…Sådan sagde man i det gamle Rom. Hvem gavner det? Hvem har gavn af det, jeg gør eller siger lige nu?
Det er en sætning, der har fulgt mig den sidste uges tid.
Igen og igen er den dukket op. Og det er et ret vigtigt spørgsmål, tænker jeg.
Nu har jeg jo skrevet et par indlæg om skygger og projektioner.
Det er et voldsomt og omfattende stykke arbejde, der ligger i de sager.
Det er noget af et skridt at gå fra at have ondt af sig
selv eller på anden måde have det træls, fordi man altid bliver ’udsat’ for dit og dat – til at erkende at man
selv indeholder alle de trælse egenskaber, andre udsætter én for.
Pinagtigt er
det at skulle erkende, at det kommer fra ens egen psyke. Men et eller andet
sted afslører man jo ofte sig selv.
For ud af 1000 forskellige egenskaber er det evigt og altid
de samme 4-5, man provokeres af. Og dét er jo selvfølgelig ganske bemærkelsesværdigt :-).
Men ét er at erkende, noget andet er at få det stoppet. At
trække tingene ’hjem’. For der er altid gevinster forbundet med en bestemt
adfærd.
Vi mennesker er så listigt sat sammen, at vi kun yderst
sjældent gør noget uden at ville opnå et eller andet. Der er altid en gevinst, en bonus.
Man er ved at gå til i overarbejde – men bliver omvendt ved med at sige ja, fordi det er lidt fedt at føle sig betydningsfuld og behøvet.
Man vil gerne fremstå som en ’overskuds-kvinde’ – og derfor bager man altid kage til forældremøderne, hjælper moster Gerda, lufter naboens hund, har et pinligt ordentligt hjem – men er omvendt ved at gå ned med stress.
Man hjælper alle de ældre i familien – næsten uanset om de har bedt om det eller ej – samtidig med at man passer sit arbejde og sin egen familie – og er ved at gå fuldstændig op i limningen, for der er faktisk slet ikke tid til alt det hjælperi. Men man vil jo gerne fremstå som hjælpsom og flink og rar.
Man knokler som en vanvittig omkring eksamen, fordi man bare vil have de der høje karakterer. Fordi man bilder sig ind, at høje karakterer går proportionalt med ens egen værdi som menneske. Og man vil jo gerne fremstå som både begavet og værdifuld.
Vi laver så mange julelege med os selv. Siger ét, men gør så noget helt andet. Definerer os selv ud fra vores modsætning, det vi ikke er.
Vi ser forskellige reality-programmer og konstaterer, at SÅ elendig er vores økonomi ikke, eller SÅ tyk er jeg ikke, SÅ dårligt er mit helbred ikke, MIT hus er meget bedre indrettet osv. osv. Vi bekræfter os selv og hinanden i, at vi slet ikke er sådan og sådan. ’Er min bagdel også så bred?’ – ’nej nej, dét er den i hvert fald ikke’. ’Ser mit hår også så kedeligt ud’ – ’nej nej, det er meget bedre’…..
Og sådan kunne jeg blive ved. Vi er så gode til det – og
ingen kan vist helt sige sig fri for at gøre det.
Så derfor: qui bono?
Vil man finde frem til de her adfærdsformer, vil man af med dem – så er netop dét spørgsmål faktisk ret fantastisk. For lige dér finder man svaret på og årsagen, hvorfor man gør eller siger, som man gør eller siger. For sig selv, den anden, de andre...?
Nu er der jo intet galt i at gøre noget for andre. Det er slet ikke det, jeg taler om. Altså forudsat at det kommer fra et ærligt hjerte. Man kan sagtens gøre eller sige ting, som giver en eller anden 'bonus' - men uden at gøre det for bonussens skyld.
Jeg taler om de ting, vi gør, som fjerner os fra os selv. Alle de små - og store - løgne vi laver for og om os selv. Og som på sigt bare gør livet meget mere besværligt, og bringer én selv længere og længere væk fra ens sande selv.
Vil man ændre på sagerne, render man så ind i en anden problematik. Man må give afkald. Afkald på alle bonusserne, der følger med den givne adfærd. Man må risikere at bliver upopulær, fordi man lige pludselig siger nej til at hjælpe. Man kan miste sit image som ’superwoman’, fordi ens hjem ikke er så pinligt i orden længere. Man må give afkald på at blive set op til, anerkendt, at blive betragtet som sød og hjælpsom altid.
Selvfølgelig bliver man stadig anerkendt osv. – men at ændre adfærd indebærer også, at reaktionerne på den adfærd ændres. OG der kommer selvfølgelig reaktioner på den nye adfærd. Og ikke altid til det bedre. Der er folk, som vil forsøge at banke én tilbage på pinden – folk, som synes, at ’man var sødere, flinkere, mere hjælpsom før’.
Det store spørgsmål er, om man kan holde ud at lade være med at gøre noget ved det. Kan man blive ved med at holde sig selv og sit liv ud? Eller vil man gerne leve i større overensstemmelse med sig selv og egne ønsker og lyster?
For vil man det, er der kun en vej: man må gøre noget ved det. Forfølge drømmen, ønskerne, behovene, og hvad der ellers presser på.
Prisen kan i modsat fald risikere at blive tårnhøj. For vi kan finde ud af, at vi har levet i en illusion alt for længe. Og vi har lykkes med at fjerne os så meget fra os selv, at illusionen er blevet troværdig. Og så er det slemt at vågne op.
Tja...jeg skal ikke kloge mig. Men det er de tanker, jeg har gjort mig. Og nu har jeg delt ud af dem :-)
Hav en dejlig mandag derude.
