Ork hvor kom der sne! Ja, vi er jo sådan set sneet inde. Alle er hjemme, for alt er lukket - og ingen busser eller andet kører. Sneen ligger højt både omkring huset - og generelt i byen. Det fyger stadig - og så er det hvinende koldt tilligemed. De vejrguder har en rigtig dårlig værkstedshumor. Det har de altså. De kunne godt have ventet med det her til efter januar.
Men så er det jo godt, at der er masser at lave her :-). Dagen igår udviklede sig lettere morsomt. Masser af timer gik med rengøring og nedpakning - først 6 timer i det ene hus, og så hjem og pakke i nogle timer i det andet hus. Sikke det går. Min mor inviterede på mad - og det siger man jo ikke nej tak til. Vejret var ikke lige så godt - og i radioen advarede de kraftigt mod al unødig udkørsel. Mad er absolut ikke unødig. Så vi kørte.
Og nu holder bilen så der. For den hænger fast. Pænt står den på en p-plads - men den kan ikke komme derfra. Så vi gik hjem, mens vi frydede os over, at min mor trods alt bor indenfor bygrænsen. Udsigten til den gåtur vakte ikke begejstring - men vi bad ligesom selv om det, kan man sige. Og endte med faktisk at nyde turen hjem. Der er et eller andet over en gåtur i snestorm. Vinden bed i kinderne, og sneen faldt i mængder. Men sikke et landskab!
Vel hjemme igen blev der lavet skoldhed the i mængder, sofaen blev fundet - og da vi gik i seng, var det med en vished for, at alt formentlig ville være lukket til idag. For jeg skal da love for, at der dryssede sne ned. Og ganske rigtigt. Ingen af vores yderdøre lod sig umiddelbart åbne. Nede i haven kan man lige ane toppen af roserne - og min krukkesamling i gården er pist borte :-).
Godt så. Så kan man jo lade energien flyde herhjemme - så jeg pakker ned, vasker tøj og sån't. Og sikke det rykker. Hvis dette tempo fortsætter, er huset pakket ned i morgen :-).
Rent flytteteknisk ser det ikke så fikst ud. Vejen, det nye hus ligger på, er helt håbløs nu. Og resten af ugen er der meldinger om frost. Så sneen bliver formentlig liggende et stykke tid. Men vi må jo se tiden an. Indtil da kan jeg ikke lade være med at nyde dette. Og glæde mig over, at børnene endelig oplever det, vi andre husker fra vores barndom. Snefri og kæmpe snedriver. Gader, der ligger øde hen - og så den stilhed! Alt er tyst og stille. Det er altså lidt herligt.
Knapt så herligt. Formentlig ser vores bil også sådan ud...
Hav en dejlig dag derude :-)
