I dag faldt mit blik på de to sten, som børnene lavede. Der vokser mos på dem nu, og malingen er gået lidt af. Jeg blev så vemodig. For de sten minder os om, hvad vi har mistet. Vi blev allesammen knuste, da vi mistede de katte. Og børnene blev det især. Det er så vemodigt at se på de sten, for de viser så meget. Men nu kan jeg se på stenene med et smil på læben - for nu er det kære minder, der præger tankerne, når jeg kigger på de sten.
En kat er ikke bare en kat. Man knytter sig voldsomt til et dyr. Og jeg savner dem stadigvæk, selvom det nu er næsten 3 år siden, vi mistede dem. Disse to gør især ondt, for de døde med 1 måneds mellemrum.
Det var dér, jeg kom til at hade vejen. Og det var der, jeg besluttede, at vi fremover kun skulle have indekatte.
Dette er Tulle. Moderen til 2 af vores nuværende katte. En tilløber-kat, som vi tog til os, da hun kom - forpjusket, sulten og højgravid. Sky var hun i starten. Men vi var vedholdende. Og til sidst overgav hun sig. Hun var så speciel og så utrolig kærlig. 7 killinger fik hun - og vi beholdt Findus og Dalton. Så vi har lidt af hende endnu...
Her er Muddi. Hele familiens krammedyr :-). Han var som en slaskedukke, når man tog ham op. En herlig herlig hankat. Og så afgjort Michaels kat. Og så afgjort flokkens konge. Han var større, end det ser ud til på billedet - ikke tyk, men stor. For dælen da, hvor var han en fantastisk kat.
Disse to sten var også dem, som Lukas fandt mest problematiske, da vi satte huset til salg. Han syntes - og synes vist stadig lidt - at de skal med. Dét synes jeg til gengæld er problematisk :-). Men jeg kan så godt følge ham og hans bekymring over at forlade dem.
Idag har vi 3 katte. Indtil for nylig indekatte. Nu kommer de ud, fordi jeg godt kan se, hvor synd det er, når de sidder i vinduet og længes. For friheden er lige dérude...så med hjertet oppe i halsen åbnede jeg døren en dag. Og de løb ud. Og kom tilbage, da vi kaldte - og det gør de stadig, så nu er de inde om natten og ude om dagen.
Men jeg frygter stadig den vej. Heldigvis ser det ud til, at kattene deler min frygt - men jeg ved jo, at det kan gå så grusomt galt. Alligevel lukker jeg dagligt døren op - for jeg har erkendt, at skulle det gå galt, så har de trodsalt levet et dejligt katteliv. Og så kan jeg jo håbe på, at de er beskyttet af den energiring, jeg har kastet efter dem...
Hav en dejlig lørdag derude :-)
