Det har været nogle modbydelige dage at gennemleve. Influenzaen greb fat - for alvor. Ja, det er ikke hver dag, man får lov til at opleve undertegnede i den tilstand. Og det mærkes. Børnene har listet rundt og været så hjælpesomme med alting. Michael ligeså. Meget bekymrede miner har der været.
Jeg har bare lagt på sofaen og døset det meste af tiden. Og haft voldsomt ondt af mig selv og forsøgt at håndtere den kedsomhed, der er så overvældende, når man ligger der. Helt overladt til TV i mængder - og som bare bliver dårligere og dårligere, jo mere man ser. Det er da helt utroligt så meget dårligt TV, der kommer i løbet af en dag...
Ingenting har været som det plejer. Lukas har været meget opmærksom, og har tydeligvis ikke brudt sig om at se sin mor i den tilstand. En dag, mens jeg lå der og døsede langt væk, mærkede jeg, at der stod en og kiggede. Jeg åbnede øjnene - og der stod Lukas. 'Jeg lever endnu', konstaterede jeg tørt - for han lignede grangiveligt en, der ledte efter livstegn.
'Er det grisesygen (vores daglige omtale af svineinfluenzaen)?', spurgte han - dybt bekymret. Ja, det kunne jeg jo ikke svare på - men en eller anden 'syge' var det jo ihvertfald. Og så blev vi enige om, at så længe jeg kunne stave til mit eget navn, var der ingen grund til videre bekymring. At det så nærmest var det eneste, jeg kunne, er en anden sag.
Nu kan jeg i det mindste sidde op i mere end ½ time uden at blive mærkelig i hovedet. Ømheden er afløst af den naturlige ømhed, som vil indfinde sig, når man har ligget vandret i snart 4 dage - og foretaget sig i n g e n t i n g.
Indimellem har desperationen været til at tage at føle på. Strik har været forsøgt - ingen succes. Mine nætter har været interessante. Høj feber giver sære drømme. Meget sære drømme. I nat vågnede jeg af en - og blev fuldstændig lamslået, da jeg så en mandshøj person stå for enden af sengen.
Tænkte, at 'nu er det s'gu sket, Gittemay' - NU rabler det s'gu'. Lukkede øjnene hårdt i - og åbnede dem igen. Og han stod der endnu. Sådan en bredskuldret type med tørklæde om hovedet.....sveden haglede af mig, og jeg lå bare der og stirrede dumt....indtil det gik op for mig, at det var Michaels jakke, der hang på en bøjle :)))). SÅ stod jeg op og drak en halv vandboring....satte mig ind i stuen og gloede ud i luften et kvarters tid. Og funderede over de numre, hjernen disker op med, når jeg er syg. Heldigvis var jeg nærværende nok til at lade Michael sove...hvilket syn det havde været, hvis jeg havde vækket ham med skrig og skrål om mandspersoner i soveværelset....
Nu vil jeg forsøge mig med lidt suppe...og bede til at den bedring, jeg mærker, er kommet for at blive. For ind i h...., hvor jeg gerne vil være rask NU.
Hav en dejlig dag derude.
