...eller hva'?. Jeg har søgt - og jeg har ikke fundet en levende bønne. For hulen da også. Smart var jeg i efteråret, da jeg satte en masse løg i en masse krukker. Sådan husker jeg det ihvertfald - det der med de mange krukker.
Nu står hele forsamlingen i garagen sammen med alle de andre krukker, som er fyldt med - ja diverse. Og de har så selskab af alt det, vi har proppet ind i den garage.
Jeg vil godt sige, at der kan være ret meget i sådan en garage - alt, lige bortset fra bilen :-)
Foråret er kommet hid. Jubii. Så dagens plan gik ud på, at de forårskrukker dælme skulle ud NU. Ak ja. Michael søgte og gravede, mens jeg pegede og løftede. Masser af krukker - men hvad var lige hvad??? Og hvorfor dukker der lige pludselig plastik-potter op....plantede jeg også løg i plastik-potter? Et lettere Alzheimer-attack har ramt mig - jeg kan faktisk slet ikke huske det. Men med lidt logik kan jeg regne mig frem til, at det har jeg nu nok og muligvis gjort - for der var ret mange løg og ikke særlig mange tomme krukker.
Med hiv og sving er de mistænkte nu kommet ud. Der er flere derinde i dybet - men vi gad simpelthen ikke lege slangemennesker mere. Det kræver en oprydning af den garage....ingen nyhed, bare lidt mere påkrævende, end vi frygtede.
Det er et sølle syn. Men der er liv - og det er vel hovedsagen :-). Der er også særdeles meget liv i de roser, jeg har forsøgt at redde ved at stille dem i udestuen - de er i knop nu. Kors altså.
Kattene syntes, det var en herlig ting med nyt i haven...
Så de er blevet undersøgt på behørig vis.
Tja...så smart var jeg altså i efteråret. Skilte i de forskellige krukker havde været en anelse smartere :-)
Dagen har ellers budt på lidt af hvert. Lange snakke med en flok teenagere om alt lige fra selvværd, politik, familier, astrologi og fester. Lidt til enhver smag. Men det er sådan en herlig ting at snakke med de kære unge mennesker. Masser af holdninger, masser af ego og masser af gå-på-mod. Maya har skrevet sådan et fint indlæg om nogle af de ting, hun går og bakser med for tiden. Hvordan man bliver sig selv og sån't. Hun er s'gu ret sej, hende min mellemdatter.
Om få øjeblikke forlader vi matriklen - vi skal spise andetsteds - og fråse med masser af kage. Lige noget vi gider :-).
Hav en dejlig lørdag derude.
