I går havde vi gæster. Vi holdt 'Mortens Aften'...en tradition, som vi holder i hævd her i huset. Vi er jo nogle, der godt kan lide 'and med det hele' :-).
Det var hyggeligt. Der blev spist igennem - pyh ha - hygget og...snakket.
Maya ville smage en sveske. En ganske og aldeles harmløs lille ting. Men helt utroligt at iagttage, hvad der så skete. Især med mit indlæg om frygt i klar erindring.
Der står Maya med svesken. Flankeret af min og Michaels mor. Som forsikrer hende om, at det er en god idé, for 'svesker smager godt'. Enigheden er til at tage og føle på. Stadig harmløst.
Maya kan ikke lide svesken. 'Den klistrer'....'nej, dét gør den ihvertfald ikke', udbryder de kære kvinder i kor. Alliancen er en realitet. 'Den smager altså underligt', siger Maya så. 'Jeg bryder mig ikke om den smag'. En meget harmløs konstatering af forskellig smag.
'Dét er ikke rigtigt', lyder det så. 'Svesker smager godt' - det blev de jo enige om lige før.
Det bruger de så noget tid på at overbevise Maya om, som til sidst trækker på skuldrene og konstaterer, at det da godt kan være - men hun kan altså ikke lide dem.
Det er jo en lille harmløs episode, der udspiller sig der. Harmløs fordi der ingen onde hensigter er. Harmløs fordi Maya bor her - og ikke hver dag bliver udsat for at blive underkendt på smagssansen. Maya oplever, at hendes oplevelse bliver underkendt - men tager det - heldigvis - ikke til sig.
Men man kan roligt sige, at det starter med en sveske. En lille harmløs ting, som ikke betyder noget i det store billede her og nu. Som ikke betyder noget for Maya, som er vant til få både følelser og oplevelser anerkendt som hendes - forskellige fra vores til tider, men dog hendes. Fordi Maya vokser op i et hjem, hvor vi kan rumme hinandens forskelligheder uden at føle os truede.
Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvad der sker, hvis det er daglig kost at blive underkendt og stemplet 'forkert'. Flokmentalitet kan være en farlig størrelse - på mange planer. Og den findes i stor udstrækning også indenfor familien. Man har en oplevelse af fællesskab og samhørighed. Det skulle man gerne have, vil jeg tilføje. Man er enige om visse standarder og samværsformer. Man har en indforståethed overfor hinanden som er helt fantastisk. Og man er der for hinanden. Altid.
Det der, blandt andet, afgør om det er en sund eller usund konstellation, er evnen til at rumme forskellighed. Kan man rumme, at man er forskellige mennesker med forskellige reaktioner på forskellige ting? Kan man rumme, at følelser kommer til udtryk på forskellig vis, fordi vi er forskellige mennesker? Kan man rumme, at øjne ser forskelligt? Kan man anerkende uenighed - uden at føle sig truet?
Der, hvor flokmentaliteten bliver farlig, er der, hvor man oplever forskellighed som truende - for enten sig selv eller fællesskabet. Så vil den, der oplever forskelligt/anderledes repræsentere en trussel. Fordi det er nyt, anderledes, ukendt - og forskelligt. Og man vil forsøge at 'putte folk tilbage i kassen'. Man vil hævde, at personen oplever/føler forkert. Istedet for at møde 'det nye' med nysgerrighed, møder man det med mangel på accept. Fordi man ikke ved, hvordan det ellers skal håndteres. Fordi man aldrig har lært andet. Fordi man ikke aner, hvordan man skal møde forskellighed på andre måder end via fornægtelse og fordømmelse. Fordi man har en oplevelse af, at enighed/enshed = orden - og uden orden, går det ikke. Orden bliver lig med fravær af trusler - og undertrykkelse af alt, der kan virke truende.
I bund og grund handler det om selvværd - eller mangel på samme. Den lille sveske-episode fortæller en hel masse. Den fortæller, hvad vi er 'oppe imod'. Hvad vi har skullet kæmpe os fri af. Det handler en helt masse om at være mønsterbryder. Hverken min eller Michaels mor er 'onde' mennesker. De er bare børn af deres tid og deres barndom.
Vi har valgt at gå helt andre veje. Vi er mønsterbrydere begge to. Og ved begge, hvor vigtig kommunikation er. På alle planer. Og vi ved, hvor vigtigt, det er at anerkende vores børn for de fantastiske personligheder, de er. For vi ved begge to, hvad det kan gøre ved mennesker at få den modsatte oplevelse. Hvor gennemført usundt det er på den lange bane. At opleve at blive dømt 'forkert', underkendt, fordømt osv. gør grimme ting ved mennesker.
Effekten har mange ansigter...
- Man holder op med at tale om sine følelser/oplevelser
- Man undskylder og bortforklarer
- Man underkaster sig, bliver underdanig og undvigende, når snakken kommer til følelser
- Man bliver bedrevidende, skråsikker
- Der opstår uklar tale - man bruger for mange ord, indirekte tale, 'læs mine tanker' - man gør alt for at undgå at skulle sige tingene højt af frygt for at blive 'banket på plads'...
- Man kan blive bitter og selvmedlidende - 'ingen forstår mig'...
Der er uanede muligheder - og jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan, kun at det er muligheder. Og at det langt hen ad vejen kan have katastrofale følger.
Det er jo ikke bare indenfor familien dette her foregår. Det findes overalt. Frygten for forskellighed. Jeg siger heller ikke, at man bare skal acceptere alt og alle som forskellige. Mange har sikkert oplevet en helt umulig chef, ægtefælle, ven eller andre - hvor man bare må acceptere, at tingene ikke fungerer og ikke vil komme til det.
Der er alvorlige tilfælde, hvor man på ingen måde skal acceptere tingenes tilstand. Men det er en helt anden snak. Denne her handler om 'sveskerne' - de 'harmløse' episoder.
Og hvad gør man så? Ja, det er jo det store spørgsmål. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, hvad jeg selv har gjort - og gør. Jeg er opmærksom. Man kommer rigtig langt med opmærksomhed og bevidsthed. Jeg har kortlagt mønstre og adfærd - både egne og andres. Mine reaktioner, andres reaktioner - og mine reaktioner på dét. Jeg har arbejdet med mit selvværd - indædt og vedholdende. Og gør det stadig, for det er en livsopgave. Jeg har lært, at følelser ikke slår én ihjel. At de kun er truende så længe de befinder sig indeni - og bliver holdt tilbage.
Stakkevis af bøger om kommunikation har jeg læst. Jeg har iagttaget og noteret mig ting og sager. Jeg har gået på kurser, arbejdet med min egen evne til at kommunikere klart, tydeligt og frygtløst. Igen og igen og igen. Hver en lillebitte sten er blevet vendt. Dagligt oplever jeg nye ting, og det er under stadig udvikling. Jeg påstår langt fra, at jeg er ved enden - for der kommer jeg ikke til. Vi er jo mennesker i udvikling. Vi ændrer os, bliver ældre, ting ser anderledes ud end for år tilbage, nyt kommer til, nye oplevelser kommer til. Det er en spændende rejse, så meget vil jeg medgive. Anstrengende til tider. Men meget givende.
Jeg vil helst ikke kloge mig for meget på, hvad der gør sig gældende for andre mennesker - kun hvad der gør sig gældende for mig. Og hvad der har virket for mig. Om andre så kan bruge det til nogetsomhelst, er en anden sag. Det glæder mig altid, hvis jeg kan levere noget, andre kan bruge til noget. Men generelt skal man gå sin egen vej, tage det brugbare og kassere resten - for vi er jo....forskellige :-)
God onsdag derude.
