Indefra og ud

Selvudvikling, arbejde med sig selv, realisere sig selv – der findes mange begreber, som dækker over det samme stykke arbejde. Det arbejde, der handler om at lære sig selv at kende. Det er hårdt arbejde - kan være hårdt arbejde.
Og det tager tid. Masser af tid. Der findes ingen genveje, ingen smuthuller og ingen steder, hvor man med held kan springe over, hvor gærdet er lavest. Ifølge min filosofi i hvert fald.

Og dog. Der findes en måde, som kan 'kickstarte' arbejdet. Nu er det jo sjældent sådan, at man vågner en morgen og bestemmer, ’at fra nu vil jeg arbejde med mig selv’. Det bliver som regel sat i gang af en eller anden ydre hændelse – eller et dybt ønske indefra om at kende sig selv bedre. Og derfra tager det sin form – som ofte ændrer sig undervejs.
Man oplever, sorterer fra, funderer, læser, lytter….indimellem ender man i blindgyder, andre gange får man fingrene i en hvepserede.

Jeg har arbejdet med mig selv i mere end 20 år nu. Og det har været en både interessant og lærerig og givende proces. Møjsommelig og dræbende til tider – andre gange får man de der åbenbaringer, som gør, at man bliver på vejen. For det er netop dem, der er guleroden i alt det her. Mit forhold til min omverden er markant ændret – ligesom også mit forhold er markant ændret gennem alle disse år.

Men gennemgående har jeg altid arbejdet indefra og ud. Det kunne være mit motto, hvor det gælder for det meste af det, jeg foretager mig. Indefra og ud – og, kunne jeg tilføje, oppefra og ned.
For med tiden lærer man overbærenheden at kende. Ingen kan jo være perfekte, ingen er det – og ingen bliver det. Man oplever, og indimellem føder det bare et skuldertræk. ’Nå, ja – sådan er jeg også’. Eller ’nå, er ’du’ nu der igen’.
Det kræver vedholdenhed, og det kræver mod. Man kan umuligt erkende, hvis man ikke vil vedkende. Og for at vedkende, må man allerførst acceptere - blandt andet sin egen uperfekthed og mangelfuldhed.

Som en begyndelse på dette arbejde - selverkendelse - kunne man starte med at kigge på sin omverden. For det er ofte i mødet med andre, at ’guldkornene’ er at finde. Vi spejler os. Vi kan lære noget om os selv ved at betragte vores oplevelser med andre mennesker.
Hvorfor en bestemt egenskab bliver ved med at irritere, hvorfor man er fascineret eller frastødt af bestemte karaktertræk og egenskaber, hvorfor man altid bliver provokeret, når…..

Det kaldes at arbejde med skyggesider og projektioner.

For vi spejler os selv i hinanden. Vi overfører ganske enkelt egenskaber i os selv til andre mennesker. Egenskaber, som vi ikke kan eller har svært ved at acceptere, indse, vedkende. Det kan være både negative og positive egenskaber.
Ting, som måske ikke passer med resten af vores selvopfattelse og selvbillede. Ting, som vi har lært ikke var ok. Uopdyrkede sider – som netop er uopdyrkede, fordi vi ikke har brugt energi på dem. Vi overfører dem til mennesker ’derude’, som på en eller anden måde matcher.

Måske har vi lært, at misundelse og jalousi er en virkelig dårlig egenskab. Derfor bliver vi nødt til at fjerne den fra os selv ved at føre den over i andre mennesker, for vi kan ikke vedkende os en egenskab, som vi altid har fået at vide var dårlig.

Vi gør det jo ikke, fordi vi er onde mennesker. Det foregår helt og aldeles ubevidst, og grundene kan være mange. Og vi reagerer, fordi vi genkender. Man kan ikke reagere på noget, man ikke allerede kender.
Man kan ikke se noget, hvis man ikke allerede kender det. Hvordan glædes, hvis vi ikke ved, hvad glæde er? Hvordan være vred, hvis vi ikke ved, hvad vrede er?

Siderne bliver forvrænget. Forstørret. Vi tager voldsomt afstand, fordi vi identificerer os – vi tror det er hele billedet. Vi glemmer, at vi ikke er vores følelser. De er blot aspekter af personligheden. Vi er jo ikke kun den og den side – det er blot dele af helheden. Vi er så meget mere end det.
Men vi bruger helt enorme ressourcer på netop dette. At blive vrede, provokerede, kede af det – over ting, som i virkeligheden tilhører os selv. Vi fantaserer om, hvordan andre tænker, føler, reagerer – og hele tiden har vi i virkeligheden kun beskrevet os selv.
For hvordan kan man vide, hvordan andre tænker og føler? Det kan man ikke.
Til gengæld kan man skabe ustyrlig mange konflikter og problemer på den konto.

Så når vi peger fingre – i overført betydning - peger vi i virkeligheden fingre ad os selv. Og her taler jeg ikke om små-irritationer osv. Jeg taler om de store følelser. Dem, der virkelig kan sætte sindet i kog – til både den ene og den anden side.

Vi fylder måske for lidt, har for lidt gennemslagskraft – og møder derfor dominerende mennesker, som vi irriteres over. Måske mangler vi struktur – og møder derfor kontrollerende mennesker, som vi kan bruge en helt masse tid på at blive provokeret af. Måske har vi svært ved at acceptere egne fejl og mangler – og provokeres derfor enormt af andres.

Der er ligeså mange muligheder, som der er mennesker på planeten. Øvelsen består i at indse, at man måske selv har en snert af det, der provokerer. Så man kan trække projektionen hjem – og begynde at se andre mennesker mere klart og ægte.
For vi ser gennem de briller, vi har på – og ser det, vi fokuserer på. Og i den handling går meget tabt. For vores syn bliver begrænset. Det kan godt være, at X er sådan og sådan – men han/hun har måske andre dejlige egenskaber, som man slet ikke får øje på. For der er jo lige det der…..

Når vi lader os styre af vores skygge, fjerner vi os fra glæden. Kort og godt. Fordi Skyggen får os til at fokusere på det, vi ikke kan lide ved hinanden. Evner vi at trække tingene hjem, at acceptere de her sider ved os selv – at få dem bearbejdet og forvandlet, så følger der en enorm frihed med.
For så behøver vi ikke at rende rundt og dømme og fordømme – og i øvrigt bruge en masse ressourcer på at sætte andre folk i kasser. Så kan vi lade dem være. Og vi kan se hinandens sande væsner.

For at nå dertil må man allerførst erkende sin egen ufuldkommenhed. Hvis man kan det, er det betydeligt nemmere at erkende, at andre mennesker heller ikke er fuldkomne. Vi har alle ’fejl og mangler’ – men at vedkende sig sine egne, sætter andre mennesker fri.
Og vi får frigjort energi til at udfolde egne muligheder og styrker. Og til at forstå os selv og hinanden på et dybere niveau.

Ens selvværd vil øges – og det samme sker med menneskeligheden. For man lærer at tilgive sig selv – og dermed også at tilgive andre. Og man kan lade sit lys stråle.

Derfor – som overskriften hedder: indefra og ud.
Ikke at forsøge at ændre omgivelserne – men snarere tage fat i sig selv. Ikke at forsøge at søge tryghed i ydre ting – men finde den indeni. Ikke at tillægge andre folk følelser og tanker baseret på fri fantasi og tolkning – men erkende, at man har fat i sig selv, når man begynder på den slags. At kunne skelne og acceptere, hvor man er, og hvem og hvad man er – ikke udfra teori og hørte ord – men udfra selverkendelse og accepten af, hvad man er: et menneske på en rejse, der hedder lærdom og indsigt. Også kaldet Livet.