Gittemay's Blog

Forandringer...

...kan nogengange være grusomt tiltrængte.  Sådan fik jeg det ihvertfald lige pludselig med looket på min blog. Derfor ser den nu sådan ud. Og det var da faktisk helt dejligt at få ordnet :-).

Ellers er det sådan set bare en sløv lørdag på denne breddegrad. Ingen har den vilde lyst til at gå i gang med projekter, der er ret meget større end at lave en ny spand kaffe - og det er helt godt.

Forandringens vinde blæser her. Tror jeg. I denne uge var vi på besøg på Aalborg Katedralskole, hvor Maya har planer om at slå sine folder som gymnasieelev. Sidste ord virker fuldstændig absurd at skrive - Maya som gymnasieelev...jamen come on, hun er jo kun...nå ja snart 16!!!

Nå, men det endte på en lidt anden facon, end vi havde regnet med. Hun regnede selv med, at det skulle være en meget sproglig retning - men kunne ikke rigtig finde fuld tilfredshed med de udbudte linier. Så nu er hun gået helt radikalt til værks - og vælger formentlig en billedkunstlinie med sproglige overtoner. Jeg synes, det er helt vildt fedt. Selvfølgelig - for jeg elsker selv billedkunst. Men jeg synes nu, det er allermest fedt at se Maya tage en udfordring og springe ud i det. 

Det er så umådelig fedt at se, hvordan hendes selvværd har fået så stort et boost, at hun tør at gå andre veje end de tænkte. At se hende hilse til højre og venstre på folk, hun kender - når jeg fra samme pige for mindre end 2 år siden kunne opleve frustrationen over ikke rigtigt at have nogen venner og ikke føle, at hun rigtigt hørte til og blev anerkendt for den (fantastiske) pige, hun er.  Nu har hun masser af venner, klarer sig supergodt og er i den grad trådt i karakter - alt sammen fordi vi/hun vovede at tage et skoleskift i slutningen af 8. klasse. Det er s'gu en dejlig bekræftelse at få.

I aften skal vi i teatret for at se en forestilling, hvor Sofie har en ret stor rolle i.

Sofie som også har taget nogle 10-mile skridt i sit liv. Sofie som tog nogle ret drastiske skridt, da tingene ikke helt artede sig - og kom ud på den anden side med selvværd og ambitioner i toptunet tilstand. Det er så umådelig dejligt at se på - at hendes valg var så rigtige og berigende.

Sådan noget gør mig stolt. Og jeg tænker, at det godt kan være, at jeg ikke har været så heldig udi job og sån't - men mine unger...der har jeg dælme været heldig. Vi kan læne os tilbage som forældre i forvisning om, at de nok skal klare sig - det går jo faktisk rigtig godt med dét. Og tænke, at det slap vi egentlig meget godt fra. 

Jo, jeg er faktisk ret stolt af mine børn. De tør at være sig selv - som i 'planken ud' - og det er jo i grunden det yperste, det fornemste man kan være.

Når vingummi ikke rækker

Da børnene var små, var der et middel, som hjalp mod stort set alt. Rifter, skrammer, ondt - ja, der var faktisk ikke det, som en vingummibamse ikke kunne kurere.

Det duer ikke mod kærestesorger. Der er faktisk ikke rigtig noget, der duer mod det - bortset fra tiden. Og så selvfølgelig et lyttende øre, en skulder at græde ved og et kram. Selvom det er en del af 'pakken', så gør det ondt at se sit barn være så knust - af kærestesorg.

Allerhelst ville jeg gerne tage det væk. Fjerne de der år, hvor kærestesorg er et tilbagevendende tema. Ikke at man ikke kan have kærestesorg, når man bliver ældre - men det forekommer mig, at det er værst i teenageårene.

Og så er der selvfølgelig den kedelige bagside. Ingen kæreste = rod på værelset. Det har jeg nu ikke talt så meget om - bare tænkt det. Heldigvis kan pigerne støtte hinanden. Den ene har droppet en kæreste - den anden er blevet droppet. Det sidste er absolut det værste. Under alle omstændigheder er der nu dømt 'kæreste-fri-zone'. Der bliver kigget tøse-film, guffet is og spist chips - til den store guldmedalje. Det må være nutidens svar på vingummibamser - dog med lidt mere langsomvirkende effekt.

Lukas lytter OG iagttager. Tænker, at han tænker sit...om fremtidens genvordigheder udi kærester. Han er vældig bekymret - og ryster påfaldende hurtigt på hovedet, når det lyder fra 'mor 2' (aka Sofie), at 'sådan skal du aldrig være overfor en pige'. Det tror jeg nu heller ikke, han har tænkt sig. Lige så lidt som alle andre har tænkt sig dét. Men det sker bare nogengange...at man kommer til at såre en anden. Det hører med - og heldigvis er det sjældent dødbringende...selvom det kan føles sådan :-).

Latrinesnak

Sidste fredag var vi på restaurant. Der var buffet. Vi elsker buffet - og derfor lå valget af restaurant også lige for. Der var også 'ta'-selv-is'. Med chokoladespringvand. Og lækre kager.

Der blev - selvfølgelig - spist igennem. Det er 'serious buisness', når vi tropper op til buffet. Lukas gik også til vaflerne - især omkring is-delen. På et tidspunkt nævner jeg, at han skal passe på sin mave...det har nemlig før givet bagslag, når han spiser med øjnene og glemmer at mærke i maven.

Men ork...det havde han da styr på. Som om!

Da der var gået et stykke tid, forsvandt han. Ud på toilettet. Og der blev han i et pænt stykke tid. Ja faktisk så længe, at vi overvejede at gå ud og tjekke, om han sad fast. Det gjorde han så ikke - maven brokkede bare. Vi betalte - og så tog vi hjem.

Og så sidder vi der i bilen. Lukas begynder at snakke om, at låsen på omtalte toilet ikke duede. At der ligesom kom folk derind. Det lød ikke så fedt. Men det tog han nu med ophøjet ro - for han var der jo ligesom først :-)

Jeg sidder og kigger ud af vinduet - og takker for, at det ikke var mig. Jeg ville mindst være besvimet af pinlighed. Og så er det, at Lukas ligesom sidder og snakker lidt for sig selv.

'Jeg sad bare der og pressede lige så stille - og så kom der en svensker ind'.

Michael satte øjeblikkelig farten ned - for vi skreg af grin. Jeg grinede, så jeg var ved at kaste op. Tårerne trillede, mens jeg bare hylede af grin. Det var det sygeste billede, der dukkede op på min nethinde. Lukas grinede også, for han kunne godt høre det morsomme.

'Jamen, det var s'gu da piiinligt, Lukas'....fik jeg langt om længe fremstammet.

'Ja...ja, det var det vel egentlig', svarede han efter en kort pause. 'De skulle nu se og få ordnet den dør'.

Og SÅ grinede vi.

Øv bøv :-)

Vi er jo nogle, der er hurtige - og som har lært at genkende visse kattelyde. Som nu eksempelvis lyden af kat-der-har-fanget-noget-som-skal-fremvises.

Uanset hvor dygtig hun selv mener, hun er (og hun er faktisk dygtig, for hendes motorik rækker dårligt nok til at hoppe op på et bord) - så er jeg svært tilfreds med, at der er en terrassedør imellem os. Vi bliver aldrig enige på det punkt. Døde fugle skal være udenfor - og ikke rejse rundt på turné i hele huset for at alle kan se fangsten.

Hold da op, hvor blev hun sur :-)

Men det kan én altså ikke rigtig tage sig af. Jeg føler mig lidt flad. Efter at have leget chauffør op til flere gange idag, synes jeg ikke rigtig, jeg gider mere nu. En skulle til karneval - i et kostume, der viste sig at være særdeles velvalgt. Sofie og Co. skal være havfruer. S'gu svært at lade være med at smile lidt af det (vejret taget i betragtning)...selvfølgelig diskret, for man var da nok lige lidt knotten over vejret. Kom til at foreslå, at de tog et billede - så de i det mindste kunne se, hvordan de havde set ud. Det faldt ikke i så god jord :-).

Maya skulle til fest - langt pokker i vold. Sådan et sted, hvor der formentlig kun kører busser hver 3. time eller noget. Gad egentlig nok vide, hvordan hun har mødt nogen, der bor SÅ langt ude...Ihvertfald skulle hun køres, en veninde skulle også med - og så kørte jeg selvfølgelig forkert - så vi fik da studeret lokaliteterne. Og blev enige om, at vi i grunden slet ikke bor så langt ude, som visse teenagere mener.

Nu er vaskemaskinen sat igang - og så tror jeg egentlig bare, at jeg vil flade lidt ud. Jeg har en hovedpine, som minder om en 'from Hell to You'... Sådan en af dem, hvor bøtten med panodiler kan tømmes ganske uden effekt...lige bortset fra alle de organer, der formentlig ville sætte ud.

Så jeg skruer lige ned for tempoet og forsøger at holde kroppen i lodret positur. Det gør heller ikke så meget med lidt ro, tænker jeg. Det har været en lidt hård uge på jobbet. Jeg har sagt 'ja tak' til nogle flere 'udfordrende' borgere...og det har jeg så fået. Hold da helt op. Men det tæller altsammen, jeg har selv valgt det - og så er det vel bare ud over stepperne. Tænker jeg. Det er lidt krævende lige nu - men så er det jo så fint, at der er noget, der hedder weekender. Hovedsagen er trodsalt, at det er sjovt og motiverende.

Selv Findus har fattet dagens 'tema'...

...så jeg følger da bare trop :-)

Hav en dejlig lørdag derude.

Billige points

Lukas ser meget op til sin far, ingen tvivl om det. Ifølge Lukas er der ikke ret meget, hans far ikke kan. Og så er der det der med fodbold og sport i det hele taget, som de begge to elsker. Det kan jeg jo ikke konkurrere med. Jeg har hverken store muskler eller hang til fodbold - men jeg laver nogle gode boller. Synes Lukas.

I denne uge opstod der et lille problem. Lukas' nøgle blev væk. Så lånte han min - og den blev så også væk. I 3 dage har han ledt huller i luften efter den nøgle, for moren var bestemt og fast i mælet...den nøgle skulle findes.

Så fik han sin far med på sagen. Stadig ingen nøgle. Hive sig i håret og krybe til korset...nøglen var bare pist borte. Så lettede moren sit legeme og mindre end 2 minutter efter stod jeg med nøglen i hånden. Og sandelig også den anden nøgle. Min nøgle dukkede op i en lommen på en trøje i vasketøjskurven. Lukas' egen nøgle var faldet ned i en krukke på gulvet.

Der blev han alligevel imponeret. 'Hvordan kunne du det?', spurgte han med store øjne. 'Jeg er tingfinder', svarede jeg næsten andægtigt (man skal jo ligesom lægge en vis stil). 'Tingfinder', mumlede han. 'Jeps', sagde jeg...'det er sådan noget, jeg kan...bare spørg din far'.

Jeg kan ikke skubbe en bil. Jeg kan heller ikke hamre og banke og samle tunge møbler. Ej heller kan jeg ramme en fodbold uden at komme galt afsted. Men jeg kan finde ting (fordi jeg kender mine lus på gangen...men det er min hemmelighed :-)). Og det gav så lige et par billige point en onsdag aften :-).

Jeg hedder Gittemay...og jeg er fattesvag

Hændelse:

8. klasse har fået en hjemmeopgave. De skal fremlægge en opgave i historie.
Mandag morgen møder alle 14 op. 3 har lavet opgaven, Maya er den ene.
Maya har brugt meget tid på at lave opgaven....lavet en fin power point-præsentation og hvad har vi…
Hun fremlægger. Og så sker det fantastiske: Folk begynder at kritisere hende, taler uhæmmet mens hun fremlægger osv. Læreren gør ingenting.

Den historie fik jeg fortalt i aftes. Maya var meget frustreret og godt knotten – men det var for intet at regne imod, hvad moren blev! Maya er virkelig træt af tingenes tilstand – og er ifølge sig selv ’SÅ færdig med folkeskolen’. Og jeg forstår hende. Mere end godt.

Det var Jante, der foldede sig ud under den seance. Svulstig og almægtig, som Jante jo er. For her handler det virkelige arbejde om at få folk til at forstå, at de ikke skal tro, de er noget. Det arbejdes der til gengæld virkelig hårdt med.
Man skal dælme ikke tro, at man sådan bare kan stille sig op og fremføre det, man har lavet. Næh nej…’hvis jeg ikke har lavet mit, så har jeg håne-retten overfor dem, der har lavet deres’-agtigt.

Jeg bliver så vred, når jeg hører sådan noget. Jeg bliver så vred over den mangel på respekt, der udvises overfor andre og deres arbejde. Og jeg bliver så nederdrægtig indædt, når jeg hører, at læreren undlod at gøre noget som helst.

Maya insisterer på at klare ærterne selv (selvom én godt kunne have fornøjet sig med at rykke nogen i håret). Og det skal selvfølgelig respekteres. Men der er stadig lang tid til, at det er slut med folkeskolen – og barnet skulle jo gerne kunne stå op, når hun forlader den. Vi har derfor lavet en plan.

Fra nu af er det slut med at være flink og sød og vende den anden kind til.
Det er også slut med at stå og underholde væggen. Det er slut med at kaste perler for svin.
Nu handler det om selvrespekt. Derfor har vi (kraftigt) opfordret Maya til fremover at stoppe, hvis hun oplever noget tilsvarende. For så er det faktisk helt i orden bare at sætte sig tilbage på sin plads.

I dag vil hun gå direkte til læreren og bede om en nærmere forklaring. Samt informere om, hvordan klaveret fremover vil spille. Skulle nogen så føle trang til at kontakte forældrene til dette (forhåbentlig meget) trodsige barn – ja, så tager vi gerne imod opkald. Det skulle da ligefrem være en udsøgt fornøjelse :-)

Jeg lærer det aldrig. Jeg kommer aldrig til at fatte, hvorfor det er så svært at respektere andre mennesker. Det er episoder som denne, der kan få mig til at undre mig dybt og inderligt over, hvorfor jeg har valgt at tage ophold på et sted, hvor smålighed, Jantelov og misundelse er i højsædet. Hvor det er en bedrift, hvis man lykkes med at pille folk ned. Og hvor det kun tæller, hvis man ligner ’de andre'. Skulle man af forskellige årsager skille sig bare det mindste ud…ja, så har vi balladen.

Som en forældre sagde til mig for flere år siden, da jeg påpegede det urimelige i , at mit barn blev kaldt alverdens nederdrægtigheder pga. tøjvalg: ’Hun kan jo bare vælge at gå i noget andet’!!! (dælme utroligt, at jeg i dag ikke har en voldsdom).

Selvfølgelig er det ikke bare sådan. Der er også andre folk og dejlige oplevelser herude på landet – men det er altså ’ude på landet’, jeg oftest er stødt på Jante og angsten for det, man ikke umiddelbart kan genkende.

Jeg lærer heller aldrig, hvorfor det er så nødvendigt at rende rundt og bagtale og snakke om andre...som man ikke har gjort sig den fjerneste anstrengelse for at lære at kende. Jeg forstår ikke, hvad der sker oveni hovedet på folk, der finder fornøjelse i den slags. Men ved nærmere eftertanke, så skal jeg nok heller ikke forsøge fatte det umulige.

Jeg håber og tror, at Maya klarer ærterne på sin måde (men hvor ville jeg dog gerne have luftet 1 ord eller 100). Så kan vi glæde os over, at hver dag der går = en dag mindre i folkeskolen. Maya ved godt, at det ikke handler om hende - det handler om 'det'. Men det er s'gu svært at lade være med at tage tingene personligt, når det samme sker igen og igen og igen.

På en flad mandag...

som denne grå af slagsen, kan man i grunden glæde sig over mange ting.

Jeg tror og håber, at jeg er ved at være fit for fight. Det har holdt hårdt, men jeg tror, jeg er ved at være der. Men jeg har vel også taget min del nu. Ihvertfald føles tilværelsen noget mere udholdelig end for blot 2 dage siden - og det er da ærlig talt ret dejligt.

På sådan en dag kan jeg godt forfalde til at filosofere lidt over glæderne i mit liv. Og én af de helt store glæder er selvfølgelig mine børn. Jeg ved godt, at der er mange, der sukker dybt, når talen falder på teenagere. Det gør jeg ikke. Jeg synes, det er en gave. Det er en gave at få fornøjelsen af at følge udviklingen så tæt på. Det er en gave at se, hvordan de udvikler sig til at blive de mennesker, de er født til at blive.

I den forgangne weekend var Maya af sted på en tur sammen med 50 andre, som hun aldrig havde mødt før. Da det gik op for hende, at hun måtte tage afsted alene, fik hun sine betænkeligheder. Som blev afløst af en beslutning om at gøre det alligevel. Hun tog afsted med gelé i knæene og nervøsiteten oppe i halsen - og kom hjem med glæde i øjnene og adskillige centimeter højere. Hun gjorde det. Det gik godt. Og hun endte endog med at stå på en scene foran alle de andre og læse et digt op, hun havde skrevet.

Det er intet mindre end fantastisk. For det var aldrig sket for bare 1 år siden. Maya er ved at folde sig helt ud - og jeg tror, hun er kommet til at trille en snebold, som bare vil vokse sig større og større. Hun frygtede det, men tog udfordringen op - og fik en herlig weekend, hvor hun gik endnu længere og lærte en masse nye mennesker at kende.

Hun havde aldrig troet, at hun ville turde den slags. Nu er hendes selvbillede ved at ændre sig - og hun har så afgjort fået 'blod på tanden'. Det er den slags, der gør det fantastisk at være forældre. At følge en udvikling, høre om overvejelserne og refleksionerne, se dem vokse - dét er noget, der gør glad.

Og jeg kan sidde tilbage og tænke, at det var så godt, at vi valgte et skoleskifte. Det er så godt, at Maya turde skifte skole i 8. klasse. For den proces lærte hende noget. Den gav modet et boost - og selvtilliden med.

Det er sådan noget, der gør en grå mandag farverig. Det fylder mig med ro og stolthed - og jeg tænker, at med sådan en stil kan det næppe gå helt galt.

Som forældre kan man aldrig rigtig vide, vel? Når vi forsøger at løfte opgaven, gør vi det, velvidende at der går år og dag, før vi finder ud af, om det var det rigtige, vi gjorde. Man kan kun gøre sit bedste - og håbe på, at det ikke ender helt ude i hampen. Vi giver vores børn de redskaber, vi tror er rigtige og vigtige - og så vil tiden afgøre resten. Børn er kun til låns. De har deres helt egne unikke personligheder, som vi kun lærer at kende, hvis vi åbner helt op. De lærer noget af os - men vi lærer så afgjort også noget af dem.

Jeg har lært mange ting af mine børn. De gør nogle ting anderledes, end jeg ville have gjort - men det giver bare flere nuancer. Vi er ikke altid enige - men det betyder ingenting. For vi er enige om de basale ting som rummelighed og respekt.

Nu vil jeg nyde denne stille mandag - og glæde mig over, at alt er godt. Som det altid er - set fra min vinkel :-)

Hav en dejlig mandag derude.

Prioriteringer og konsekvensanalyser

Nogengange er det en sejr at erkende sit nederlag.

Når man er et ungt, ansvarligt og engageret menneske kan det der med prioriteringer ind i mellem være en by i Rusland. For man vil gerne det hele - og man har heller ikke lyst til at svigte nogen eller noget.

Som forældre til sådan et menneske kan jeg tage sig til hovedet og takke for, at håret sidder fast i den ene ende - for ellers havde jeg nok været skaldet for længst. Mange snakke har der været om at vælge - men hvad ved man? Herregud det er jo en stenalder siden, jeg var 17 år :-). Ergo må man lære på den lidt hårde måde. Sådan har jeg det ihvertfald. Hvis man ikke vil erkende sammenhængen mellem stress og for mange gryder i kog - så er der kun én vej: Den hårde. Man må lære det på føle.måden.

Og det er præcis, hvad der er sket her. Krise. Sofies valg - eller mangel på fravalg - har kostet både overblik og balance. Det er ikke så godt. Og det piner lidt at se, at tingene skal helt ud i hegnet, før det begynder at dæmre. Ikke at det er nogen overraskelse - jeg har set det komme i et stykke tid. Har sagt ting og sager - men har også erkendt, at mine erfaringer ikke kan være hendes. Hun skal lære på sin egen måde. Man vånder sig. Man sukker dybt. Og man tænker sit. For man behøver ikke at være Einstein for at regne ud, at sådan et tempo har sin pris. Når man ikke hverken kan eller vil prioritere, vil man på et tidspunkt blive mødt med en regning, der skal betales.

Og den kom så nu. Gråd og tænders gnidsel. Det gik galt. Overblikket forsvandt - og balancen ligeså. Verden væltede for en kort bemærkning. Meget kort, for vi stod lige ved siden af og greb. Der er blevet snakket. Ting er blevet vendt og drejet. Og Sofie har erkendt, at det bedste at gøre er at starte i 2. g én gang til efter sommerferien.

En lidt voldsom beslutning - men både klog og gennemtænkt. For en ultrakort konsekvensanalyse kunne hurtigt afsløre, at visse ting bare ikke lader sig rette op. Og hun vil ikke spilde mere tid. Hun vil have en eksamen, der kan bruges til at opfylde drømme med - ergo er det en ommer.

Indrømmet: jeg er svært stolt af min store datter. Hun tager konsekvensen af tingenes tilstand med rank ryg og har tænkt sig at tage læresætningen til efterretning. Hun har erkendt, at hun - som alle andre dødelige - kun er udstyret med 2 hænder og 24 timer pr. døgn. Derfor skal hun nu lære prioriteringens kunst.

Det næste halve år er planlagt, så hun får brugt tiden til noget konstruktivt og får arbejdet med nogle ting. For selvfølgelig skal man tage sådan en erfaring til efterretning - ellers venter gentagelsen ret forude.

Man kan jo diskutere metoder til det bliver grønt snevejr. Jeg ved ikke, om vi har gjort det rigtige. Måske skulle vi for længst have trådt bremsen i bund. Det kan godt være, at det lyder hårdt - men nogengange skal man have lov til at slå sig. For nogengange er det lige præcis dét, der skal til, før en ændring kan ske. Det gør ondt at se på, for jeg kender godt konsekvensen. Men det er ikke min læreproces. Og måske får jeg ikke ret. Mennesker er jo ikke ens - og hvad der er godt for én, er det ikke nødvendigvis for en anden. Så hun fik lov til at drage sine egne erfaringer. Fordi hun ville.

Jeg tror ikke på, at det er sundt at pakke sine børn ind i vat. Jeg tror heller ikke på, at man kan. Men man kan erklære sin ubetingede støtte - og man kan vejlede og vise en vej. Og man må så respektere, hvis noget andet bliver valgt. Og ikke sidde bagefter og sige 'hvad sagde jeg'. For det kan ingen bruge til noget. I stedet kan man finde en ny vej, hjælpe med at genskabe overblikket og balancen. Vi kan ikke gøre tingene for vores børn - men vi kan være der og møde dem som de mennesker de er - uden at dømme og med anerkendelse og respekt.

Og hånden på hjertet: der findes større katastrofer end at skulle gå 2.g om. Jeg kan da fint komme på ting og sager, som er 100 gange værre. Sofie har både viljen og styrken til at komme ud på den anden side.
For som jeg indledte med at skrive: nogengange er det en sejr at erkende sit nederlag.

Foder til hjernen

Det må der til. Og det får jeg da også så rigeligt i disse tider - både udefra og indefra, kunne jeg nær have skrevet :-).

Måske kan jeg godt forstå, at jeg følte mig lettere fladmast i går - og af samme grund ikke fik lavet noget, som på nogen måde flytter på verden. Jeg tog på loppemarked. Det flyttede dog måske alligevel noget, for der skal da flyttes lidt rundt i mit skab - på et eller andet tidspunkt. For jeg fik jo da hjembragt et og andet - man skal jo heller ikke gå derfra tomhændet, når man nu har flyttet sig ud på landevejen en lørdag formiddag :-).

Min tørklædesamling er eksempelvis blevet fordoblet. Jeg fandt en kasse med tørklæder, der var så billige, at jeg bare tog alle dem, jeg kunne lide. Færdigt arbejde - ikke noget med lange diskussioner med sig selv om det skulle være det ene eller det andet. Nu hænger de og ser flotte ud efter en omgang vask :-)

På jobbet har jeg i denne uge haft mine første samtaler med borgere. Og om det kan siges, at operationen gik godt - alle overlevede. Inklusive undertegnede :-). Sluttelig havde jeg en særdeles oplivende samtale med min chef lige inden 'gå-hjem-tid' fredag. Og den var af en sådan beskaffenhed, at man kunne se mig gå derfra med et saligt smil om munden. For dælen da, hvor jeg føler mig heldig!

Det salige smil havde nu også ret gode betingelser, for fredag kom Maya jo hjem fra Egypten. Også med et saligt smil, for hun har haft en helt fantastisk tur. Her kan jeg godt overveje, hvad det lige er, vi har sat igang dér. For noget siger mig, at hun ikke har været på sin sidste rejse - for hun har i den grad fået blod på tanden. Og jeg tænker, at hun formentlig vil vælge en uddannelse, der bringer hende derud - i verden - igen. Heldigvis er der mange år endnu, før det sker. Men jeg er ret sikker på, at man om nogle år vil kunne høre mig sige 'hvad sagde jeg' :-).

Nu sidder jeg så her. En søndag formiddag. Og overvejer lidt, hvad jeg skal fordrive dagen med. I aften skal vi ud og spise, så det giver lidt sig selv. Men der er jo da nogle timer til, som kunne bruges på det, jeg ikke fik gjort igår. Selvom jeg sidder her med en kæmpe-magnet, som helt klart trækker i en lidt anden retning:

Et lille bidrag til min bogsamling. Jeg fik et godt tilbud - og siden en meget stor pakke. Uh ha hvor har jeg gramset på de bøger. Nu skal jeg bare vælge, hvilken en jeg skal starte med :-). Der er lidt til enhver smag, kan man sige. Men det passer jo så fint til sådan en som mig - bogfreak om en hals. Jeg hører til den slags mennesker, der aldrig synes, at jeg ved nok. Måske lyder det lidt sært, men det er sådan, det er. Jeg bliver ved med at synes, at dit og dat kunne jeg vide noget mere om. Jeg er håbløst umættelig.

Jeg elsker bøger. Og jeg elsker viden og mentalt foder. Nogle af disse bøger har jeg drømt om selv at eje i årevis - og nu er de mine. Der er visse bøger, som jeg bare må have i min reol. Hvor det ikke er nok, at de kan lånes. De skal ejes.

Jürgen Habernas' bog er én af dem. 2 gange har jeg skrevet specialer, hvor hans værker har været hovedkilderne - men jeg har aldrig haft nogle af hans bøger. Før nu, mange år senere. Og hvad betyder det også - min interesse for sociologi er ganske intakt, og han er så spændende, at han fint kan læses igen.

Bare ikke idag - siger en lille stemme. For idag slår praktiske gris til. Ellers vil jeg ikke være så glad for mig selv og mine prioriteringer i den kommende uge, tænker jeg. Rengøring må der til. Vaskemaskinen må også fodres. Og der skal vist også forsyninger til på brødfronten. Så må mine 'venner' hygge sig med hinanden i stakken indtil videre. For det er altså lidt svært at rende rundt og læse med en støvsuger i hånden. Trodsalt.

Fredag og forberedelser

Nu har jeg haft fri i 3 dage...sådan en semi-efterårsferie. Og ingenting har jeg foretaget mig. For jeg gad simpelthen ikke. Synes ligesom, at jeg trængte til et par dage, hvor jeg ikke slog så voldsomt ud med armene - og det har ærlig talt været ret dejligt. Også selvom vasketøjbunker, nullermænd og rodebunker er vokset om ørerne på mig. Dét bliver der så gjort en indsats overfor idag - ellers får jeg sikkert lodret spat imorgen :-)

Sideløbende med det, skal ting forberedes. Maya rejser på søndag. Til Cairo - som i hovedstaden i Egypten. Fand... langt væk, hvis man spørger mig! Det er en konfirmationsgave fra min rejseglade bror - og nu er det altså nu. Hun glæder sig, og jeg glæder mig på hendes vegne (har tjekket, om jeg kunne snige mig ned i rejsetasken, men ak...). Tiden står jo nærmest stille - så jeg har iværksat forskellige tidsdræbende aktiviteter...såsom finde-noget-tøj, ryd-skabet-for-solcreme, rengøring af værelse og sån't. Og det har da hjulpet en del. Snakke har vi også haft. Hvordan undgår man at blive konverteret til en flok kameler - eksempelvis.

Det bliver godt. Og jeg er faktisk ikke nervøs - ikke særlig meget ihvertfald. Men Maya er jo pigen, der rejste alene til Norge som 5-årig (sammen med søster på, dengang, 7 år) - så jeg er ret rolig. Også selvom der er langt hjem. Jeg glæder mig bare til at høre om alle de oplevelser, hun får :-)

Jeg er også igang med at forberede mig på job-start på mandag. Eksempelvis opdagede jeg, at jeg skal bage kage til en masse fodboldglade drenge på fredag - og dét er s'gu nok ikke så realistisk fredag eftermiddag. Så jeg bager kager idag. Mange kager. For familien har også lagt billet ind...'når jeg nu er igang alligevel...'. Brød skal der også til, for vi har overnattende teenagere i flertal for tiden.

Indimellem får jeg elimineret nogle bunker (en sort sæk + spat over bunker gør underværker). Vasketøjsbunken er skrumpet ind - og det hele ser egentlig meget fornuftigt ud. Indimellem får jeg sådan nogle 'gummi-knæ-attacks' omkring den der job-start. Og jeg har min effektivitet mistænkt for at være en måde at undgå at tænke for meget på. Jeg har lange - og korte - samtaler med mig selv.

Fortæller eksempelvis mig selv, at det kun er mig selv, der forventer, at mig selv er verdensmester ved middagstid mandag. Og at mig selv har det fint med at springe ud i noget, som mig selv faktisk intet aner om. At mig selv mange gange har prøvet nyt på næsten halsbrækkende vis - og at mig selv faktisk plejer at klare det meget godt. At mig selv egentlig ikke er så bange for konsekvenser, men mere er optaget at processer og udvikling - og at mig selv har det HELT FINT med det. Altså når mig selv er i gang. For mig selv har lidt glemt, hvordan det er at stå på affyringsrampen...:-))).

Det skal nok gå - min mavefornemmelse er så god, at jeg næsten bliver mistænksom. Men nyt er nyt - og jeg vil møde det med en afventende, åben og ydmyg holdning - og så går det vel nok. Der bliver meget at lære, og mange spændende udfordringer venter. Meget viden og erfaring skal nu omstruktureres til en ny kontekst, og jeg skal finde min måde at være på. Det er en spændende proces - men under det hele ligger en dyb vished for, at jeg kommer til at beskæftige mig med det, jeg dybest set er allerbedst til. Og det er godt. Det føles godt - men også stort.