Vi tog en tur til Vesterhavet idag. Vejret var lige til masser af sus i håret - og vi trængte. Det er jo et svært dejligt sted. Der er dårligt noget, der overgår Vesterhavet på sådan en blæsende dag - masser af vind, salt og bølger :-)
Omvendt skal man også have behørig respekt for samme Vesterhav. Der er lumsk, når man kører helt tæt på vandet...Ét forkert drej med bilen, én forkert pause...ja, det fik vi så at mærke helt på egne kroppe idag.
For vi lavede den der forkerte pause. Vi holdt stille for længe for at overveje, hvor vi skulle fortsætte hen...og så sad vi der. Smart var det ikke, for bilen sank længere og længere ned i sandet/vandet. Nøj hvor vi asede og masede med den bil. Så skubbede Michael og børnene - så skubbede jeg og børnene. Og lige fedt hjalp det. Vi sad bare uhjælpeligt fast. Mit blodtryk steg proportionalt med, at dækkene sank, og vandet nærmede sig 'dørtæsklen' på bilen.
Jeg kunne mærke, hvordan desperationen begyndte at komme ind over. Jeg så jo for mig, hvordan vi måtte forlade en bil, der blev ædt op af havet....fantasien fejler jo ikke noget :-). Min indre pengemaskine løb fuldstændig løbsk - 'hvor meget kan det koste at reparere en bil, som er druknet i Vesterhavet-agtigt'.
Vi anede ikke, hvor vi var - så hvad skulle vi sige til Dansk Autohjælp? Kunne de overhovedet nå at komme, inden bilen var begyndt at flyde til England? Jo, jeg havde det skam rigtig muntert med mig selv :-)
En tysk kvinde ville trække os fri, men ingen af os havde reb i bilen. En anden mand kom kørende for at hjælpe - og endte med at sidde der selv. NOT funny bunny.
Men så. Ud af ingenting dukkede de op. De der 4 unge mennesker, som vi havde set køre motocross længere nede ad stranden. 'Er I vores redningsmænd?', råbte jeg ud i blæsten. 'Jeps', lød det - 'for det der ser s'gu da lidt træls ud'. Og de skubbede, gjorde de. OG bilen kom fri - og så skal jeg da dælme love for, at Michael fik vist, hvad han kunne udi 'bak på en strand' :-)))).
Og SÅ kørte vi altså hjem. Drivvåde var vi allesammen. Mine støvler viste sig - stik mod al forventning - ikke at være vandtætte. Eller også var det bare vandmængden....Ret lettede var vi i hvertfald, da vi igen havde fast grund under dækkene...der er nu ikke noget som en gammel dansk landevej, når man lige har bakset med Vesterhavet :-)
Nu er vi hjemme. Varm kakao blev lavet - og vi kan alle få skuldrene på plads igen. Mine var endt nogenlunde i højde med panden...Et varmt bad og noget varmt tøj - og så er vi kørende igen. Men. Vi fik da en anderledes spændende tur ud af det hele.
Hav en dejlig søndag derude.
