Denne dag har stået i eftertænksomhedens tegn. Sådan da. For vi har også faret land og rige rundt efter stole og andet sjov til stuen :-)
Men jeg funderer. Tænker, at jeg i mere end en måned har været dybt begravet i flytning, og hvad der følger med sådan en omgang - ja, så begravet at det næsten virker som om verden udenfor er en illusion. Det har præget hele mit liv - inklusive denne blog, som har måttet tage til takke med korte indlæg uden særlig meget dybde eller andet sjov i. Min blog keder mig. Kort og godt.
Jamen så skriv noget andet...Åh ja - hvis altså hjernen lige gad arbejde sammen med intentionerne :-). Den har også været sat på stand-bye - hjernen altså. I n t e t har der været at finde. Ingen ord, jeg kan jagte. Ingen emner, som lå lige for. Ganske sært, når nu selvsamme jeg kan have perioder, hvor jeg står op om natten og skriver for at få 'fred'.
'Det kan ikke være anderledes', fortæller jeg mig selv. 'Det kommer tilbage' - 'der skal bare lige styr på det nye liv'. Og det kan jeg ovenikøbet godt finde ud af at rette mig efter - for andet ville være tåbeligt, når nu hovedet er rungende tomt. Intet skal forceres - for ting har det jo ligesom med at komme af sig selv, hvis man gør sig selv den tjeneste at vente. Tænker jeg.
Men min blog keder mig stadigvæk. Og det er jo skidt :-). Og hvad så? Holde pause indtil der dukker ord op igen - eller bare køre lidt videre i den samme rille. Begge dele er mig voldsomt meget imod. Godt så. Jeg kunne også 'bare' være lidt ligeglad. For jeg ved jo godt, at tingene giver sig selv. Dette var gårsdagens tanker. Idag har jeg så forsøgt at være lidt ligeglad. Og jeg kan mærke, at hjernen søger. Den søger efter de ord, som jeg ikke automatisk fodrer den med. Der foregår en kommunikation på et dybere plan, end jeg lige forstår umiddelbart - for jeg kan ikke rigtig høre noget af den. Ligesom en slags summen af stemmer.
Så kørte vi en tur. Et stort loppemarked 'kaldte'. Jeg sad bare der i bilen - fuldstændig tanketom - for det havde jeg jo bestemt, at jeg vil/skal være. Og bingo. Ordene begyndte at dale ned. Først utydeligt og tåget. Siden med større og større kraft og fylde. Ak ja, de kære processer. Nu har jeg skrevet mange mange sider - på meget kort tid. Noget af det vil være at finde her - men lige nu nedfælder jeg bare. Og nyder, at ordene igen kommer til mig. For det betyder, at verden nu åbner sig op igen - at flytteprocessen er ved at være overstået. Ikke sådan fysisk - men mentalt.
Og dét er jo fantastisk.
Jeg kan brede mig ud og lave 117 ting på én gang. Og jeg kan samle energien og være 110% fokuseret. Det er sådan jeg gør, hver gang noget 'stort' sker. Altså samler energien. Intet andet forholder jeg mig til. Ikke at jeg bevidst vælger at gøre sådan - det sker pr. automatik. Det er en rygradsreaktion. Jeg forstår så inderligt godt dynamikken i det denne gang - ventetiden for at komme hertil har været lang, og derfor er nydelsen så meget desto større. Og fokus ligeså. For nu kan vi endelig få det, som vi vil have det.
Men det er sjovt at observere de der rygradsreaktioner. Hvordan reagerer man umiddelbart, når dit eller dat indtræffer? Jeg bliver frygtelig nøgtern, praktisk og energisk. Jeg går meget systematisk og struktureret til værks - og ved af erfaring, at jeg kan arbejde mig igennem hvad som helst med den indstilling. Mange gange har den 'reddet' mig - og ligeså mange gange har den irriteret og frustreret andre. Fordi jeg 'lukker og slukker' for en tid. Men også kun for en tid. Og det er jo dybest set smadder effektivt - for tingene bliver dælme gjort. Uanset om det er en fysisk flytning - eller gennembearbejdning af en depression.
Jeg er i processen. Det er nok det. 'Før og efter er fuldstændig ligegyldige - for her og nu er jeg igang med det her'. Og så er jeg lige her - og ikke en helt masse andre steder. Og jeg nyder det, mens det står på - glædes over hvert eneste lillebitte skridt, der bliver taget. Svært er det ikke - for sindet er kun fyldt med dette ene. Det er en forunderlig proces - for lige pludselig en dag er det forsvundet, og jeg kan igen brede mig ud og favne livet udenfor dette ene. Hvornår tilstanden kommer igen er uvist - for det er ukontrollerbart. Og netop dét er nok det, jeg elsker allermest ved denne proces. At jeg ikke kan kontrollere den. Bare følge med og afvente.
Men altså. Om snart vender bloggen tilbage på det spor, der blev lavet før jul. Lige om lidt...:-)
Hav en dejlig aften derude.
