...kan jeg sige efter en weekend af de mere hektiske. Pyh ha. Fødselsdag hele lørdag - og i går, søndag, til...ta daaa...et modeshow. Det er første gang, jeg prøver det. 'Salling' i Aalborg havde stablet et større konfirmand-show på benene - og for at glæde Maya, som skal konfirmeres i år, valgte vi at tage med. Hm.
Ja, meget kan siges. Jeg vil sige at min første tanke, da jeg kom derind, var 'pengemaskine'. Hold da helt op. Masser af kommende konfirmander, masser af forældre - og masser af alt muligt konfirmations-relateret. Jeg ved s'gu ikke rigtigt. Jo jeg synes jo nok, at hele konfirmations-halløjsaet er pumpet noget voldsomt op. Det er faktisk temmelig vildt, efter min smag.
Det er helt vanvittige beløb, der når min øregang, når folk taler om kjoler og 2.-dagstøj. For slet ikke at tale om festen! Jeg mener, vi taler altså om mange tusinde kroner her. Det er da fint, at man vil glæde sit barn - men jeg lugter også status i det. Det er lidt fedt at kunne sige, at ens tøj/fest kostede dit eller dat. Både for forældre og børn. Et eller andet sted synes jeg, det er lidt hårrejsende. Jeg mener: det er jo bare en konfirmation for pokker. Eller også er jeg bare sippet. Men jeg bliver s'gu lidt provokeret af at få at vide, at man absolut ikke kan få nogetsomhelst pænt for under 1700 kr. Come on...en kjole til 1700 kr.! Og så kommer sko og andet tilbehør....
Ja, det har vi jo på ingen måde råd til - og jeg har heller ikke tænkt mig at forsøge at få det. Ej heller selvom jeg havde haft pengene, var jeg hoppet på det vås. Så jeg har lavet det selvsamme 'stunt', som jeg lavede til Sofies konfirmation for 3 år siden. Venter.
Maya har været frustreret - for alle har jo købt - og jeg venter. Guleroden er, at når jeg mener, at ventetiden er slut....cirka omkring nu...så kan jeg tøffe lidt rundt, finde en kjole, som sidder lige i skabet...til 200 kr. Og det skete også i går. Ganske uplanlagt. Vi skulle jo bare til show.
Det blev lidt, ja anstrengende, på et tidspunkt - så vi begyndte at tøffe lidt rundt. Vi endte ved kjolerne - Maya havde næsten opgivet, for der var ikke rigtig nogen, hun syntes om. En del var alt for store, en anden del alt for dyre - og ud af resten var der ikke rigtig den. Hun havde talt om en - men den fandtes kun i alt for store størrelser. Men så fandt jeg jo en stak kjoler, hvor lige netop denne her havde sneget sig ind iblandt. Én var der tilbage i Mayas størrelse - og stor var min overraskelse, da jeg opdagede, at den var sat 1500 kr. ned - til 200 kr. Så den blev købt. Og alle var glade. Maya fik sin kjole - og jeg fik min ventede besparelse :-)
Det får man ud af at gå til fadet med ophøjet ro og tålmodighed. Dælme om jeg vil give de der vanvittige beløb. Her i huset handler det primært om at få en vidunderlig dag - det tror jeg sådan set, det gør for de fleste. Vi tager det meget meget roligt - dels kan jeg slet ikke finde ud af at planlægge en fest mange måneder i forvejen, dels vil jeg slet ikke med på den der over-gearede vogn.
Jeg ved, at vi på ganske kort tid kan arrangere en fest - og jeg må indrømme, at jeg nok er mest kreativ, hvis der er lidt pres på. Jeg hverken vil eller kan kaste en formue efter sådan en dag. Men derfor kan man godt få en fantastisk dag alligevel. Vi har rammerne på plads - og skal nu bare fylde dem ud. En sjov proces - for sikke mange sjove snakke vi har haft om farver og andet.
Jeg ved, at Maya formentlig får klassens billigste konfirmation - men en fantastisk fest. En hun vil mindes med glæde mange år frem. Fordi den er så personlig - og fordi det altid lykkes os at få det indre billede til at passe med det ydre.
Folk må selvfølgelig selv bestemme, hvor store beløb de kaster efter denne begivenhed. Men jeg synes, man har bevæget sig væk fra det basale. Jeg undrer mig. Det gjorde jeg også til Sofies konfirmation - og nu gør jeg det igen. Og det vil jeg sikkert gøre igen om 4 år, når det er Lukas' tur :-).
Og mens jeg undrer mig, vil jeg lette mit legeme - for jeg har en date med min tandlæge. Ikke noget, der huer mig - det skal bare overstås. Måske vil jeg snuse lidt rundt inde i Aalborg, når jeg nu er der alligevel....det kunne faktisk rigtig godt være, at det vil ende med lidt snuseri. Det kunne ligefrem være helt dejligt med lidt planløs vandren rundt efter denne hektiske weekend.
Hav en dejlig mandag derude.








