Vores farfar er et fantastisk menneske. Jeg har kendt ham i næsten 16 år - og historien om det bekendtskab er i sig selv ganske fantastisk. Han er Sofies farfar. Biologisk set. For Sofies biologiske far er farfars søn. Michael har adopteret Sofie. Men det er uden betydning. Det er også uden betydning, at jeg ikke kendte farfar, før Sofie blev født. Dén historie er også noget for sig selv, men den får I en anden gang.
Faktum er, at da Sofie blev født i 1993, blev jeg kontaktet af farfar - og farmor, som desværre ikke er blandt os mere. De ønskede kontakt.
Farfar vidste godt, at det var svært - vi kendte jo ikke hinanden - og han bor i Norge.
Men kontakt blev der. Sofie og jeg blev taget imod efter alle kunstens regler. Og da jeg siden mødte Michael og fik Maya og Lukas - ja så 'røg de med i baljen'. Han tog os alle ind - og det så godt og grundigt, at ingen rigtig længere husker, at han i princippet 'kun er Sofies'.
Gennem årene har vi udviklet et ganske specielt forhold. Og jeg har slet ikke ord, der kan udtrykke, hvor taknemmelig jeg er for, at jeg har krydset spor med den mand - og den familie. For det er skam ikke kun farfar - det er hele familien i Norge.
I disse dage er farfar på besøg hos os. Han har ikke tidligere hørt den fulde historie om vores hussalg - men han kender den nu. Og han har tilbudt sin hjælp. Jeg er simpelthen, bogstavelig talt, rørt til tårer.
Farfar er en velhavende mand. Eller rettere: var. For finanskrisen har ramt ham hårdt, så lige nu er midlerne der ikke. Men ellers havde han efter eget udsagn 'udstyret os med penge nok til en ny start'.
Og jeg tvivler ikke ét sekund på sandheden i ordene - af samme grund har han ikke fået sandheden før nu.
Det er stærke sager.
Og et meget fysisk eksempel på, at det er tanken, der tæller. Det er tanken, jeg er rørt over.
Så han foreslog, at han tager børnene med en tur i byen og forsyner dem med forskellige ting - for 'det kan måske hjælpe lidt'.......lidt?????
Da begyndte jeg s'gu at græde. Ikke fordi jeg var ked af det - ork nej for dælen da. Men fordi jeg var RØRT. Og dybt dybt taknemmelig for at kende så stort og hjertevarmt et menneske. At opleve, at sådan kan folk også være. Jeg mistede ordene. Anede slet slet ikke, hvad jeg skulle sige - udover TAK, selvfølgelig.
Efter så mange 'op-ad-bakke-oplevelser' virker det usigelig stærkt. Der er så stor kontrast til det, vi ellers har oplevet, at jeg bliver ordløs. Denne oplevelse af, at sådan kan familie også være, er guld værd. For os alle sammen.
Og...som jeg ser det...et tegn på, at hjulet måske langt om længe endelig begynder at køre den anden vej...
De sidste par dage har vi hygget igennem. Jeg er træt nu. For vi har siddet længe oppe og haft lange snakke om livet og dets tilsnigelser. Farfar har det heller ikke nemt i disse tider. Men vi har været sammen. Og tager alle videre med en følelse af, at tingene har lettet lidt nu.
Vi har hinanden - og det er meget mere værd end så meget andet.
