Mandag aften. Sidder med fingrene i garn, nyder farver...funderer. Et øjeblik, et klik - så forstummer alt. En sælsom ro falder over. Ingen tanker, ingenting. Jeg sidder bare der og er.
Samme nat vågner jeg. Måske af varmen. Føler mig underligt klar i hovedet. Står op og tøffer ud i køkkenet, hvor jeg sætter mig og kigger på fuldmånen, som hænger derude. Så mageløs smuk, at man næsten bliver åndeløs. Jeg lister ud. Stiller mig på trappen og nyder.
Den sælsomme ro kommer igen. Denne gang fulgt af en stærk oplevelse af, at al vrede forsvinder. Stille og roligt forsvinder den ned gennem kroppen, ud gennem tæerne. Fluf. Væk. Borte i natten. Tilbage står jeg med en forunderlig oplevelse af, at jeg slet ikke er vred mere. Forundret og overvældet mærker jeg efter. Men der er ingenting. Ingenting udover ro. Og vished. Smiler lidt for mig selv - føler mig ærlig talt lidt usikker her, for der er ingenting at mærke. Og det er en anelse mystisk...ikke fordi jeg som sådan er et vredt menneske, nej nej. Men der har været ting. Er ting. Ting som har ført til frustration, følelser af magtesløshed OG vrede. Og nu er det bare væk.
Afløst af ét eneste spørgsmål: 'Hvad skulle jeg dog være vred over'?
Set fra et menneskeligt syn er der et hav af emner.
Set fra et åndeligt syn - intet.
En dyb dyb, næsten fysisk, erkendelse af, at der er en mening med alting. At alt er planlagt - og iøvrigt går fuldstændig efter planen. Vi er sjæle i udvikling. Vi er her for at udvikles. Og for at udvikles, må ting ske. Sjælen må gennemleve nogle processer og udfordringer, som er individuelt tilrettelagt. Både hvad angår tid og indhold. Og hvem kan bedre levere disse udfordringer end de sjæle, som er os nærmest? For det kræver stor stor kærlighed at være budbringer.
Hvem siger, at jeg står i den værste situation? Hvor fedt er det lige at være den, der skal levere udfordringen? Hvad vil man helst - være budbringer eller modtager? Al snak om skyld, offer, vrede og tilgivelse bliver fuldstændig meningsløs her. For der er ingen meningløshed eller tilfældigheder. Der ligger en stor stor gave gemt i denne proces. Det har jeg ikke tvivlet på - men nu VED jeg. Og hvem kan være vred over det? Processen er hård og tung. Fortvivlende til tider. Frustrerende også. Men anledning til vrede? Netop dén følelse virker fuldstændig meningsløs i dette natlige øjeblik.
Så underligt. Så sælsomt. Så fantastisk en fornemmelse. At stå der, midt nat og mærke, hvordan vreden bare siver ud og væk. At stå tilbage med en ro og en viden, som ikke lader nogen tvivl tilbage. Og samtidig helt fysisk mærke en hånd i ryggen. Der er ikke nogen. Kun jeg og mine erkendelser. Men jeg er ikke ladt alene. Og jeg er på rette vej. Alt er godt.
Jeg står stadig midt i kaos. Det uacceptable er stadig uacceptabelt. Processen er stadig opslidende. Og ting skal stadig løses. Men med denne nats erkendelser i ryggen, er der så meget mere at tage af. Og hvile i. For nu VED jeg, at lige meget hvad der sker, og hvordan det hele ender - så er intet hverken tilfældigt eller meningsløst. Det troede jeg heller ikke før - men nu VED jeg, at det er sådan. Og der er en verden til forskel.
Nu ved jeg, at alt forudgående arbejde ikke har været forgæves. Alle de år, jeg har brugt på at arbejde med mig selv. Min søgen, mine udfordringer. Med mellemrum har jeg oplevelser som denne. Oplevelser hvor ting bliver sat på plads og en dyb viden dukker op af 'ingenting'. Og det er hele drivkraften for at blive ved. For disse oplevelser er....ja....ufattelig befriende.
Et øjeblik mere bliver jeg stående. Nyder fuldmånen et øjeblik mere. Den er så fantastisk, den måne. Usædvanlig smuk denne gang. Jeg ved, at meget bliver anderledes fra nu af. Jeg ved, at jeg ikke har kunnet læse mig til denne viden. Ej heller tænke mig til den. Den skal opleves, for det var sjælens stemme, jeg hørte. Dér midt i natten, brød sjælens stemme igennem virvaret af tanker og følelser. Og talte. Klart og tydeligt. Stille og blidt. Men med en vægt, der ikke lader sig affærdige som 'natligt tankespind'.
Det er sandheden. Livet. Kærligheden. Og begyndelsen på en ny rejse.
Nu er det onsdag. Der er ingen spor af den vrede, der var engang. Intet er fortrængt eller fornægtet. Men jeg står godt. Hold da helt op, hvor jeg står godt. NU er jeg klar til Sverige. Ingen dunkelheder fylder. Ingen bistre følelser. Kun ro - og stor stor lyst til at komme videre. I forvisningen om, at alt er godt - og alt bliver godt.
Hav en smuk dag derude.
