der er mange årsager til den givne situation - men hvis det skal slutte her, kræver det nogle håndfaste beslutninger om nogle ændringer, som kan understøtte fremadrettet. Og rygestop er én af dem. Og tænk... det er ikke engang svært :-).

Damage control

Egentlig er det for sent at tale om katastrofe-begrænsning. For hvordan laver man det, når katastrofen er indtruffet. I det store billede ikke en stor katastrofe - men i vores lille univers er det slemt at gå fra en slået tå til mistede tæer.

I mandags lød 'dommen'. Storetå og næste tå skal af. At se det som en gevinst fortæller måske lidt om, hvor grotesk det hele er. Men når der lige pludselig bliver talt om først at tage benet af ved knæet, siden 'nøjes' med foden - for så at ende med 2 tæer...ja, så opleves det som en gevinst.

Hele følelsesregisteret var vi igennem. Aldrig aldrig har jeg set og hørt Michael så rystet og bange. Selv fattede jeg nærmest ingenting. Vadede bare fra det ene skræk-senarie til det andet. 'Rædselskabinettet' fik pludselig en helt anden betydning. Glædede mig bare over, at jeg har nogle kolleger, som i den grad forstod, hvorfor jeg nærmest kastede alt, hvad jeg havde i hænderne, fordi jeg skulle på sygehuset NU.

Men foreløbig skal altså to tæer af...når de er helt døde (!). Derudover vil man forsøge at redde de andre 3 - for det skæbnesvangre slag på foden har åbenbart medført, at blodårer er enten klemte eller ødelagte.

Så her er vi nu. Michael er hjemme. Der kommer sygeplejerske hver dag. Og i morgen starter udredningen af de andre tæer. Ingen garantier. Bare håb om, at katastrofen stadig kan begrænses bare lidt.

Jeg har taget en fridag. For kæden hoppede af. Pludselig følte jeg mig fladere end en pandekage - ja egentlig tror jeg bare, at det dæmrede for mig, helt præcis hvor vi er landet. Lige midt i kaos. Alting flyder - ferie, økonomi, fremtid...Så nu har jeg trukket vejret dybt ind og er sammen med Michael igang med at samle de ender, vi kan få fat på. Vores eget forsøg på damage control. Ting skal tænkes anderledes.

Michael er rundt på gulvet. Dog noget mere fattet nu, hvor der er nogenlunde styr på det. Han er stadig rystet - og har meget svært ved at fatte, hvordan det er endt her. Meget forståeligt, for han...slog jo bare en tå. Men én sætning kører rundt - og det er vel også noget nær det mest vanvittige, jeg har hørt:

'Du skal bade dine tæer i sæbespåner, for de ser beskidte ud'

Jeg lader den lige stå lidt.

Sætningen er udtalt af en læge på Hjørring Sygehus, da der ER gået koldbrand i tæerne. Hun kan ikke kende forskel på skidt og koldbrand. Heldigvis har vi det på skrift - ja, vi har det hele på skrift, for Michael har krævet at få alle journaler. Inde på Aalborg Sygehus rystede de på hovedet. Sygeplejersken kan slet ikke forstå, at det er endt her - hun har ikke set sådan nogle tæer i mange mange år - fordi det 'sjældent kommer så vidt idag'. Hun mener klart, at vi har en sag.

Det har vi givetvis - men det får lige vente lidt endnu. Lige nu samler jeg op. Både på hændelserne, Michael og mig selv. Jeg har det som om, vi endelig har fået næsen op over kanten - bare for at få en støvle lige i fjæset.

Selvfølgelig klarer vi også det her. Men for pokker hvor gad jeg godt lige at kunne spole tiden 2 måneder tilbage...