Tid er sådan en underlig størrelse.
Lige nu sidder jeg helt mutters alene i mit køkken. Og det er dejligt. Endelig blev det weekend - efter en uge, som var hård i mere end én forstand.
Tid alene er dejlig. For så er der tid og ro til tanker. Og det er vigtigt i disse tider. Jeg har fået fat i en ende, som jeg har tænkt mig at forfølge. Og det kræver eftertænksomhed. Min erfaring fortæller mig, at giver jeg ro og mod - så gives jeg svar hurtigere end ellers.
Det er så også det, der er ved at ske nu. Ord dukker op. Sammenhænge ses. En rød tråd begynder at vise sig mere og mere tydeligt. Heldigvis er jeg ikke den frygtsomme type, hvad angår at kigge på tingene. Og kalde dem ved deres rette navn. Jeg har respekt for mine indre kræfter - men ingen frygt. Frygt opstår, hvis tingene får lov at blive og leve i dybet. Har jeg erfaret om mig selv.
Så jeg går på med krum hals. Jeg ved kun nogle ganske få ting. Og det er godtnok. Svar og viden kommer lige så stille. Men jeg ved, at det kommer til at tage lang tid, før jeg helt fatter omfanget og konsekvenserne af de ting, der sker i mit liv lige nu. Det gør ikke noget - for sindet er sådan en ufattelig klog størrelse. Tingene bliver serveret på rette tid og i passende bidder. Alt andet ville medføre uanede katastrofer, tror jeg. Og sådan er det også med denne her proces.
I går fik jeg spontant et indre billede af en byggeplads, hvor alt var revet ned. Tilbage var kun jord og murbrokker. Et helt utroligt præcist billede på mit liv. Alt bliver revet ned. Alle tårnene med illusioner falder nu. Og lader ingenting tilbage. For en tid. For byggeplads er byggeplads - og der skal så øjensynligt bygges noget nyt. Og lader man grunden stå længe nok, vil der komme liv. Og nøjagtigt sådan ser jeg processen. Hvad der skal bygges vil tiden vise. Det er slet ikke vigtigt at vide nu.
Kun ved jeg, at jeg bliver efterladt uden de fjerneste illusioner om nogetsomhelst, der har med min fortid at gøre. Af en eller anden grund. Men det har været vigtigt og nødvendigt - ellers ville det ikke være så voldsomt og gennemgribende. Og det er svar nok for mig lige nu.
Nu skal der jo være en passende ligevægt i tingene - har jeg også erfaret.
Alt det her er tungt - det ligger ligesom i sagens natur. Det er hverken sjovt eller nemt eller hurtigt overstået.
Ergo søger jeg samtidig dets modsætning. Helt bevidst søger jeg alt det, der gør mig glad og optimistisk og let i sindet.
Ja, det bliver nærmest til en hel kunstart. Fordi det kan være en udfordring, når tingene føles tunge. Det er en balancegang. Men jeg kan hilse og sige, at jeg klarer det fint nok :-). Jeg er ikke faldet af pinden...så at sige.
Og hvad gør glad?
Voldsomt individuelt - men her er det - når der ses bort fra mine skønne børn og dejlige mand - rigtig mange ting.
Helt kogt ned, er det farver og skønne ting. Jeg søger skønheden. Og glæden. Afgjort. Ligeså instinktivt som jeg søger indad. Både skønhed og glæde kan have mange ansigter - og de er slet ikke så svære at få øje på:
En smuk blomst.
En blå blå himmel.
Mine roser.
Et hurtigt smil.
Skønne ord og dejlige billeder.
Dejlige og varmende kommentarer på min blog - jeres kommentarer.
Havet.
New Dawn og ukendt rød slyngrose
Blåhat/Knautica macedonica
Det kunne blive en lang lang liste - pointen er, at det faktisk slet ikke er særlig svært - for den findes overalt. I det store som i det små. Måske allermest i det små.
Og så bruger jeg min fiber-mani bevidst konstruktivt. Jeg bliver simpelthen glad af at skabe. Jeg bliver glad af at have farver mellem fingrene. Og det giver ro i sindet - som en behagelig sidegevinst.
Af denne helt specifikke årsag, besøgte jeg i fredags min søde garnpusher. Ikke af mangel på garn - pyh ha da :-). Men for at lade mit sind og mine fingre glide gennem det farvevælde, hun har fyldt sin butik med. Lade mig indsvøbe i farver.
Jeg tog tidligt fri. Og valgte at gå over broen til Nørresundby. Mærke luften og dufte vandet. Varmen satte hastigheden til langsom - og det var dejligt. Det var dejligt at stå der og kigge ud over fjorden. Se livet langs begge sider. Kigge på skibene.
Stå der og bare være.
Nu er det jo sjældent gratis, når jeg går ind i en garnbutik. Og dette besøg var ingen undtagelse.
Jeg fik sådan en lyst til at lave en pude....eller flere for den sags skyld.
Og det har foreløbig resulteret i denne her. Ufærdig et øjeblik endnu - men klar til at få følgeskab en endnu flere.
Hav en skøn dag derude :-)
