Min svigermor har været billigt til salg mange gange. Hun er sådan et forunderligt menneske. Masser af herlige sider - og så alle de andre. Hun er utrolig hjælpsom og kærlig, ja hun stiller da bare op, hvis vi mangler hjælp. Og så elsker hun at få det sidste ord. Hun elsker at belære os om ting og sager, at komme med gode råd om dit og dat - oftest ganske uopfordret.
Hende har jeg haft meget sjov med i løbet af de 16 år, jeg har kendt hende. Hun har provokeret mig voldsomt, gjort mig vred, fået grimme ord til at opstå i mit hoved. Mange gange har jeg været irriteret - og har i den grad måttet beherske mig selv for ikke at bide hovedet af hende. Hun har været så god at pege fingre ad, fordi hun er så tydelig i sin adfærd. Ganske og aldeles ubevidst render hun rundt skilter med forskellige egenskaber.
Alt sammen meget godt. Indtil jeg begyndte at hæfte mig ved visse ligheder mellem hende og mig. For jeg ved jo udmærket, at peger man fingre ad andre, vender mindst 3 mod én selv. Ups. Godt så, tænkte jeg. Hvad er lige op og ned her? Så jeg begyndte at studere fænomenet. Jeg begyndte at iagttage, hvornår det lige var, jeg blev irriteret - eller hvad jeg nu blev.
Min kære svigermor er sådan et udmærket udtryk for nogle af mine egne skyggesider. Så tydelig er hun, at jeg umuligt kunne blive ved med at sidde det overhørigt. Især ikke når nu, jeg har arbejdet med netop det emne i årevis. Jeg blev sat til vægs, så at sige - for der var i den grad noget at tage fat på.
Nu kan man jo dele sådan en proces op i flere dele. Første del handler udpræget om i det hele taget at acceptere tingene. At erkende egne erkendelser. At gå fra at iagttage til at indse, at tingene kun er synlige, fordi jeg genkender. Ergo lever de sider indeni.....mig.
Næste skridt er at finde ud af i hvilket omfang. For én ting er at genkende og acceptere - men bare fordi man genkender, betyder det ikke nødvendigvis, at man er en tro kopi. Så det handler om at finde ud af, hvor stor/lille, den og den egenskab/side lige er. Og i den proces findes en indbygget fælde. En fælde, der hedder, at man kan forledes til at tro, at det opdagede er hele billedet. At man simpelthen kun er det.
Det er den store fare ved at arbejde med Skyggen og egne projektioner. At man risikerer at fokusere så meget på alle de 'forfærdelige' ting, man opdager omkring sig selv, at man til sidst synes man ER et forfærdeligt menneske. Man får simpelthen pillet sig selv fuldstændig ned. Fordi vi oftest lægger mærke til de negative sider først. Og er man først gået igang med det arbejde, så er det svært at abstrahere fra igen. Man ser det overalt. Fordi bevidstheden er vågnet - og den har fået en retning.
Man kan svinge helt over i den grøft, hvor man nærmest føler, at man slet ikke har fortjent at leve. Det er - kan være - en del af processen. Fordi man bliver så frygtelig optaget af egne negative skyggesider. Her bliver det enormt vigtig at huske på, at der kun er tale om genkendelse - ikke nødvendigvis enshed. Vi kan fint have tingene i bittesmå grader - det er nok til en genkendelse.
Dernæst bliver det vigtigt at skelne. Og vælge. For ikke alle skyggesider behøver nødvendigvis et gennemgribende gravearbejde. Skyggesider viser jo bare, at vi er mennesker på godt og ondt. Vi definerer selv, hvad der er acceptabelt og ikke-acceptabelt. Hvad kan vi leve med - og hvad kan vi ihvertfald ikke leve med?
Ret beset består mit eget valg i, at jeg har taget fat i de sider, der skader mig selv og mit forhold til andre. Resten har fået lov at ligge - og bliver indimellem ofret i humorens navn :-). Men man kan jo på ingen måde tage fat i det hele - og slet ikke på én gang. Noget man sagtens kan bilde sig ind i start-fasen - men som senere, forhåbentlig, bliver modereret ved hjælp af overbærenhed og skelneevne.
Skyggesider er jo på ingen måde kun negative sider - de er sider, som ligger i skygge. Slet og ret. Negative som positive. Egenskaber som ikke har været ofret opmærksomhed, som ikke har fået lys - endnu. Det kan ligesåvel være skjulte talenter og evner.
Igennem hele min skoletid var matematik ikke mit yndlingsfag. Det lå ligesom i luften, at piger var gode til dansk og andre sprogfag - ikke matematik. Det var drengenes område. Latterlig tankegang - men det var sådan, det var. Så jeg gik ud af skolen med en klokkeklar opfattelse af at være svag på den matematiske side. Og jeg valgte da også uddannelse derefter. Altsammen ganske uproblematisk og ikke noget, jeg som sådan hæftede mig ved. Men jeg var gennemgående utrolig imponeret over folk, som udviste tydelige matematiske evner. Hoooold da helt op, hvor var de noget særligt. For det var jo helt vildt, hvad de kunne - sådan uopnåeligt på en måde.
Sådan gik der mange år. Og de kunne da fint være fortsat, hvis det ikke lige var, fordi der kom en IQ-test på tværs. For den kom på tværs - oveni mit hoved. Kort fortalt fik vi en lærer i psykologi på seminariet, som tidligere havde arbejdet med den slags. Og han syntes, at det 'kunne være så sjovt at prøve'. Jeg var ved at dø. For det var jo ikke just mine spidskompetencer, der kom i søgelyset der.
Jeg scorede top-points. Og det fik min hele verden til at rokere en omgang, ja flere. For det betød, at jeg faktisk er overordentlig godt begavet - rent matematisk-logisk. Ups. Ud til højre røg min imponerthed over andres matematiske evner. Og ind kom en helt ny selvforståelse. Ikke at jeg derefter sprang ud som matematisk geni - overhovedet ikke. Jeg fandt bare ud af, at det var en skjult evne. Og helt fysisk-konkret betyder det, at jeg idag ikke opgiver på forhånd, når børnene kommer og spørger om hjælp til deres matematik.
Jeg trak den hjem så at sige. Det trak mere med sig - som sådanne oplevelser vanligvis gør - og mange ting faldt på plads omkring forskellige ting og oplevelser i mit liv.
Så skyggearbejde kan føre mange ting med sig. Umiddelbart kan det lyde lidt voldsomt at begynde at observere egen adfærd og egne reaktioner - for der er altså rigtig meget at tage fat på. Jeg er blevet spurgt mange gange, hvad jeg har gjort. Og tja...hvad har jeg egentlig lige gjort? Udover ovennævnte beskrivelser.
Jeg kan opstille min egen proces i nogle punkter:
- Opmærksomhed. Jeg begyndte at lægge mærke til egne reaktionsmønstre. Hvornår kom der en reaktion - og på hvad? For det kunne faktisk ligeså godt være et tonefald eller en bevægelse, der udløste en reaktion - fandt jeg udad.
- Erkendelse. At fatte, at det var dele af mig selv, jeg iagttog. At erkende, at der var ting, der var lidt mere uldne i kanten, end jeg umiddelbart brød mig om.
- Accept. At vedgå sig disse sider - uanset hvor 'uldne' de ser ud. Ikke noget, der nødvendigvis betyder, at man skal stille sig op på Rådhuspladsen og skrige det ud til sagesløse forbipasserende. Men acceptere det for sig selv. Være ærlig overfor sig selv - sætte sin lyst til perfekthed på spil. Ja, faktisk hælde den ud til højre. For vi er ikke perfekte og bliver det aldrig. Dét er en illusion. Og uden accept ingen forvandling.
- Forvandling. Den sker, når vi trækker tingene hjem. Vi ændrer syn på os selv og vores omverden. Men når tingene er trukket hjem, slipper vi 'den anden' fri - og kan møde hinanden mere ligeværdigt og ubundet. Vi kan trække vejret frit. Fordi vi ikke behøver at spekulere på hele tiden at skulle være perfekte og fejlfri. Vi behøver ikke bruge så meget energi på at holde 'badebolden under vandet' - og det giver mere energi. For vi binder helt ustyrlig meget energi på vores 'badebolde-øvelser'. Prøv blot at udføre den fysisk.....
- Tilgivelse. At man ender med at tilgive sig selv og andre for sin og deres menneskelighed. Her kommer overbærenhed og rummelighed også ind i billedet. Der kommer mere af det i takt med, at vi evner at tilgive os selv.
Det er i store træk min proces. Og jeg har ikke nævnt noget om tid. Men hver del kan tage lang lang tid. Som processer jo kan.
Og nåh ja...min svigermor :-)
Jeg har det ganske udmærket med min svigermor idag. Forholdet er noget mere afslappet - fordi jeg nu kan se, hvad der er mit - og hvad der ikke er. Og jeg kan være langt mere overbærende overfor hende, fordi jeg bedre forstår, hvorfor hun gør, som hun gør - for jeg har jo selv været der. Vi får aldrig det 110% perfekte forhold - dertil er vi nok for forskellige. Men jeg kan bedre se hendes dejlige sider - og jeg kan godt tilgive hende for at være menneskelig. Ligesom jeg også kan tilgive mig selv for at være det samme.
