De sidste par dage har jeg haft forskellige ord 'inde over'. Det er lidt sjovt - for når jeg så forfølger dem, dukker de pludselig op overalt og i alle mulige forskellige sammenhænge.
Det mest påtrængende ord er frygt. Det har jeg tænkt en del over. Dels hvorfor det dukker op - men også selve begrebet frygt. Nu har det jo lige været Haloween, så måske er det derfor. Måske er det de emner, jeg har skrevet om i mine seneste indlæg, der har aktiveret det ord. Hvem ved?
Der er meget, som vi kunne frygte. Og meget, som vi render rundt og frygter. Og jeg skriver 'vi', for her tror jeg ærlig talt, at alle har en 'rem af huden'. Medierne er ret gode til at påpege ting, vi skal frygte.
Bandekrig, vold, miljø, finanskrise, terrorangreb - ja, listen er lang. Og der bliver fyldt på hele tiden - både med emner og eksempler. Fordi der åbenbart er flere penge og seere/læsere i emner, som handler om frygt. Det kan man afvise, lade være med at læse, være ligeglad - i princippet kan man jo bare slukke for fjernsynet. Med lidt god vilje kan det godt lade sig gøre at abstrahere fra den - og leve et normalt liv alligevel.
Det er lidt sværere, når det handler om den frygt, der kommer fra os selv. Her er listen næsten endnu længere.
- Frygt for fremtiden
- Frygt for fortiden - for at gense, genopleve, være for påvirket af følelser og oplevelser
- Frygt for 'grimme' følelser
- Frygt for fiasko - eller succes
- Frygt for at miste - sig selv eller andre
- Frygt for at kende sig selv, som man virkelig er - frygt for at kigge indad
Listen er endeløs. Frygt kan være enten bagudrettet - mod fortiden, eller fremadrettet - mod fremtiden. Og den kan indimellem udvikle sig til decideret angst.
Den kan også været rettet mod bestemte følelser eller tanker. Som vi af en eller anden grund har 'dømt ude' - og derfor ikke vil kendes ved, og som vi egentlig i bund og grund frygter, fordi de kunne forstyrre vores selvbillede.
Jeg'et er en kraftfuld størrelse. Vi er det, vi tænker og føler om os selv. Det er det, vi langt hen ad vejen identificerer os med. Ting vi har fået fortalt, oplevet, ønsket - alt sammen er med til at forme vores selvbillede og vores oplevelse af os selv. Jeg'et er i virkeligheden ikke andet end den samling tanker, vi har om os selv.
Hen ad vejen har vi også oplevet, at visse følelser og tanker er mindre fine end andre. Jalousi er for eksempel en 'skidt' følelse. Ligesom vrede kan være det. Det har vi lært. Bor man for eksempel i Nordjylland - Jantelovens højborg - vil man også vide, at pågåenheden er noget skidt. Ligesom for meget selvsikkerhed.
Så der bliver lagt låg på. Og med låget følger frygten - for tænk, hvis andre opdagede, hvad der gemmer sig under det låg. Tænk, hvis folk fandt ud af, hvem man egentlig er.
Jeg'et kan fremmane nogle ret voldsomme forestillinger om 'død og ødelæggelse' i sin kamp for at holde tingene nede. Og ofte ser tingene meget voldsomme ud, set fra jeg'ets synspunkt. De kan også vise sig at være helt på tværs af, hvordan man iøvrigt oplever sig selv - og det kan jeg'et ikke altid forstå.
At man kan have helt forskellige elementer indeni, som egentlig fint kan leve side om side, hvis man kommer overens med dem. Jeg'et erklærer istedet 'krig' mod den mindst behagelige eller uforståelige side.
I sin grundessens er jeg'et frygteligt begrænset - og frygteligt konservativt. Jeg'et er opbygget af forestillinger og tanker om sig selv og livets beskaffenhed. Og jeg'et har svært ved at gå ud over disse. Hvis noget kommer 'på tværs' bliver vi frygtsomme. Hvad var nu det? Det passer ikke med resten - så det er nok 'farligt'. Man kan næsten fysisk opleve, at det er dødbringende.
Der er selvfølgelig grader af alting - også af dette.
Mange beskriver mig som værende frygtløs. Det er til dels sandt. Jeg er ikke frygtsom i forhold til ret meget. Og ihvertfald ingenting, der handler om mig selv. Jeg kan blive urolig eller nervøs - men ikke længere frygtsom.
Sådan har det ikke altid været. Der var engang før NU. Der var engang, hvor intet emne var for sølle at bekymre sig om eller frygte.
Jeg frygtede alt. Nu'et, fremtiden, fortiden - og mest af alt mig selv. Jeg var seriøst bange for mig selv og de voldsomme følelser, der huserede indeni. Og jeg mente alvorligt, at jeg ville dø, hvis de kom for en dag.
Det var én stor rodebunke indeni. Og jeg var mildest talt møg neurotisk. Jeg tillagde mig vaner og adfærd, som skulle forhindre disse ting i at vise sig i lyset. Og blev til sidst så godt og grundigt fanget i det, at jeg udviklede en voldsom depression 'ud af det blå'.
Det fik jeg ud af at fornægte på grund af frygt. Det tog sin tid at arbejde sig ud af - og det gjorde ondt. Men jeg døde ikke.
6 år senere fik jeg en ny depression, som var omend endnu voldsommere. Det var det sidste stykke arbejde, der skulle gøres.
Det var min sjæls 'mørke nat'. Der var helt mørkt. Jeg havde på det tidspunkt lagt låg på så meget, at jeg ingenting kunne mærke overhovedet. Jeg var fuldstændig følelsesløs. Ingen vrede, ingen kærlighed, ingen sorg, ingen glæde - ingenting. Jeg måtte nappe mig selv i armen for at opleve, at jeg overhovedet var i live. For jeg følte mig som en levende død.
Et sted langt indeni fortalte mig, at nu var NU. At tingene nu og for altid skulle sættes på plads. For at kæmpe sig op ad det hul én gang til var en næsten umenneskelig opgave. Jeg kom op.
Men mit daværende selvbillede var stendødt. Alt var skrællet af - og jeg kom helt ind til essensen af mig selv og min væren. Og jeg fandt det princip, som jeg siden har levet efter:
'Når trolden kommer op i lyset, mister den sin kraft'
Jeg fandt ud af, at de følelser og tanker, som var så frygtelige, kun var det så længe, de befandt sig indeni - i undertrykt form. For jeg'et forstørrer og dramatiserer. Derfor har jeg lavet en mental hylde. Og på den stiller jeg alle de følelser og tanker, som af forskellige årsager er svære at håndtere. Så kan de stå der og miste deres kraft og magt over mit sind - og jeg kan følge udviklingen.En af grundene til at sådan noget kan forekomme, er, at vi ikke har lært at være i de svære følelser, når de er der. Vi har ikke lært at håndtere forladthedsfølelser, fortvivlelse og andre voldsomme følelser. For de er principielt 'dømt ude'. I stedet får vi at vide, at 'sådan skal du ikke føle/tænke', 'slap nu af', 'sådan er det ikke' osv. Og de bliver lagt væk - og erstattet af frygt for at møde dem igen. For når vi får at vide, at noget ikke skal/burde være - eller får en oplevelse af, at det er forkert, må det jo være farligt - og forkert.
Set fra sjælens synspunkt er alt dette slet ikke relevant. For sjælens 'øjne' er neutrale. Fra sjælens synspunkt er følelser bare følelser - den tillægger ikke hverken følelser eller tanker nogen værdi. Den er bare.
Sjælen er - modsat jeg'et - fuldstændig ubegrænset. Dens forestillings- og opfattelsesevne er ubegrænset. Den har en ubegrænset evne til at møde og forholde sig til alt, hvad vi oplever - uden at skulle forsvare sig eller overhovedet reagere.
Sjælen oplever ikke noget som truende. Helt modsat jeg'et, som oplever alt, som ikke 'passer ind' som truende og potentielt ødelæggende. Jeg'et forsøger til enhver til at opretholde sig selv - med de midler, der nu findes.
Fundamentalt set, er vi nødt til at tage disse sider til os. Erkende deres eksistens - og få dem indarbejdet i vores selvoplevelse. For når vi lever med frygt - uanset hvilken retning frygten har - så fjerner vi os fra nu'et. Vi fjerner os fra nærværet og den fornemmelse af glæde og frihed, som er vores sande natur.
Når vi lever i nu'et, får vi adgang til et bevidsthedsområde, som helt overgår vores personlige bevidsthed. Vi kommer i kontakt med glæden og det sande nærvær - og vi vil opleve hvert eneste øjebliks fuldkommenhed og helhed. Vi vil opleve det magiske i hvert eneste levende øjeblik - og samtidig opleve glæden og taknemmeligheden ved livet og det at eksistere i det hele taget.
I grunden kan man sige, at nu'et er vores udgangspunkt. For oprindeligt var det der, vi var først. Det ses tydeligt ved børn. Små børn evner om nogen at være fuldstændig i nu'et. Vi har også været børn engang. Og dermed haft den samme evne.
Ergo må nu'et betragtes som udgangspunkt - og ikke som målet. Så i erkendelsen af, hvor vi går hen, når vi fjerner os fra nu'et, ved vi også, at vi altid kan finde tilbage igen.
