Gittemay's Blog

Farveskifte

Nu er det ikke længere hvidt udenfor. Nu er det gråt. Og tåget. Ikke videre indbydende. Men hvad...jeg skal heller ikke ud, for jeg har en liste så lang som min ene arm med ting og sager, der skal ordnes.

Første (gabende) punkt på listen hed 'jobansøgninger'. Ja, undskyld at jeg gaber - men nu har jeg rundet ansøgning nr. 65, og det begynder så småt at føles som en ørkenvandring. Det er indimellem meget meget svært at finde motivationen OG nye idéer til at angribe problemet.

Og derfor kan jeg jo så glæde mig over, at jeg - igen - skal på jobsøgningskursus. HURRA. Det er næsten ikke til at få armene ned igen....eller? Det gode er, at det holder mig væk fra jobcenterets mildest talt elendige møder - og hvem ved, måske sker der mirakler :-)

Resten af dagen skal bruges på aktiviteter, som indebærer 'asen og masen'. Det trænger jeg til. At tumle lidt med nogle fysiske ting. Måske er det foråret, der giver sådan en kådhed i kroppen...Udenfor er der ihvertfald gang i herlighederne. Et gult tæppe har bredt i havens nederste halvdel - massevis af Erantis'er. Sjove planter begynder at komme op - sjove fordi vi ikke aner, hvad det er. Men dog kan jeg se, at det ikke er ukrudt - og så er meget jo allerede nået :-)

Haven er en gammel 'præmiehave', hvor der efter sigende skulle findes skilte med de forskellige plantenavne. Et eller andet sted derude. For den er også temmelig tilgroet. Men under alle omstændigheder er det en have, der kan få en planteelsker som mig helt op ad stolen. Jeg glæder mig som en vild til at kunne komme igang derude. Så de næste par dage, hvor der er lovet regn, lover godt. Måske sådan et par dage kan få skovlen under det sidste sne...håbet er jo lysegrønt :-)

Hav en dejlig torsdag derude.

Når det går for godt...

...så begynder ulykkerne at indfinde sig. Som om man lige skal ned på jorden igen - og ikke tro, at det går for godt. Som nu for eksempel her for lidt siden, hvor jeg i min forårskådhed besluttede at gangen skulle have den tur, den sådan set aldrig rigtigt har fået.
Spand og kost og klude og stige og hvad har vi. Og så træder jeg ned i spanden med vand. Jamen er det ikke forrygende :-)Gulvet blev dermed vasket. Og selvfølgelig i det eneste af den slags rum - bryggers, baggang mv. - hvor der ikke er en rist.

Eller før igen, da jeg satte en maskinvask over. På det gale program. Selvfølgelig, kunne jeg nær have sagt. Resultat: et par af Lukas' strømper passer nu en af kattene. Hm. De var nu heller ikke særlig pæne....

Ja. Herligt med sådan nogle dage. Min bageplaner er hermed udskudt til i morgen - jeg vover ikke. I stedet kan jeg kaste mig over den cardigan, jeg strikker til Lukas - for den passer jo (selvfølgelig?) ikke. Ærmegabet er for lille. Godt jeg trodsalt ikke bare strikkede bevidstløst derudaf - nu kan jeg nøjes med at pille ryggen op igen. OG lave en ny opskrift.

Og ellers er der jo basis for ren nydelse på forårsfronten :-)

Det pibler op alle vide vegne. Det er så spændende at se en ny have vågne op - for ingen ved helt, hvad der findes derude. Der er nok plads til et par overraskelser til både den ene og den anden side :-)

 

Hav en dejlig tirsdag derude.

Erkendelsens vej

Nu har jeg brugt det meste af en weekend på at have bøvl med min lænd. Sådan noget ansporer altid til eftertænksomhed, for det sker så sjældent, at jeg bøvler med noget fysisk. Efter min bedste overbevisning har ethvert fysisk symptom et psykisk modstykke. Der er altid 2 sider af samme sag, så at sige - en fysisk og en psykisk. Tingene hænger sammen.

Derfor er det ret naturligt for mig at undersøge, hvordan tingene hænger sammen indeni. Fordi jeg ved, at jo mere klar jeg bliver på mine indre psykologiske processer - jo nærmere kommer jeg 'helbredelse'.

Den forgangne uge bød på mange finurligheder. Jeg har funderet meget over begrebet 'erkendelse'. At man erkender i faser, etaper. Og derfor kan en erkendelse selvsagt være undervejs i lang tid. Der kan gå uendelig lang tid fra genkendelsen - som enhver erkendelse starter med - til man reelt erkender en ting. Genkendelse af noget er ikke lig med erkendelse - det er kun det første lillebitte skridt mod en erkendelse.

Erkendelse foregår ikke i hovedet. Erkendelse foregår fra halsen og nedefter - hele vejen ned i kroppen - og tilbage igen. Sand erkendelse udmærker sig ved også at kunne mærkes i kroppen. Efter min bedste overbevisning bundfælder en erkendelse sig snarere i kroppen end i hovedet. Man kan overveje mange ting omkring sig selv og egen adfærd - lave forskellige teorier om, hvorfor man genkender et eller andet i noget hørt/sagt/set. Dernæst kan man begynde at granske i, hvorfor genkendelsen overhovedet er der. Hvorfor giver noget genklang?

Men det er stadig kun teori. For skulle man leve i den vildfarelse, at et problem er løst ved genkendelsen alene, bliver man hurtigt klogere, når problemet dukker op igen - og igen og igen. Der er altså stadig noget, man ikke har erkendt. Man kan mene, tro, antage, føle at man er 'herre i eget hus' - men dukker ting op igen og igen er der øjensynligt noget, der ikke er styr på - alle teorier til trods. 

For mit eget vedkommende har de fleste af mine dybe erkendelser taget et pænt stykke tid. År faktisk. Måske fordi jeg er fattesvag, måske fordi processen er lang. Fordi ting tager tid - og vi erkender i etaper. Min rettesnor i alt dette har altid været, at først når en given (uønsket) adfærd/reaktion ophører, er erkendelsen tilendebragt. Derfor har tålmodighed og overbærenhed overfor mig selv også altid været mine tro følgesvende :-).

Men. Indimellem - sjældent - har jeg oplevet, at én udtalelse, én sætning har født en erkendelse pr. øjeblikkelig. Med øjeblikkelig ændring af adfærd til følge. At én sætning, ét ord er SÅ genkendeligt, at det drøner gennem kroppen og op i hovedet lige med det samme - og manifesterer sig i en indsigt, der er så stor, at alt fra det øjeblik er ændret. Man hopper så at sige ud af sporet med det samme.

Jeg kan tælle disse gange på én hånd. Men de gange det er sket, glemmer jeg til gengæld aldrig igen.

Det var sådan, jeg i sin tid stoppede min spiseforstyrrelse. 12 år med sådan en størrelse, psykologhjælp for at stoppe den, utallige tanker om årsag og virkning. Overvejelser, tanker, følelser - stolpe op og stolpe ned. Alt sammen ganske virkningsløst, for spiseforstyrrelsen var der stadig. Indtil en aften, hvor jeg sad i min lejlighed i mit eget selskab og lyttede til Tine Bryld i P4's 'Tværs'.

Én sætning sagde den kvinde - og min spiseforstyrrelse stoppede øjeblikkelig. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg sad der i min sofa og var fuldstændig himmelfalden. Velvidende at jeg ikke længere kunne fortsætte ad den vej. Derfor har jeg både dato og klokkeslæt for, hvornår min spiseforstyrrelse stoppede.

I den forgangne uge har jeg oplevet det igen. Én sætning - og alt er anderledes. Den sætning - udtalt af en svært forstandig kvinde - manifesterede sig i en erkendelse, som er så dyb, at det næsten er ubegribeligt. Sandheden i den er så essentiel, at de fysiske reaktioner slog igennem næsten med det samme. Der er så meget genklang, at dybe lag i kroppen begyndte at røre på sig. Deraf en lænd, som skaber sig - men med noget, der sidder så dybt, at hverken øvelser eller massage kan trænge igennem.

På den led er kroppen fuldstændig fantastisk. Den siger 'JA' på sin egen underfundige måde - og jeg suger til mig af dens visdom. Og det virkelig interessante er, at da først jeg fik lavet koblingen mellem begivenhedernes gang - erkendelse og en skrigende lænd...ja, så var bedringen tilsvarende markant. Nu er det så godt som gået i sig selv. Og oveni hovedet er der fuldstændig ro. Der findes en helt ny afklarethed.

Så kan man jo sige, at den sætning vel dårligt kunne gøre det alene. Der har formentlig, muligvis ligget nogle del-erkendelser inden, som gjorde det muligt, at den kunne trænge så ugenert igennem. For så vidt er der heller ikke noget nyt i den på den måde. Det er bare essensen i den, intensiteten. En stor stor sandhed kogt ned til én sætning.

Sætningen?
'Du er ikke længere storesøster i en dysfunktionel familie'.

Jeg lader den stå lidt.

For nogle er den sætning formentlig (heldigvis, kunne jeg næsten tilføje) en stor gåde. Hvorimod folk, som er vokset op i dysfunktionelle familier nok vil have en vis idé om, hvad betydning det har/kan have i ens voksne liv. Meget meget kort kan det umiddelbart have den betydning, at man bliver suverænt god til at tage ansvar. Også langt mere end man behøver. Man bliver god til at 'ordne' ting, til at organisere. hjælpe, tage over. Og skulle man formaste sig til at sige fra...så står skyldfølelsen og venter lige udenfor døren.

Det har jeg, mildest talt, mærket på egen krop i hele mit voksne liv. Og der er som sådan ikke noget banebrydende i den sætning. Jeg har vidst de her ting i årevis, arbejdet med dem - og fået løst rigtig mange 'knuder'. Men. På en eller anden led skærer lige præcis denne sætning ind til benet. Og jeg kan fysisk og psykisk mærke, at nu er det slut. Helt slut.

Det kan ikke lade sig gøre at løbe fra en erkendelse, der manifesterer sig så kraftigt på både det psykiske og fysiske plan - med mindre man har lyst til at gøre virkelig stor skade på sig selv. Det kan ikke igen proppes tilbage i dybet - det ville svare til at forsøge at mase en elefant igennem et nøglehul. 

Jeg har taget den til mig - og erkendt at en del bliver anderledes fremover. Dét er en proces i sig selv - ikke nødvendigvis uproblematisk, men spændende. Og dybt dybt befriende!

Hav en dejlig dag derude.

Og det sagde 'knæk'...

...omme i min ryg. Så jeg er midlertidigt sat ud af spillet :-(. Det er så til gengæld en ny oplevelse, for det har jeg faktisk ikke prøvet før. Men min ryg opfører sig som om, jeg har slæbt på alle møbler i huset - og dét har jeg så ikke. Jeg har lavet en dum bevægelse ja - jeg vidste det også godt, mens jeg gjorde det - men jeg 'var jo færdig lige om lidt'. Rigtigt nok - men det var min ryg så også. Eller rettere: min lænd.

I aftes fordrev jeg så tiden med diverse yoga-øvelser og andet sjov - uden virkning. Hm. Hold da helt op, hvor det lige er irriterende. Og så ganske uvant. Og så forunderligt at så lidt kan afføde så meget ballade. Men 'so be it'. Hvad der kom af sig selv, må vel også gå væk af sig selv - det er ihvertfald ikke til sinds at lade sig hjælpe på gled af diverse fysiske øvelser.

Så planerne for idag er derfor ændret en del. Damned!

I går fik vi en gæst på besøg. Vi fik en kage. En lækker kage af den slags med creme og sager. Chili The Cat kredsede og fedtede sig ind. Som hun plejer, når der er fødevarer i kølvandet :-). Og hvad sker der så, da kagen er spist, og vi sidder der og snakker?

Det her:

Kan man ikke få kage, kan man da bare indtage låget fra kage-æsken :-) Hvad stiller man op med sådan et hundyr? Helt og aldeles udenfor pædagogisk rækkevidde er hun - og skruppelløs tilligemed. Klart behandlingskrævende :-)

Hav en dejlig søndag derude.

Weekend ret forude

Og dét er fedt. I dag har jeg vedtaget for mig selv, at jeg 'hiver stikket ud'. Jeg har ikke tænkt mig at lave noget som helst banebrydende eller på anden vis blodtryksforøgende. Niente. Nada. Nichts.

For i morgen går det sørme løs igen - for en gangs skyld. Denne weekend er helliget forskellige aktiviteter - og er for længst blevet fyldt ud. Så jeg varmer op - sparer på energien så at sige :-).

Jeg vil sumpe til noget TV og kaste mig over lidt strik. Med benene oppe og kaffe i kruset. Og så vil jeg nyde, at det overhovedet er muligt at gøre den slags. Nyde at jeg har muligheden for at tage mig sådan en dag, hvor jeg bare vegeterer. For det er nemlig slet ikke så dumt at nulstille alt for en dag eller to. I den anden ende giver det et ordentligt energi-boost, så det er vel ligefrem rigtig godt tænkt :-)))

Hav en dejlig fredag derude.

And I now declare the Bazar open...

Mit værelse er færdigt. Endelig. Det har sådan set været færdigt et stykke tid - sådan med hensyn til det store billede. Tilbage har været diverse kurve og kasser med ting, der skulle...ja, gøres noget ved :-)

I dag fik jeg nok. NU skulle jeg dælme gøre ved, skulle jeg. Så nu er de væk. Tilbage er kun 2, som står i hjørnet og afventer, at nogle hylder bliver monteret i et skab. Men jeg ved, hvad det er. Og så mangler jeg lige at få noget på væggene.

Så det var det. Michael har omgjort vores gamle spisebord til et glimrende skrivebord til mig. Tilsat skuffesystem og ben fra IKEA. Og det fungerer. Masser af plads til at brede sig på - og flere kan sidde der samtidig. Indrømmet: det er anderledes behageligt at sidde her nu, hvor det er i orden :-). Bevares - der er stadig ting, der skal tjekkes og sorteres i. Mit garn og mit gamle garnsystem er dødt. Så jeg skal have lavet mig et nyt, som fungerer bedre.

Det er en fryd og en udsøgt luksus at sidde her i eget gemak. Brugt er det blevet i vildskab - og det bliver vist ikke meget bedre fremover :-).

Det går ikke altid som præsten prædiker

Ikke her ihvertfald. Store planer om montering af 'Amaya'. Det blev ved planerne :-). Der skal jo knapper i - dem har jeg ikke, endnu - og så gad jeg ikke, når den alligevel ikke kunne blive helt færdig. Lidt en dum tankerække - så nu gør jeg det idag :-).

I stedet begyndte jeg at finde garn til den cardigan, Lukas gerne vil have. Og opskrift. Men det duede s'gu ikke helt sammen - så der måtte omregninger til. Og inden jeg så mig om, var jeg i fuld gang med at ændre på det hele og lave en helt anden opskrift. Sådan kan det jo gå - men jeg tror nu, den bliver god.

 

Garnet - noget merino-uld fra Lana Grossa - er under alle omstændigheder meget meget lækkert at strikke i.

Dagen i går indeholdt også en alvorlig snak med sønnemand. Den udviklede sig så i en anden retning, end jeg havde tænkt - men vi fik da snakket :-). Også alvorligt. Jeg ved ikke lige....men jeg har altså noget med 'læsekurser' i skolen. For det viste sig så, at hunden lå begravet dér. Sådan et - kursus - har de gang i for tiden, og Lukas er svært utilfreds. Ikke fordi han ikke gider - men fordi han synes, at udvalget af bøger er elendigt.

'Ork' - tænkte jeg - 'det løser vi da nemt - han får bare nogle med hjemmefra'. Men det må de jo så ikke. Vi har så mange børnebøger på alverdens forskellige niveauer - men det må de altså ikke. Så han sidder og pisker sig selv igennem bøger, som han synes er både for nemme og dybt kedelige. Og så bliver han utilfreds og irriteret - og ja, så er han altså kommet til at være lidt for rap i replikken. Det forstås - ikke at det accepteres - men det forstås.

Så vi talte om andre måder at udtrykke sin irritation på. Eksempelvis fortælle læreren, at han synes de bøger er elendige. Det var han ikke meget for. Jeg tror, hans frustrationer er blevet for store. Og han har opgivet lidt. Han har spurgt flere gange omkring medbringelse af egne bøger - men med negativt svar. Og selvfølgelig er det også læreren, der i sidste ende bestemmer - og så er det sådan, det er.

Men. Vi snakker altså læselyst her. Den lyst, der gerne skulle betyde, at de kære poder rent faktisk gider at åbne en bog - både nu og senere. Ja ja - jeg er bogfreak, jeg elsker bøger og.....men jeg synes faktisk, der er et problem omkring det der med børn og læsning. Jeg vil s'gu da blæse i havet på, hvor hurtigt Lukas læser - bare han læser. Hastigheden skal nok komme. Og han læser ok hurtigt.

Men det er som om, skolen har nogle helt skæve fix-punkter. Der hedder det hastigheder og lix-tal og hvad har vi. Nationale tests og standarder. Og i alt det her glemmer man, at læsning - og andet - skal appellere til ens lyst. Ellers er alt spildt. Motivation er ligesom kodeordet her. At lave et læsekursus, hvor et barn skal læse bøger efter eget valg - men hvor udvalget ikke er der - ja, det fremmer ikke læselysten. Tværtimod. I bedste fald får Lukas - og andre børn i samme båd - intet ud af de her uger. I værste fald kvæler man hans lyst til at læse.

Og så bliver jeg jo lidt vild i betrækket. Ikke fordi det er læsning - vi har samme problematik kørende med Maya og matematik, hvor et lærerskifte mere eller mindre har kvalt hendes lyst til matematik på grund af umotiverende undervisning. Historie er gået samme vej - der har de den samme lærer. Jamen hurra. Det er ikke i orden. Selvfølgelig er der forskel på, hvordan vi lærer - ved jeg, der har skrevet speciale i netop dét - og det ved de også godt 'derude'. Det bliver bare ikke brugt til nogetsomhelst. Fine teorier, fine ord, fine målsætninger - man glemmer bare helt dem, der skal 'udsættes' for det her - børnene.

Jeg fatter ikke, hvorfor det er et problem at medbringe egne bøger til sådan et forløb. Vi snakker ikke pixie-bøger - vi snakker Astrid Lindgren og 'Mio min mio', som faktisk er lidt svær - men som jeg ved eget tjek ved, at Lukas kan læse. Jeg fatter det bare ikke. Og så gør jeg, som jeg plejer. Jeg gør det selv. Jeg holder mit eget 'læsekursus' herhjemme for Lukas - for hans læselyst skal dælme ikke kvæles af skod-bøger.

Sådan har jeg også gjort/gør med Maya. Vi kører vores helt egen historieundervisning herhjemme - og nu har hun faktisk styr på noget, der indtil for 1 måned siden var en gåde. Kors altså. Det fede er jo, at jeg kan - men hvad med alle dem, som ikke kan?

Nej, jeg synes ikke, det er i orden. Man kan da sagtens sætte sig mål på elevernes vegne om x-antal ord på x-antal tid. No problem. Den helt store og altoverskyggende opgave er, hvordan. Hvordan får de eleverne til det? Hvordan nås de mål? Mit bud? Aktivér motivation og lyst for pokker. Det er den eneste vej - men også den sværeste. For børn er forskellige - men måske man bare skulle være lidt mere fleksibel i sit syn på undervisning og børn. Nogen gange er det jo kun bittesmå ting, der gør hele udslaget...

Ja, jeg kunne blive ved - men det gider jeg ikke :-). Men det irriterer mig grænseløst. Nu vil jeg derfor lave noget andet - noget praktisk. Muligvis noget fysisk ligefrem...Forskellige ting kunne måske godt trænge til at se en...støvsuger :-)

Hav en dejlig dag derude.

Dagen idag...

...lakker for mit vedkommende mod enden, hvad angår aktiviteter på et højere plan :-). Jeg er brugt op. I hvertfald mentalt. Siden kl. 8 i morges har jeg siddet hér og aset og maset med ord og tekster - og det lykkedes langt om længe at få noget mening ud af galskaben :-). Hård proces, hård dag - men nu er der RO.

Overspringshandlingerne har ellers stået i kø for at blive taget fat på - men jeg nærede mig. Og lavede kun en enkelt :-). Nu kan jeg så gå i gang med at få nogle andre ting fra hånden - så som alvorssnak med en søn, der tilsyneladende er blevet lidt for kæk i skolen - bagning af de lovede boller, tøjvask og lidt diverse. Herunder så afgjort og aldeles at begynde at montere min kære 'Amaya', som blev færdig i aftes....sent i aftes. 

En herlig ting med sådan en færdig - ja næsten altså - 'Amaya'. Intet andet har jeg lavet den sidste uge - udover en forkølet start på et par underlige strømper (de får afgjort dødsstødet, når jeg kommer forbi den kurv). 

Hav en dejlig tirsdag derude.

Qui bono?

…Sådan sagde man i det gamle Rom. Hvem gavner det? Hvem har gavn af det, jeg gør eller siger lige nu?

Det er en sætning, der har fulgt mig den sidste uges tid. Igen og igen er den dukket op. Og det er et ret vigtigt spørgsmål, tænker jeg.
Nu har jeg jo skrevet et par indlæg om skygger og projektioner. Det er et voldsomt og omfattende stykke arbejde, der ligger i de sager.

Det er noget af et skridt at gå fra at have ondt af sig selv eller på anden måde have det træls, fordi man altid bliver ’udsat’ for dit og dat – til at erkende at man selv indeholder alle de trælse egenskaber, andre udsætter én for.
Pinagtigt er det at skulle erkende, at det kommer fra ens egen psyke. Men et eller andet sted afslører man jo ofte sig selv.
For ud af 1000 forskellige egenskaber er det evigt og altid de samme 4-5, man provokeres af. Og dét er jo selvfølgelig ganske bemærkelsesværdigt :-).

Men ét er at erkende, noget andet er at få det stoppet. At trække tingene ’hjem’. For der er altid gevinster forbundet med en bestemt adfærd.
Vi mennesker er så listigt sat sammen, at vi kun yderst sjældent gør noget uden at ville opnå et eller andet. Der er altid en gevinst, en bonus.

Man er ved at gå til i overarbejde – men bliver omvendt ved med at sige ja, fordi det er lidt fedt at føle sig betydningsfuld og behøvet.

Man vil gerne fremstå som en ’overskuds-kvinde’ – og derfor bager man altid kage til forældremøderne, hjælper moster Gerda, lufter naboens hund, har et pinligt ordentligt hjem – men er omvendt ved at gå ned med stress.

Man hjælper alle de ældre i familien – næsten uanset om de har bedt om det eller ej – samtidig med at man passer sit arbejde og sin egen familie – og er ved at gå fuldstændig op i limningen, for der er faktisk slet ikke tid til alt det hjælperi. Men man vil jo gerne fremstå som hjælpsom og flink og rar.

Man knokler som en vanvittig omkring eksamen, fordi man bare vil have de der høje karakterer. Fordi man bilder sig ind, at høje karakterer går proportionalt med ens egen værdi som menneske. Og man vil jo gerne fremstå som både begavet og værdifuld.

Vi laver så mange julelege med os selv. Siger ét, men gør så noget helt andet. Definerer os selv ud fra vores modsætning, det vi ikke er.

Vi ser forskellige reality-programmer og konstaterer, at SÅ elendig er vores økonomi ikke, eller SÅ tyk er jeg ikke, SÅ dårligt er mit helbred ikke, MIT hus er meget bedre indrettet osv. osv. Vi bekræfter os selv og hinanden i, at vi slet ikke er sådan og sådan. ’Er min bagdel også så bred?’ – ’nej nej, dét er den i hvert fald ikke’. ’Ser mit hår også så kedeligt ud’ – ’nej nej, det er meget bedre’…..

Og sådan kunne jeg blive ved. Vi er så gode til det – og ingen kan vist helt sige sig fri for at gøre det.
Så derfor: qui bono?

Vil man finde frem til de her adfærdsformer, vil man af med dem – så er netop dét spørgsmål faktisk ret fantastisk. For lige dér finder man svaret på og årsagen, hvorfor man gør eller siger, som man gør eller siger. For sig selv, den anden, de andre...?

Nu er der jo intet galt i at gøre noget for andre. Det er slet ikke det, jeg taler om. Altså forudsat at det kommer fra et ærligt hjerte. Man kan sagtens gøre eller sige ting, som giver en eller anden 'bonus' - men uden at gøre det for bonussens skyld.
Jeg taler om de ting, vi gør, som fjerner os fra os selv. Alle de små - og store - løgne vi laver for og om os selv. Og som på sigt bare gør livet meget mere besværligt, og bringer én selv længere og længere væk fra ens sande selv.

Vil man ændre på sagerne, render man så ind i en anden problematik. Man må give afkald. Afkald på alle bonusserne, der følger med den givne adfærd. Man må risikere at bliver upopulær, fordi man lige pludselig siger nej til at hjælpe. Man kan miste sit image som ’superwoman’, fordi ens hjem ikke er så pinligt i orden længere. Man må give afkald på at blive set op til, anerkendt, at blive betragtet som sød og hjælpsom altid.

Selvfølgelig bliver man stadig anerkendt osv. – men at ændre adfærd indebærer også, at reaktionerne på den adfærd ændres. OG der kommer selvfølgelig reaktioner på den nye adfærd. Og ikke altid til det bedre. Der er folk, som vil forsøge at banke én tilbage på pinden – folk, som synes, at ’man var sødere, flinkere, mere hjælpsom før’.

Det store spørgsmål er, om man kan holde ud at lade være med at gøre noget ved det. Kan man blive ved med at holde sig selv og sit liv ud? Eller vil man gerne leve i større overensstemmelse med sig selv og egne ønsker og lyster?
For vil man det, er der kun en vej: man må gøre noget ved det. Forfølge drømmen, ønskerne, behovene, og hvad der ellers presser på.
Prisen kan i modsat fald risikere at blive tårnhøj. For vi kan finde ud af, at vi har levet i en illusion alt for længe. Og vi har lykkes med at fjerne os så meget fra os selv, at illusionen er blevet troværdig. Og så er det slemt at vågne op.

Tja...jeg skal ikke kloge mig. Men det er de tanker, jeg har gjort mig. Og nu har jeg delt ud af dem :-)

Hav en dejlig mandag derude.

Energiudladningsdag

Jeg er frygtelig rastløs. Vågnede et godt stykke tid før alle andre i huset - og tøffede sådan lidt rundt om mig selv. Bryggede mig en spand kaffe, fandt en bog - og en anden og en tredie - som jeg læste i sådan frem og tilbage.
Man kan vel multitaske :-).

Sad lidt og kiggede ud i haven. Høj himmel og sol - hm. Det kunne jo nok generere nogle idéer omkring aktiviteter på sådan en lettere flad søndag. Jeg trængte til at ase og mase lidt, kunne jeg mærke. Jeg funderer for tiden - og det har åbenbart skabt en del overskudsenergi, selvom jeg jo nok synes, jeg er aktiv nok :-).

Så jeg fyldte et par spande med vand, fandt mine gummistøvler - og så gik jeg ellers i gang med at pudse alle vinduer udenfor. Det er der en pæn portion maseri i - for der er 19 vinduer i underetagen og der ligger stadig en del sne her. Flere gange var jeg ved at skvatte med spand og klud og hvad har vi. Alle vinduesrammer blev også gjort rene - et forbandet stykke arbejde, når huset har stået tomt så længe. Spindelvæv og sager. Men. Nu ligner huset faktisk et, hvor der bor nogen. Og jeg fik brugt noget energi. 

Det er så godt at lave noget fysisk, når tankerne flyver og farer i 1000 retninger - også selvom jeg nåede at forbande min idé op til flere gange.....Men jeg er stadig rastløs. Kæmper lidt med at indfange bare nogle af alle de tanker, der flyver rundt oveni - men det er ligesom at forsøge at fange en loppe. Nå, men sådan er det så - jeg lader det være og kaster mig over noget andet. Det er alligevel ikke noget alvorligt, så der er ingen grund til 'panik' :-).