...kan nogengange være grusomt tiltrængte. Sådan fik jeg det ihvertfald lige pludselig med looket på min blog. Derfor ser den nu sådan ud. Og det var da faktisk helt dejligt at få ordnet :-).
Ellers er det sådan set bare en sløv lørdag på denne breddegrad. Ingen har den vilde lyst til at gå i gang med projekter, der er ret meget større end at lave en ny spand kaffe - og det er helt godt.
Forandringens vinde blæser her. Tror jeg. I denne uge var vi på besøg på Aalborg Katedralskole, hvor Maya har planer om at slå sine folder som gymnasieelev. Sidste ord virker fuldstændig absurd at skrive - Maya som gymnasieelev...jamen come on, hun er jo kun...nå ja snart 16!!!
Nå, men det endte på en lidt anden facon, end vi havde regnet med. Hun regnede selv med, at det skulle være en meget sproglig retning - men kunne ikke rigtig finde fuld tilfredshed med de udbudte linier. Så nu er hun gået helt radikalt til værks - og vælger formentlig en billedkunstlinie med sproglige overtoner. Jeg synes, det er helt vildt fedt. Selvfølgelig - for jeg elsker selv billedkunst. Men jeg synes nu, det er allermest fedt at se Maya tage en udfordring og springe ud i det.
Det er så umådelig fedt at se, hvordan hendes selvværd har fået så stort et boost, at hun tør at gå andre veje end de tænkte. At se hende hilse til højre og venstre på folk, hun kender - når jeg fra samme pige for mindre end 2 år siden kunne opleve frustrationen over ikke rigtigt at have nogen venner og ikke føle, at hun rigtigt hørte til og blev anerkendt for den (fantastiske) pige, hun er. Nu har hun masser af venner, klarer sig supergodt og er i den grad trådt i karakter - alt sammen fordi vi/hun vovede at tage et skoleskift i slutningen af 8. klasse. Det er s'gu en dejlig bekræftelse at få.
I aften skal vi i teatret for at se en forestilling, hvor Sofie har en ret stor rolle i.
Sofie som også har taget nogle 10-mile skridt i sit liv. Sofie som tog nogle ret drastiske skridt, da tingene ikke helt artede sig - og kom ud på den anden side med selvværd og ambitioner i toptunet tilstand. Det er så umådelig dejligt at se på - at hendes valg var så rigtige og berigende.
Sådan noget gør mig stolt. Og jeg tænker, at det godt kan være, at jeg ikke har været så heldig udi job og sån't - men mine unger...der har jeg dælme været heldig. Vi kan læne os tilbage som forældre i forvisning om, at de nok skal klare sig - det går jo faktisk rigtig godt med dét. Og tænke, at det slap vi egentlig meget godt fra.
Jo, jeg er faktisk ret stolt af mine børn. De tør at være sig selv - som i 'planken ud' - og det er jo i grunden det yperste, det fornemste man kan være.
