Nu er det ikke længere hvidt udenfor. Nu er det gråt. Og tåget. Ikke videre indbydende. Men hvad...jeg skal heller ikke ud, for jeg har en liste så lang som min ene arm med ting og sager, der skal ordnes.
Første (gabende) punkt på listen hed 'jobansøgninger'. Ja, undskyld at jeg gaber - men nu har jeg rundet ansøgning nr. 65, og det begynder så småt at føles som en ørkenvandring. Det er indimellem meget meget svært at finde motivationen OG nye idéer til at angribe problemet.
Og derfor kan jeg jo så glæde mig over, at jeg - igen - skal på jobsøgningskursus. HURRA. Det er næsten ikke til at få armene ned igen....eller? Det gode er, at det holder mig væk fra jobcenterets mildest talt elendige møder - og hvem ved, måske sker der mirakler :-)
Resten af dagen skal bruges på aktiviteter, som indebærer 'asen og masen'. Det trænger jeg til. At tumle lidt med nogle fysiske ting. Måske er det foråret, der giver sådan en kådhed i kroppen...Udenfor er der ihvertfald gang i herlighederne. Et gult tæppe har bredt i havens nederste halvdel - massevis af Erantis'er. Sjove planter begynder at komme op - sjove fordi vi ikke aner, hvad det er. Men dog kan jeg se, at det ikke er ukrudt - og så er meget jo allerede nået :-)
Haven er en gammel 'præmiehave', hvor der efter sigende skulle findes skilte med de forskellige plantenavne. Et eller andet sted derude. For den er også temmelig tilgroet. Men under alle omstændigheder er det en have, der kan få en planteelsker som mig helt op ad stolen. Jeg glæder mig som en vild til at kunne komme igang derude. Så de næste par dage, hvor der er lovet regn, lover godt. Måske sådan et par dage kan få skovlen under det sidste sne...håbet er jo lysegrønt :-)
Hav en dejlig torsdag derude.
