Dette indlæg er hverken specielt muntert eller specielt kort. Nu er du ’advaret’. Jeg har bare brug for at få luft....
Jeg ved ikke, hvad vi har gang i. Om det er dødskramper eller fødselsveer.
Den normale talestrøm er tørret ind. Der er ingen ord tilbage. Og ord plejer ellers ikke at være en mangelvare her.
Det er netop gået op for os, at vores andel af hussalget – det overskud, vi skal bruge til at starte forfra med – er ved at blive spist op.
Med den nyhed sank skuldrene endnu et stykke ned.
Hvor meget mere kan man magte?, tænker jeg. Meningen med det hele fremstår efterhånden temmelig tåget.
Måske er der slet ikke nogen.
Det er en ufattelig stor udfordring at holde humør, optimisme og gåpåmod kørende, når der hele tiden opstår situationer, hvor det hele bliver undermineret … igen.
Det er ufattelig svært igen og igen og igen at forsøge at få det bedste ud af det værst tænkelige.
Det værste er næsten, at vi ingenting kan gøre. Vi kan bare se på, mens det beløb, vi skulle bruge til at starte forfra med, skrumper ind og bliver mindre og mindre. Husprisen er også sat ned – så det brænder i begge ender så at sige.
At husprisen er sat ned, er hvad det er.
Men. Nu skal vi også dække udgifter, som er skabt i fællesskab af alle os 3 ejere.
Mens vi stadig var uvidende om det økonomiske virvar ovenpå, investerede vi i et nyt varmeanlæg. En rigtig god idé, men også en idé, som aldrig var blevet, hvis vi havde vidst, at det kun var os, der havde råd og, hvordan situationen var.
Beløbet hæfter vi naturligvis alle 3 for. Og det var øremærket i salgsbudgettet. Problemet er bare, at pengene ligner ’overskud’. Og nu er ’kassen’ tom ovenpå – helt tom. Alt evt. overskud fra hussalg er væk.
Ergo går man derfor til næste kasse – vores. Kort sagt: vi kommer til at betale for os alle tre. Vores overskud fra hussalget bliver derfor langsomt, men sikkert, spist op – og den første bid er allerede taget.
Fordi man har undladt at gøre noget. Fordi man har gemt papirer i den tro, at så forsvinder problemet vel også. Man har ikke informeret om, hvordan tingene udvikler sig. Til trods for, hvad der allerede er sket. Til trods for, hvor alvorligt det her faktisk er.
Alligevel fortsætter gemmerierne.
Vi kan finde på og finde på – men har en tikkende bombe hængende lige over hovedet. Vi kan ikke stole på, at der ikke lige pludselig dukker ’noget’ op.
Jeg har ikke ord for, hvor belastende det er.
Det er tungt.
Ingen tvivl om, at vi er igennem en udrensning – som så har udviklet sig til en decideret afrensning.
Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvordan man kan blive ved med at gentage en adfærd, som allerede har ødelagt så utrolig meget.
Jeg forstår ikke, at man kan få sig til det. Når nu man ved, hvordan sagerne står og hvor hængte, vi er. Alligevel tager man for givet, at vi skal agere redningsfolk. At vi får styr på det. Og så længe man ikke siger noget, taler om det, gemmer det – ja så forsvinder det nok. Jeg forstår det ikke.
Jeg er et særdeles begavet menneske. Og jeg har en særdeles veludviklet fantasi. Og jeg er ganske god til at se mennesker. Men her rækker hverken fantasi, IQ eller menneskekundskab. Jeg kan ikke regne ud, hvordan man kan udsætte sin tætteste familie for sådan en adfærd. Jeg kan simpelthen ikke fatte, hvordan man kan sige ja til en stor investering, kigge på det monsterarbejde vi udførte – velvidende at man ikke på noget tidspunkt havde råd. Hvorfor bare vælge at holde mund og se på?
Nuvel – vi har ikke mistet noget, som ikke kan skaffes igen. Og så dog. Penge og bolig kan skaffes igen. Mere tvivlsomt er det med tilliden. Jeg har ikke begreb skabt om, hvordan den nogensinde skal komme igen. Jeg ved udmærket, at det ikke er gjort pga. ’ond vilje’. Alt er snarere et udtryk for ekstrem konfliktskyhed og manglende ansvarsfølelse. Det gør det ikke nemmere. Ej heller mere forståeligt. Det er bare en forklaring. Ud af ca. 1000 mulige.
Jeg kan ikke sige præcis, hvilke konsekvenser det hele får. Det er svært, når man ikke kan få tingene på afstand. Vi bor jo i huset endnu. Og dét er ikke godt. Der er ikke andre muligheder – men det er absolut ikke optimalt. For vi trænger alle til at komme videre, til at trække vejret og til at få tingene på afstand.
Det hele føles så spildt. Al den tid vi har brugt på noget, som nu viser sig at være fuldstændig fjollet. Tid, som er gået fra børnene og os. Tid, som ikke kan hentes igen. Børn vokser hurtigt – om et øjeblik er de væk. Og nu kan vi se tilbage på næsten 3 år, som bare er forsvundet op i den blå luft. Tid, hvor vi kunne have haft en masse oplevelser sammen.
Men det havde vi hverken tid eller penge til – for det hele gik til huset.
Dét kommer ALDRIG til at ske igen. Så meget har jeg dog lært.
Af samme grund vil jeg aldrig igen eje noget som helst, som kræver for uforholdsmæssigt meget tid og penge.
Og så ved jeg én ting. Hvis jeg tror, at læresætningen i alt det her er, at man kun skal stole på sig selv, ikke hjælpe andre og i det hele taget tillægge sig en passende kynisme – så har jeg ikke fattet en levende bønne.
Dét ved jeg dog.
Derudover ingenting. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvorfor alt det her sker. Jeg er helt med på, at der er en højere mening med det. At vi skal igennem en udrensning, for at give plads til nyt – whatever.
Men jeg skal da love for, at vi har fået fat i det helt store menu-kort.
Det er en oplevelse med ’alt inklusive’. I hvert fald hvad angår økonomi.
Og det er ’kun penge’, kan man indskyde. Ja – det er det. Og det er heller ikke, fordi vi skal vælte os i et kæmpe overskud – det er slet ikke nødvendigt. Men det er nødvendigt at starte forfra – og have midlerne til det. For alt, hvad vi ellers har haft af midler, er borte nu. Dels til huset, dels til at trække overboen igennem, så vi ikke alle går ned.
Det har været fornuftigt, har vi ment. Også selvom det lader os tilbage i en situation, hvor vi er ret afhængige af, at vi får nogle penge ud af det hus. Nu ved jeg ikke, hvor fornuftigt det har været.
Jeg synes ikke, jeg ved nogen ting. Jeg ved ikke engang, om jeg er vred. Hvad er der at være vred over, tænker jeg. Jeg har sagt, hvad jeg har at sige om tingenes tilstand. Og jeg føler mig heller ikke vred. Jeg føler mig trist. Og desillusioneret, hvad familie angår. Min nære familiehistorie er ikke særlig opmuntrende. Den er faktisk ganske trist. Indtil dette skete, har det kun været min mor og min bror, jeg har haft et godt og fornuftigt forhold til. Forhold hvor tillid og nærhed var i højsædet. Nu er det kun min bror, jeg kan sige det om.
Min far nåede jeg aldrig at kende. Min stedfar udsatte mig for nogle gedigne nederdrægtigheder i ’blodets navn’ – og min stedsøster gjorde ham selskab. Og hele hans familie med. Min barn- og ungdom har været én lang rejse fyldt med forskelsbehandling, urimeligheder og fuldstændig uacceptabel adfærd. Som jeg efter mange år endelig valgte fra af hensyn til mig selv og min egen familie. Jeg havde aldrig troet, at jeg også skulle opleve så store svigt og tillidsbrud fra min mor. Dét så jeg bare ikke komme.
Alle de oplevelser til trods, er det alligevel lykkedes mig at kunne gå ud i verden og tro på det gode i andre mennesker. Og kunne leve et helt fornuftigt liv uden konflikter i tide og utide – men i harmoni med de mennesker, jeg har valgt at fylde mit liv med. For meget kan man sige om min familie – men dem til trods har jeg altid været god til at skabe dejlige kontakter og til at få andre mennesker ind i mit liv.
Nu kan jeg mærke, at jeg trækker mig. Vender mig væk. Lukker i og mister mælet. I eftertænksomhed og søgen efter mere af den energi, som holder både mig og resten af familien kørende. For en tid.
Jeg tror stadig på, at alt ender godt. Men processen dertil er så meget hårdere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Og vi betaler en høj pris for at nå målet. Og her tænker jeg absolut ikke økonomi.
Hvor bliver det dog fantastisk at komme til Sverige.
Hvis du nåede hertil….så tak fordi, du læste med.
